Høringssvar: KL’s bemærkninger til lovforslag om værdighedsreformen sendt i høring den 29. juni 2026

Generelle bemærkninger

KL anerkender formålet med reformen, som handler om at give de mest udsatte borgere i vores samfund et mere værdigt liv.

KL er dog bekymret over, at lovforslaget (forsøgsordningen om Borger i Danmark) bryder med det grundlæggende princip om, at den, der bestiller, er den, der betaler. Og finder generelt, at et brud med det princip vil være udgiftsdrivende.

Derudover er KL ikke enig, at lovforslaget ikke giver anledning til at rejse en DUT -sag i forbindelse med den lovgivning, der hjemler forsøgsordningen.

Dette uddybes i de specifikke bemærkninger nedenfor.

Det bemærkes, at der ikke er lavet substantielle justeringer siden udkastet blev sendt i høring 26. februar 2026, og siden tilbagetrukket som følge af Folketingsvalget.

Regeringen har siden da lovet en styrket værdighedsreform. KL ser gerne en inddragende proces omkring styrkelsen, og vil gerne bidrage hertil.

Specifikke bemærkninger

KL’s bekymringer er dels knyttet til bruddet med princippet om, at den der bestiller, også er den der betaler, dels til nogle formuleringer der er knyttet til de enkelte §§ i lovforslaget.

En ændring af reglerne, hvor der sker en adskillelse af ”bestiller” og ”betaler” vil vanskeliggøre kommunernes budgetlægningsarbejde og styringsmuligheder, idet kommunerne vil opleve at få betydelige regninger på ydelser til borgere, hvor kommunen ikke har foretaget visitation og gennemført en vurdering af borgerens behov. Særlige paragraffer i Serviceloven - fx døgnbehandling på rusmiddelområdet efter SL §101 og 107 – er dyre indsatser, hvor man kan frygte en opdrift i udgifterne. 

I lovforslaget er der derudover udfordringer i forhold til formuleringen vedr. servicelovens § 102 og § 104.

Det fremgår af lovforslaget, at kommunen ifølge servicelovens § 102 kan give tilbud af behandlingsmæssig karakter, f.eks. psykologhjælp, fysioterapeutisk behandling eller tandbehandling til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbuddet gives, når dette er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning. 

Hverken sektoransvars- eller subsidiaritetsprincipperne er nævnt i lovforslaget. KL mener, at det er vigtigt at det fremgår af lovforslaget, at relevante behandlingsmæssige tilbud under bl.a. sundhedsloven i regi af almen praksis eller regionen skal være afprøvet inden behandlingsmæssige tilbud efter servicelovens §102 kan iværksættes, og at sektoransvars- eller subsidiaritetsprincipperne begge nævnes og beskrives eksplicit, så der ikke er tvivl om, at disse også gælder, når en kommune, som har etableret et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed skal træffe afgørelse om hjælp efter forslaget til ny § 9e i retssikkerhedsloven.

I forhold til servicelovens § 104 står der:  ”Det følger af servicelovens § 104, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde aktivitets- og samværstilbud til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Det kan for eksempel være et værested. Aktivitets- og samværstilbud skal medvirke til opretholdelse eller forbedring af personlige færdigheder eller af livsvilkårene. Tilbuddene kan være i samarbejde med en lokal forening, en landsorganisation eller et kommunalt eller regionalt drevet tilbud”.

KL foreslår, at sætningen ”Det kan for eksempel være et værested” slettes. Tilbud efter servicelovens §104 kræver en visitation. Det følger af ministeriets orienteringskrivelse nr. 9014 af 15/11/2023 om uvisiterede aktivitets- og samværstilbud. Ordet ”værested” kan give indtryk af, at tilbuddet kan være et åbent uvisiteret tilbud.

Bemærkninger vedr. økonomi

Ministeriet begrunder i lovforslagets pkt. 4 om vurderingen af de økonomiske konsekvenser, at der ikke er tale om nye indsatser eller materielle ændringer af eksisterende indsatser, og at forslaget ikke medfører nye rettigheder efter serviceloven. KL er enig i, at indsatsernes indhold og de materielle betingelser for at modtage dem ikke ændres med forslaget.

