Gå til hovedindhold
Høringssvar
Teknik og miljø
Affald

Høringssvar: Supplerende bestemmelser til Miljøbeskyttelsesloven (Emballageforordningen)

KL har modtaget høring af udkast til ændring af lov om miljøbeskyttelse for så vidt angår supplerende bestemmelser til
emballageforordningen. Det har ikke været muligt for KL at foretage en politisk behandling af høringssvaret inden for
høringsperioden. Der tages derfor forbehold for den efterfølgende politiske behandling af høringssvaret.

24. feb. 2026
  • Tegnsprog

Indhold

    Generelle bemærkninger

    Udmøntning gennem forordning giver mening for emballager
    På det helt overordnede niveau mener KL, at det kan give udfordringer, at mere og mere EU-lovgivning implementeres gennem forordninger. Det bør overvejes af EU-institutionerne og dermed også medlemsstaterne inkl. Danmark, hvilken type lovgivning, der er behov for, og hvor forordninger henh. direktiver er mest egnet.

    I forhold til emballage kan det dog give god mening, at definitioner, reduktions- og genanvendelsesmål og forbud mod visse engangsemballager implementeres gennem forordninger, da emballagerne flytter sig over landegrænser, og der desuden er behov for klare målsætninger på EU-niveau for at dæmme op for de stigende mængder emballage.

    Rent lavpraktisk gør implementering gennem en forordning det dog sværere at danne sig et overblik over gældende lovgivning. For at orientere sig om gældende lovgivning vil borgere og virksomheder, således både skulle læse forordningen, miljøbeskyttelsesloven og bekendtgørelser udstedt med hjemmel i loven. Det kan give anledning til fejlfortolkninger.

    Rettidig omhu

    Det er positivt, at Miljøministeriet så vidt muligt har forsøgt at tilrette den eksisterende lovgivning efter emballageforordningen således, at implementering af forordningen ikke giver anledning til, at definitioner skal ændres til gene for virksomhederne.

    Undtagelse for engangsemballage på frugt og grønt

    Med § 13, stk. 3 indsættes en mulighed for at fravige forordningens og de delegerede retsakters bestemmelser i de tilfælde, hvor forordningen tillader det. Det virker uhensigtsmæssigt, da det kan skabe usikkerhed om retningen og omfanget af emballageforbuddet hos virksomheder, samt give anledning til diskussioner om, hvorvidt særinteresser bør undtages forbuddet.

    Miljøministeriet agter at anvende undtagelsen til at fravige forbuddet mod engangsemballager af plast til indpakning af økologisk frugt og grønt.

    Udover problemstillingen nævnt ovenfor, tegner der sig med implementeringen af producentansvaret for emballage et billede af, at kommunerne skal afholde en del af omkostningerne for indsamling af emballage fra husholdninger. Derfor bør brugen af emballage begrænses mest muligt.

    Harmoniseret mærkning

    Med emballageforordningen skal der indføres ensartede piktogrammer for affaldsfraktioner i EU. KL bakker op om intentionen, da større genkendelighed på tværs af landegrænser vil gøre det lettere for virksomheder at markedsføre deres varer i flere lande og for borgere at sortere affald, når de rejser.

    Det udkast, der ligger til de harmoniserede piktogrammer, afviger dog fra de nordiske piktogrammer. KL foreslår, at Miljøministeriet arbejder for, at de nordiske mærker indføres i EU.

    Såfremt der fastlægges piktogrammer, der afviger for fra de danske mærker, gør KL opmærksom på, at der vil være betydelige udgifter og spild af ressourcer forbundet med at udskifte de eksisterende piktogrammer på skraldespande og anden mærkning med nye piktogrammer. Det gælder også online kommunikation.

    Med det kommende basisserviceniveau lægges op til, at kommunerne får dækket deres omkostninger ud fra en benchmark model. Det betyder, at ekstraudgifter til nye piktogrammer ikke vil blive afholdt af producenterne, men overvæltet på affaldsgebyret. Det er uhensigtsmæssigt og imod intentionen om, at producenterne skal afholde udgifter for håndtering af emballageaffald.

    Hvis benchmarks-modellen kommer til at ligge til grund for det kommende basisserviceniveau, anbefaler KL, at det af den kommende bekendtgørelse fremgår, at kommunerne opgør omkostningerne til piktogrammer særskilt og fordeler dem i overensstemmelse med fordelingsnøglerne fordeler emballage og ikke-emballage og opkræver dem udover benchmark-modellen fsva. emballageandelen.

    Specifikke bemærkninger

    Det havde været hensigtsmæssigt med sidetal på lovforslaget.

    Afsnit 3.1.1. Bemyndigelsen vedrører vel både husholdningsemballage og erhvervsaffaldsemballage indsamlet sammen med husholdningsemballage (art og mængde-ordningen).

    Afsnit 3.1.1. Miljøministeriet bør overveje at skrive separat indsamling af papiraffald ind som en undtagelse på linje med de andre, hvor kommunerne ikke skal overdrage affaldet. Det er alligevel en relativ stor ordning.

    Dokumenter

    Kontakt

    Specialkonsulent

    Julie Bülow Appelqvist

    Klima & Tværkommunalt Samarbejde

    Telefon: +45 3370 3294

    E-mail: jbap@kl.dk