Høringssvar: Ændring af bygningsreglementet 2018 og ændring af bekendtgørelse om certificeringsordning af transportable konstruktioner
KL takker for muligheden for at kommentere på høringen med relevans for foreningslivet og ansøgninger om arrangementer.
KL sender hermed høringssvar på udkast til ændringerne.
Det har ikke været muligt for KL at foretage en politisk behandling af høringssvaret inden for høringsfristen. Der tages derfor forbehold for den efterfølgende politiske behandling af høringssvaret.
KL bakker op om hensynet bag initiativet, som er, at det skal være lettere for foreninger mv. at afholde blandt andet kræmmermarkeder og mindre musikarrangementer.
Det er afgørende for at få dette formål indfriet, at alle vejledninger udføres på en måde, der kan forstås af alle typer af ansøgere. Det kan fx være i pixiformat med billeder, som styrelsen også har lagt op til. Det er vigtigt for sprog og kommunikationen i det hele taget, at der tages højde for, at ansøgere ikke er byggefaglige, og at alle begreber ensrettes i videst muligt omfang, så kommuner, beredskaber, certificerede og ansøgere bruger samme begreber.
KL noterer sig, at kommunerne inden 4 uger før arrangementet skal modtage oplysninger om arrangementet. Det er nødvendigt at få præciseret, om kommunerne alene skal modtage informationerne, eller om de er forpligtigede til at videregive informationerne til beredskabsmyndigheden. Det er desuden uklart, hvad konsekvenserne er for ansøger, hvis de ikke informerer i tilstrækkelig tid. Kravet om meddelelse gælder ikke, såfremt der er ansøgt om byggetilladelse til afholdelse af arrangementet, da de nødvendige oplysninger fremgår heri. KL lægger vægt på, at det er nødvendigt med en tilføjelse til denne undtagelse, som giver kommunerne tilstrækkelig med tid inden arrangementet til at behandle ansøgningen. Det må gælde på den måde, at hvis en tilladelse falder 4 uger inden arrangementet, skal arrangøren ikke meddele, da byggesagen indeholder oplysningerne.
KL anbefaler, at forhold til anden lovgivning undersøges nærmere, og at det vurderes, om bestemmelserne kan præciseres, så der ikke er risiko for utilsigtet erhvervsmæssig overnatning i forbindelse med lempelserne. Der skal af hensyn til beredskabernes mulighed for redning være krav til indbyrdes afstand mellem telte og konstruktioner, udgang til reelle redningsarealer og afstand til eksisterende konstruktioner af hensyn til brandsmitte.
Det er vores opfattelse, at der fortsat er mange uklarheder i forslaget, som kan tolkes forskelligt. Det er fx antallet af personer og ansvaret for sikkerheden på pladsen. For detaljerede bemærkninger om disse emner, henviser vi til høringssvarene fra hhv. Dabyfo og Danske Beredskaber.