Kontakt
Morten Ejlersen
Sundhed & Ældre
Telefon: +45 3370 3908
E-mail: moe@kl.dk
Skaleringsledere er fundet – nu åbner KL for ansøgninger som deltagerkommune i skaleringssamarbejde om datadrevet vagtplanlægning
KL har udvalgt tre klynger med hver sin skaleringsledelse i kommunernes skaleringssamarbejde om datadrevet vagtplanlægning: Hillerød Kommune, Frederiksberg Kommune og et delt samarbejde mellem Lemvig og Odder Kommune. Fra 1. september 2026 åbner KL for ansøgninger fra kommuner, der ønsker at deltage som deltagerkommune i en af de tre klynger. Der er plads til tre deltagerkommuner i hver klynge.
Skaleringssamarbejdet om vagtplanlægning skal modne og udbrede brugen af datadrevet vagtplanlægning med udgangspunkt i ældreområdet. Samarbejdet er todelt: I en lokal modningsfase på ca. 6 måneder tilpasser og afprøver skaleringslederen løsningen hos sig selv. Herefter indgår op til tre deltagerkommuner i et fællesskab med skaleringslederen over de følgende ca. 12 måneder, hvor der arbejdes med lokal skalering, støttet af samarbejdet i klyngen.
| Skaleringsleder | Leverandørløsning | Forventet lokal opstart | Deltagerkommuner træder ind i samarbejdet |
| Lemvig Kommune og Odder Kommune | Pondoo/KMD | 1. oktober 2026 | 1. april 2027 |
| Frederiksberg Kommune | EG/Altiplan (modulet Automatisk planlægning) | 1. oktober 2026 | 1. april 2027 |
| Hillerød Kommune | Deloitte Plans Vagtplanlægning | 1. oktober 2026 | 1. april 2027 |
Lemvig Kommune og Odder Kommune går sammen om skaleringsledelsen. De to kommuner samarbejder med KMD og Pondoo om at udvikle en løsning med integration til vagtplanssystemet KMD Opus. I løsningen vil der også være snitflade til KMD Nexus og Pondoo ruteplanlægning. Samarbejdet har opstart den 1. oktober 2026, og deltagerkommuner forventes at træde ind i samarbejdet 1. april 2027.
Med udgangspunkt i vagtplanssystemet Altiplan fra EG/Silkeborg Data indleder Frederiksberg pilottest af modulet automatisk planlægning med opstart 1. oktober 2026. Deltagerkommuner forventes at indtræde i samarbejdet 1. april 2027.
Klyngen med Hillerød Kommune som skaleringsleder arbejder med løsningen Deloitte Plans. Kommunen har forventet lokal opstart 1. oktober 2026, og deltagerkommunerne træder forventeligt ind i samarbejdet 1. april 2027.
Kommuner der ønsker at ansøge om at blive en del af en af de tre klynger kan læse mere om ansøgningskriterier, krav om medfinansiering mm. på videncenter.kl.dk:
I ansøgningen skal det angives, hvilken af de tre klynger der ansøges om deltagelse i. Der er plads til tre deltagerkommuner i hver klynge.
Der er frist for ansøgning den 1. oktober 2026, og der kan forventes svar senest den 30. oktober 2026.
Som deltagerkommune modtager man tilskud på ca. 375.000 kr. Kommunen skal selv medfinansiere svarende til tilskuddet gennem løn, systemindkøb, analyser eller lignende.