Kontakt
Johanne Søe Nedergaard
Sundhed & Ældre
Telefon: +45 3370 3152
E-mail: josn@kl.dk
En ny valgperiode står for døren. For mange kommunalpolitikere betyder det nye udvalg og nye ansvarsområder. KL’s Social- og Sundhedspolitiske Forum giver dig et samlet politisk og strategisk indblik i de dagsordener, der kommer til at præge social-, sundheds- og ældreområdet i den nye valgperioden.
FORUM er KL’s årlige samlingspunkt for lokalpolitikere på social-, sundheds- og ældreområdet. Med afsæt i den aktuelle politiske virkelighed samler KL centrale aktører og samarbejdspartnere og stiller skarpt på de tendenser, udfordringer og beslutningspunkter, som ligger på de nye udvalgs borde. Konferencen giver dig et politisk overblik, perspektiv og mulighed for fordybelse i de centrale spørgsmål, som fylder i arbejdet på tværs af kommunerne.
Social- og Sundhedspolitisk Forum 2026 har et overordnet fokus på, hvordan den voksende beredskabsdagsorden påvirker den lokale velfærdspolitik. Konferencen lægger fra land med at sætte fokus på, hvordan vi skaber lokalpolitisk handlekraft i en usikker verden. Hvad siger den økonomiske vejrudsigt for Danmark i lyset af den geopolitiske situation, som udspiller sig i disse år? Hvilket råderum for udvikling ser vi ind i? Og ikke mindst hvilket mulighedsrum for at beskytte og styrke sammenhængskraft og livskvalitet.
Efter en fælles formiddag deler vi som noget nyt salen op i to, og deltagerne får dermed mulighed for at deltage enten i Den Socialpolitiske Sæson eller Den Sundheds- og ældrepolitiske Sæson. I de politiske sæsoner stiller vi skarpt på valgperiodens vigtigste dagsordner inden for hvert politikområde, som de tegner sig her i det første år.
Som altid vil der være politiske forsamlingshuse for folkevalgte politikere, men også her introducerer vi en nyskabelse - der vil nemlig være et forsamlingshus eksklusivt for sundhedsrødder. Derudover kan deltagerne vælge mellem en række masterclasses og sessioner om bl.a. velfærdskriminalitet, psykiatri, udsatte børn og unge, faste teams i ældreplejen og civilsamfundets rolle i beredskabet.
Anden dag sætter fokus på, hvordan kommunerne håndterer kriser, og hvordan vi kan arbejde med robuste mennesker og fællesskaber - på tværs af generationer.
Sæt kryds i kalenderen allerede nu. Forum 2026 giver et fælles politisk afsæt for arbejdet på social-, sundheds- og ældreområdet i den kommende valgperiode.
Vi glæder os til at se dig i Aalborg!