Høringssvar: Ændret bekendtgørelse om tilskud til projekter vedrørende udrulning af fjernvarmedistributionsnet
KL har modtaget bekendtgørelse om tilskud til projekter vedrørende udrulning af fjernvarmedistributionsnet i høring. KL støtter, at fjernvarmepuljen fyldes op og at støttebeløbet hæves fra 20.000 kr. til 40.000 kr. Det er positivt for den grønne omstilling og udfasning af gas og olie til opvarmning.
KL bemærker, at der allerede er igangsat fjernvarmeprojekter med det lavere støttebeløb, som risikerer ikke at blive etableret grundet for lille tilslutning blandt borgere, boligforeninger og erhverv i disse områder. KL vil derfor opfordre til, at disse projekter får mulighed for at ansøge om at få øget deres støttebeløb fra 20.000 kr. til 40.000 kr.
Mange fjernvarmeprojekter lider i dag under, at de har svært ved at opnå tilstrækkelig tilslutningsprocent. Samtidig viser erfaringerne, at få år efter etablering, opnås alligevel næsten fuld tilslutning. Der er således behov for finansiering af fjernvarmedistributionsnet, også der hvor tilslutningsprocenten ikke er tilstrækkelig høj. Ellers kan det blive svært at udfase gassen til opvarmning i disse områder. KL opfordrer derfor til, at der snarligt igangsættes et arbejde, hvor fjernvarmepuljens bestemmelser genvurderes, herunder om der kan skabes mulighed for at samfundsøkonomisk rentable fjernvarmeprojekter kan opnå tilskud på baggrund af antal potentielle fjernvarmekunder.
Grundet den korte frist, har det ikke været muligt at behandle høringssvaret politisk i KL. Der tages derfor forbehold for politisk behandling af høringssvaret.