Gå til hovedindhold
Høringssvar
Børn og unge
Folkeskole

Høringssvar: Udkast til lovforslag om skolens omsorgsansvar og adgang til fysisk indgriben

KL takker for muligheden for at give høringssvar til Udkast til lovforslag om om udtrykkelige bestemmelser om skolens omsorgsansvar og adgang til fysisk indgriben, herunder en udvidet hjemmel til magtanvendelse m.v.

12. jun. 2026
  • Tegnsprog

Indhold

    KL kan tilslutte sig formålet med at tydeliggøre skolens ansvar for at drage omsorg for eleverne i skoletiden, og at det som led i varetagelsen heraf kan være nødvendigt at anvende fysisk indgriben over for en elev. Det er også KL’s opfattelse, at det er vigtigt med tydelige bestemmelser m.h.p. at sikre retssikkerheden for eleverne og skolens personale.

    KL hæfter sig ved, at det i selve lovudkastet og i bemærkningerne hertil fremgår, at udgangspunktet er, at der ikke skal anvendes magt over for eleverne, og efter loven aldrig må træde i stedet for omsorg og pædagogisk
    indsats.

    Ligeledes hæfter KL sig ved bestemmelsen om, at fysisk magtanvendelse skal registreres og indberettes af skolens leder til kommunalbestyrelsen og ved bemærkningerne om, at enhver anvendelse af magt over for en elev skal give anledning til refleksion blandt skolens personale

    Anbefalinger til præciseringer

    KL opfordrer til, at man i bemærkningerne til lovforslaget, som sendes i høring, angiver, at bestemmelserne om fysisk indgriben alene rammesætter, hvornår en handling er tilladelig og ikke angiver forventning om handleforpligtelse.

    I udkastet benyttes udtrykket (kriteriet), at personalet skal afsøge alle muligheder… og i bemærkningerne til udkastet står tilsvarende, at Det forudsættes således, at alle andre pædagogiske muligheder er udtømt, og der dermed ikke er andre redskaber til at håndtere den opståede situation. Formuleringen ”alle muligheder” er imidlertid meget absolut og afspejler ikke, at der altid vil være tale om en konkret vurdering og afvejning. Det kan føre til vanskelige afvejninger af både om alle muligheder reelt har været bragt i anvendelse, og om hvor akut situationen egentlig er – eller om den er på vej til at blive det – uanset at den pågældende fysiske indgriben vurderes at være proportional.

    KL er helt enig i, at fysisk indgriben altid skal være ”sidste instans” og altid skal være proportional. Men det er vigtigt, at de juridiske formuleringer ikke skaber en ny vanskelig bevisbyrde, som kan give usikkerhed både hos lærere, elever, forældre og skoleledelse. KL har noteret sig, at man i Norge efter grundige diskussioner af dette spørgsmål har valgt at anvende en formulering om ”når andre tiltag ikke er tilstrækkelige”. Det kan overvejes at søge inspiration herfra, men det er under alle omstændigheder fortsat væsentligt, at det udfoldes yderligere i bemærkningerne, hvornår de relevante muligheder har været afprøvet og andre tiltag derfor ikke er tilstrækkelige. Det bør ligeledes fremgå af den vejledning, som KL mener bør følge loven på området.

    KL finder det nødvendigt at præcisere og afgrænse, hvad det indebærer at ”ansvaret for at varetage omsorgen for eleven overgår fra forældremyndighedens indehaver til skolens personale i skoletiden”. Det forekommer umiddelbart at være en meget bred formulering og et meget bredt ansvar som dermed lægges på skolen. KL opfordrer til at det blive tydeliggjort i lovbemærkningerne, hvad der er skolens omsorgsansvar og hvad der fortsat er forældremyndighedsindehaverens ansvar, når barnet er i skole, uagtet at barnet ikke fysisk er i forældrenes nærhed.

    I udkastets X1 er angivet, hvilke institutionsformer som bestemmelserne omfatter. KL opfordrer til, at det i bemærkningerne tydeliggøres, at bestemmelserne alene omfatter personale, som er ansat på den pågældende institution, hvor barnet er indskrevet og fx ikke personale på eud i forbindelse med juniormesterlære og andre praktiske undervisningsforløb eller i kommunale eksterne læringstilbud, som henvender sig til skoler og fritidshjem.

    Tekstnære bemærkninger

    I flere af paragrafferne benyttes terminologien skole, skoletiden og elever. Det foreslås, at der benyttes en terminologi, som også omfatter fritidstilbuddene og de børn, som er her, herunder også i ordlyden under paragraf X6 om registrering og indberetning af magtanvendelse.

    Der benyttes desuden den brede betegnelse personale. Det bør præciseres, hvorvidt lovforslaget omfatter samtlige personaler, eller er det alene det pædagogiske personale.

    Vejledning af BUVM

    KL opfordrer til, at en eventuel lovændring ledsages af vejledning til kommunerne i lighed med bl.a. vejledning til bekendtgørelse om fremme af god orden i folkeskolen.

    Betydning for lærer- og pædagoguddannelsen

    KL opfordrer til, at det sikres, at lærer- og pædagogstuderende gennem undervisning og praktik opnår kendskab til bestemmelserne og hvordan og hvornår, de kan finde anvendelse i praksis.

    Det har ikke været muligt at behandle høringssvaret politisk inden for fristen, hvorfor der tages forbehold for senere politisk behandling.

    Kontakt

    Kontorchef

    Mette Arnsfelt McPhail

    Børn, Unge & Folkeskole

    Telefon: +45 3370 3168

    E-mail: meam@kl.dk