Høringssvar: Vejledning til læger, der behandler patienter med opioidafhængige med substitutionsmedicin
KL har modtaget ovenstående vejledning fra Sundhedsstyrelsen.
KL er tilfreds med at den lægelige vejledning bliver revideret og tager højde for udviklingen særligt i forhold til nye medicinske behandlingsmetoder.
Det er også tilfredsstillende, at vejledningen har fokus på lægens ansvar og omhyggeligheden samt sammenhængen i behandlingen.
I vejledningen gør sundhedsstyrelsen opmærksom på, at det er et kommunalt ansvar også at tilbyde substitutionsbehandling til unge under 18 år. KL er enig i dette men undrer sig over at der ikke i vejledningen er beskrevet, at behandlingen af unge under 18 år ofte kræver en anderledes tilgang der tager hensyn til den unges øvrige liv.
Af afsnittet om behandlingsansvar fremgår det ” Såfremt man opfylder kriterierne for opioidafhængighedssyndrom, er det uanset afhængighedens opståen, et kommunalt ansvar at tilbyde borgerne substitutionsbehandling.”
KL er ikke enig i denne sondring/tolkning, idet det er KL’s opfattelse at såfremt der er skabt en afhængighed på grund af lægeordineret medicin (enten fx ordineret via egen praktiserende læge eller smertebehandlingen) er det den ordinerende læge der er ansvarlig for udtrapningen. Dette fremgik også af den tidligere vejledning.
Det kommunale behandlingsansvar begrænser sig således kun til behandling af et illegalt forbrug af fx opioider eller benzodiazepiner.