Debatindlæg fra KL og Danske Regioner: Børn og unges trivsel bør være en velfærdsambition for hele Danmark

Af Mads Duedahl, formand for Danske Regioner, og Peter Rahbæk Juel, formand for KL

Der findes problemer, der er alt for store til at blive tabt i politiske uenigheder. Når partierne i disse uger prøver at finde fælles fodslag for en ny regering, må og skal den massive og voksende mistrivsel blandt børn og unge og det øgede behov for hjælp i psykiatrien være et af den slags problemer.

For der er en dyb bevægelse i tiden. En bevægelse, der kan mærkes i klasselokaler, i hjem, i venteværelser. Det er børne- og ungdomsliv, der burde leves med vennerne, i skolen, i fodboldklubben eller gymnastiksalen. Men i stedet er det liv, der går i stå, før de for alvor gik i gang.

Så hvordan kan en kommende regering overhovedet adressere opgavens tyngde og levere et tilstrækkeligt svar? Det bliver ikke let, og derfor er budskabet fra os: Opgaven er vi fælles om. Ansvaret er vores i fællesskab. Og når ansvaret er fælles, kan ambitionerne også være det.

Brug for en stor velfærdsambition

Området har med rette fyldt i valgkampen, og det samme har viljen til at investere i blandt andet psykiatrien. At opbygge en stærk psykiatri, der kan hjælpe flere, er afgørende. For behovet vokser dag for dag, og alt for mange børn og unge venter alt for længe på hjælpen.

Men vi er også alle klar over, at psykisk mistrivsel eller psykisk sygdom ikke løses med en diagnose eller i psykiatrien alene. Ja, vi skal investere i psykiatrien og i vores sundhedstilbud – men også i alt det rundt om børn og unge – i skoler, i daginstitutioner, i fritidsliv og fællesskaber. I børnenes hverdag og i dens rammer. Vi skal investere i flere psykiatere og psykologer, men også i pædagoger og lærere.

Vi skal skabe rammer i vores almene tilbud, så flere kan rummes og trives – og vi skal sørge for at sætte ind med tidlige indsatser, så hjælpen kommer i tide. Problemerne med børn og unges voksende mistrivsel viser sig i mange former. I børn, der mister lysten til at gå i skole. I unge, der trækker sig fra fællesskaber og mister troen på sig selv. I familier, der vælter under presset. Det er en udvikling, som de fleste skoler, dagtilbud og behandlingssystemer i Danmark genkender – og som lægger et stadigt større pres på de tilbud, der skal gribe børn og unge, når det bliver svært.

Udfordringerne er ikke unikke for Danmark. De opleves i hele den vestlige verden.

Men vi tror på, at hvis noget samfund skal finde løsninger, skal det komme fra et stærkt velfærdssamfund som vores. Derfor er der brug for, at vi opsætter en stor velfærdsambition for børn og unges trivsel.

Sæt fælles mål for trivsel

Vi rækker hånden ud for et forpligtende partnerskab, der tager ansvar for én fælles ambition: At vende udviklingen og gøre trivsel til det naturlige udgangspunkt for en hel generation.
Men en fælles ambition forpligter. Den kræver, at vi også sætter en fælles retning for, hvad vi vil opnå – og hvordan vi ved, om vi lykkes.

Vi skal turde se mistrivslen som en samlet velfærdsopgave og sætte klare mål for det, der betyder noget i børn og unges hverdag: færre børn i ensomhed, forbedret fremmøde i skolerne, flere der bliver en del af fællesskaber og foreningsliv og ikke mindst rettidig og tidlig hjælp, rådgivning og behandling.

Barndommen er kort. Den skal ikke bruges i en venteposition. Ventetiden på hjælp skal ned – også på den helt korte bane. Vi skal turde tænke i nye løsninger, der i en kortere eller længere periode kan nedbringe ventetiden og levere hurtigere hjælp til de børn og unge, der ikke nødvendigvis skal udredes i psykiatrien. Det kræver en mangesidet indsats med inddragelse af alle gode kræfter og faggrupper. Selvfølgelig i tæt samklang med børne- og ungdomspsykiatrien.

Fælles mål giver os en klar retning og et fælles ansvar for at skabe den forandring, vi ønsker. Netop derfor bør børn og unges trivsel være en fælles velfærdsambition – på linje med de største fremskridt, vi tidligere har skabt i vores samfund. En ambition, vi måles på, investerer i og tager ansvar for i fællesskab.

Vi ved, at der ikke findes én løsning. Men vi ved også, at vi kan gøre det bedre, end vi gør i dag, hvis vi løfter opgaven sammen. Fra kommuner og regioner er vi klar til sammen med en ny regering at tage det fælles ansvar og arbejde for, at trivsel bliver udgangspunktet for alle børn og unge.

Debatindlægget er bragt på Altinget den 12. maj 2026