Det besvarer imidlertid ikke spørgsmålet om de økonomiske konsekvenser. Disse følger ikke af ændringer i indsatserne, men af, at afgørelseskompetencen adskilles fra betalingsansvaret, og af de pligter, forslaget pålægger både etableringskommunen og handlekommunen. En konklusion om, at dette er udgiftsneutralt for kommunerne, kan efter KL's opfattelse kun nås, hvis følgende tre forhold lægges til grund:

• at målgruppen og indsatserne er begrænsede. Der er ikke foretaget noget skøn over størrelserne, mens kriterierne for at være i målgruppen synes, at være skredet
• at de indsatser, der iværksættes efter forsøgsordningen, træder i stedet for indsatser, handlekommunen alligevel skulle have leveret, og at koordinationen mellem etableringskommune og handlekommune kan varetages uden ressourcetræk.Ingen af de tre forhold er belyst i lovforslaget.

Ad 1. Der er ikke foretaget et skøn over antallet af borgere i målgruppen, over hvor stor en andel af dem der vil have en anden handlekommune, eller over det forventede antal afgørelser. Værdighedsmålgruppen er tidligere opgjort til ca. 12.000 borgere på grundlag af registerdata, men den opgørelse er foretaget på den politiske aftales kriterier, dvs. borgere over 18 år, uden for arbejdsstyrken og med svær psykisk lidelse. Lovforslagets §§ 111 c, stk. 2, 9 e, stk. 3 og 61, stk. 3 er bredere, idet de omfatter borgere, som ikke er i ordinær beskæftigelse, og som har en psykisk lidelse, ligesom hverken alderskrav eller krav om lovligt ophold fremgår af lovteksten. Målgruppen for forsøgsordningen er dermed bredere end den, den politiske aftale omfatter, og de 12.000 vil således udgøre en nedre grænse. KL vil appellere til, at lovteksten bringes i overensstemmelse med aftalen, og at opgørelsen genberegnes på lovtekstens kriterier.

Ad 2. Forsøgsordningen retter sig efter aftalens egen beskrivelse mod borgere, der i dag ikke får den hjælp, de har behov for. Det kan derfor ikke lægges til grund, at borgeren under alle omstændigheder ville have modtaget samme hjælp på samme tidspunkt. Hertil kommer, at etableringskommune vil anvende sit eget serviceniveau på en anden kommunes borger, og at flere af de omfattede bestemmelser ikke har nogen substitut. Det gælder navnlig §§ 82 a og 82 b, der retter sig mod borgere, som ikke opfylder kriterierne for § 85, og som derfor typisk vil komme i tillæg til og ikke i stedet for lovpligtig hjælp. Endelig omfatter forsøgsordningen social stofmisbrugsbehandling efter § 101, herunder som døgnbehandling, jf. § 107, stk. 2, nr. 2, dvs. en af de mest udgiftstunge enkeltindsatser på området.

Ad 3. § 9 f, stk. 1 og 2 pålægger samtlige kommuner — også dem, der ikke selv etablerer et hus eller en enhed — pligt til at modtage orientering og til løbende at udveksle oplysninger, og handlekommunen bevarer samtidig opfølgningsforpligtelsen. Hertil kommer, at det af lovforslagets bemærkninger, pkt. 2.1.3, fremgår, at en iværksat indsats fortsætter, indtil der træffes en ny afgørelse, og at handlekommunen i givet fald må anvende servicelovens § 148, stk. 2 hertil. Handlekommunen skal dermed afholde udgiften som udgangspunkt og kan alene bringe den til ophør ved selv at gennemføre en fornyet sagsoplysning, vurdering og afgørelse. Den samme sag behandles således i to kommuner parallelt. Denne administration er ikke omtalt i pkt. 4.

Til sammenligning er der i lovforslagets pkt. 4 afsat 1,5 mio. kr. årligt til Ankestyrelsens sagsbehandling i de samme sager. Kommunernes arbejde i de samme sager er derimod ikke tillagt nogen udgift.

De kommuner, der opretter et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, får hjemmel til at yde hjælp efter følgende kan-bestemmelser i servicelovens §§ 82 a, 82 b, 102, 113 a, 113 b og 117

KL har set en udvikling i Ombudsmandens og Ankestyrelsens praksis, der giver en risiko for, at der kommer et udgiftspres til kan-ydelser, både generelt og som følge af lovforslaget her. 

Endelig vil der være udgifter forbundet med den meradministration én eller flere kommuner vil opleve i forbindelse med afklaring og placering af handlekommuneansvaret via Ankestyrelsens fasttrack ordning.