Høringssvar: Forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Etablering af Statsadvokaten og udvidelse af statslige myndigheders adgang til at møde i retten ved ansatte på myndighedsområdet mv.)

KL har forståelse for ønsket om at styrke statens interne juridiske kompetencer og skabe bedre rammer for statens håndtering af retssags-og rådgivningsopgaver. KL har derfor ingen bemærkninger til den foreslåede etablering af Statsadvokaten eller de organisatoriske rammer herfor.

KL's bemærkninger vedrører alene de dele af lovforslaget, som udvider statslige myndigheders adgang til at føre retssager ved egne ansatte og til at få tilkendt sagsomkostninger ved intern varetagelse af retssager.

Lovforslaget er på disse punkter bl.a. begrundet i et ønske om at gøre staten mindre afhængig af private udbydere af advokatydelser samt opbygge specialisering og proceserfaring.

KL finder, at disse hensyn ikke alene gør sig gældende for staten, men i betydeligt omfang også for kommunerne. Kommunerne håndterer hvert år et betydeligt antal retssager og har tilsvarende behov for at kunne opbygge, fastholde og udvikle juridiske kompetencer inden for retssagsførelse.

KL finder derfor anledning til at stille spørgsmål ved, hvorfor lovforslaget på disse punkter alene kommer statslige myndigheder til gode.

Efter KL's opfattelse bør Justitsministeriet nærmere redegøre for begrundelsen for denne afgrænsning og overveje, om de foreslåede ordninger helt eller delvist bør udstrækkes til også at omfatte kommuner.

KL’s høringssvar afgives med forbehold for politisk godkendelse.

2. Udvidelse af adgangen for statsligt ansatte til at møde i retten

Justitsministeriet anfører i lovforslagets almindelige bemærkninger1, at det vil være hensigtsmæssigt, hvis det offentlige gør sig mindre afhængige af private udbydere af advokatydelser, og at offentlige myndigheder i højere grad fører egne civile retssager. KL er helt enig i denne betragtning.

Den foreslåede § 260, stk. 62, giver således staten mulighed for at ansætte jurister med det særlige formål at føre retssager. Efter den foreslåede ordning vil statsligt ansatte efter omstændighederne tilmed kunne opnå advokatbeskikkelse under ansættelsen, hvis betingelserne i retsplejeloven herfor i øvrigt opfyldes.

Denne udvidede adgang skal imidlertid være forbeholdt statslige myndigheders ansatte3. Kommunerne skal således fortsat alene kunne anvende den almindelige regel om ansatte, der ikke er ansat med det særlige formål at møde i retten.

KL finder anledning til at pege på flere uhensigtsmæssige forhold ved den foreslåede ordning.

For det første fører kommunerne hvert år et betydeligt antal retssager og har derfor, ligesom staten, også en interesse i at gøre sig mindre afhængige af eksterne advokater.

For det andet har kommunerne et tilsvarende behov for at kunne opbygge og fastholde juridiske kompetencer, herunder inden for retssagsførelse.

Justitsministeriet anfører, at erfaringerne tyder på, at det nuværende krav i retsplejelovens § 260, stk. 3, nr. 4, om, at den ansatte ikke må være ansat med det særlige formål at møde i retten, i praksis kan udgøre en hindring for, at offentlige myndigheder kan opbygge specialisering og proceserfaring hos de ansatte, ligesom bestemmelsen kan have betydning for muligheden for at rekruttere profiler, fx advokater, som udelukkende ønsker at arbejde med retssager4.

Det gælder efter KL’s opfattelse mindst lige så meget på kommunale områder som socialret, skoleområdet, miljøområdet, planområdet og erstatningssager.

KL bemærker, at lovforslaget lægger til grund, at der ikke er behov for tilsvarende regler for kommuner. Det fremgår imidlertid ikke af lovforslaget, hvilke undersøgelser eller vurderinger der ligger til grund for denne antagelse.

KL finder, at en sådan forskelsbehandling mellem statslige myndigheder og kommuner bør understøttes af en nærmere analyse og begrundelse.

Det er KL’s opfattelse, at den forslåede ordning vil kunne påvirke kommunernes mulighed for at rekruttere og fastholde juridiske medarbejdere negativt, da staten får etableret et attraktivt karriere- og uddannelsesspor, som kommunerne ikke får adgang til.

Hvis staten får mulighed for at opbygge stærke interne procesmiljøer, mens kommunerne ikke får tilsvarende muligheder, kan der opstå en skævhed inden for den offentlige sektor.

Kommunerne vil i større omfang være afhængige af ekstern advokatbistand, samtidig med at staten får styrket sine muligheder for selv at håndtere retssager.

Det harmonerer dårligt med lovforslagets overordnede ambition om at udnytte den offentlige sektors juridiske ressourcer bedre.

KL finder, at kommuner bør omfattes af samme adgang til at lade juridiske medarbejdere møde i retten som den, der foreslås for staten.

Der synes ikke at være anført hensyn, som kan begrunde, at statslige myndigheder gives mulighed for at opbygge specialiserede procesmiljøer, mens kommuner afskæres fra tilsvarende muligheder.

3. Adgang til dækning af sagsomkostninger

Retsplejeloven har siden 2019 givet statslige myndigheder mulighed for at få tilkendt sagsomkostninger i sager, hvor myndigheden repræsenteres af egne ansatte. Der gælder ikke en tilsvarende adgang for kommunale myndigheder, selv om kommuner på samme måde afholder lønudgifter til medarbejdere, der fører retssager.

Med lovforslaget foreslås det, at adgangen til at få tilkendt sagsomkostninger udvides, så den også omfatter bistand fra statslige rettergangsfuldmægtige efter den foreslåede § 260, stk. 6.

Justitsministeriet begrunder forslaget med, at statslige myndigheder lider et tab i form af lønudgifter m.v., når retssager føres af egne ansatte frem for af eksterne advokater, og at de gældende regler indebærer et element af tilfældighed, fordi spørgsmålet om sagsomkostninger afhænger af, hvordan myndigheden vælger at organisere sin retssagsførelse.

KL er enig i disse betragtninger. De hensyn, som efter lovforslaget begrunder statens adgang til at få tilkendt sagsomkostninger ved intern varetagelse af retssager, gør sig imidlertid i samme omfang gældende for kommunerne.

Kommunerne afholder på samme måde lønudgifter til egne medarbejdere, der fører retssager, og har en tilsvarende interesse i at kunne organisere retssagsførelsen på den mest hensigtsmæssige og omkostningseffektive måde.

Lovforslaget indeholder ingen begrundelse for, hvorfor disse hensyn efter Justitsministeriets opfattelse ikke fører til, at kommunerne også bør kunne tilkendes sagsomkostninger.

KL har allerede i juni 2023 over for Justitsministeriet påpeget uhensigtsmæssigheden ved den gældende forskel mellem statslige og kommunale myndigheder på dette område og foreslået, at kommunerne gives samme adgang til at få tilkendt sagsomkostninger som staten.

Senest har KL sammen med Danske Regioner i september 2026 rettet fælles henvendelse til justitsministeren herom.

KL finder fortsat ikke, at der er anført hensyn, som kan begrunde, at statslige myndigheder, men ikke kommuner og regioner, kan få tilkendt sagsomkostninger ved intern varetagelse af retssager.

KL finder derfor, at kommuner og regioner bør omfattes af de samme regler som staten, og opfordrer Justitsministeriet til at benytte den aktuelle lovrevision til at skabe ensartede regler for hele den offentlige sektor.

____

1 Jf. lovforslagets afsnit 2.4.2.1.

2 Jf. lovforslagets § 1, nr. 8.

3 Jf. lovforslagets afsnit 2.4.2.2.

4 Jf. lovforslagets afsnit 2.4.2.1