Mange gode takter i værdighedsreform - men økonomien giver bekymringer
Det er godt og vigtigt med tiltag, der giver de mest udsatte borgere et mere værdigt liv. Sådan lyder det fra KL’s socialudvalgsformand Ulrik Wilbek i en reaktion på den nye værdighedsreform. Økonomien bag centrale initiativer skaber dog panderynker.
Regeringen, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti har i dag indgået en aftale om en værdighedsreform, der skal sikre de mest udsatte borgere et mere værdigt liv.
Aftalen indeholder bl.a. flere stofindtagelsesrum, midler til bedre abstinensbehandling og midler til at styrke den frivillige gældsrådgivning.
I KL tager formand for Socialudvalget, Ulrik Wilbek, positivt imod aftalen:
”Det er godt og vigtigt, at der nu kommer tiltag, som kan være med til at give de mest udsatte borgere i vores samfund et mere værdigt liv. Det kan vi kun bakke om,” siger han og fortsætter:
”Der er mange gode takter, når det handler om at samle hjælpen tættere på borgerne, styrke sammenhængen på tværs af kommuner, psykiatri og civilsamfund og gøre op med nogle af de bureaukratiske benspænd, der gør det svært at være en udsat borger i dagens Danmark.”
En usikker økonomisk situation
Som en del af aftalen etablerer man en forsøgsordning med Gadens Huse og mobile udsatte-enheder.
Gadens Huse i de større byer skal fungere som en samlet indgang til hjælp og støtte og skal tilbyde bl.a. sundhedsfaglig hjælp, rusmiddelbehandling og socialpædagogisk støtte. Uden for de større byer og i landdistrikterne skal mobile udsatte-enheder opsøge og hjælpe målgruppen på samme helhedsorienterede og tværfaglige måde.
Hensigten bag initiativerne møder ros fra Ulrik Wilbek, men han er samtidig bekymret for den økonomiske model, der ligger bag:
”Det er mange gode og sympatiske intentioner i ”Gadens huse” og de mobile udsatte enheder, og dem er vi helt på linje med. Men med den bagvedliggende model står vi desværre i en situation, hvor man risikerer, at der pludselig dumper en stor regning ind hos borgerens hjemkommune. Det bryder med det grundlæggende princip om, at den der bestiller, er den der betaler,” siger han og fortsætter:
”Derfor har vi også arbejdet hårdt på, om vi sammen med regeringen kunne lande en model, hvor man både imødekommer borgernes behov og samtidig ikke efterlader kommunerne i en usikker økonomisk situation. Det lykkedes desværre ikke i denne omgang, men vi kommer naturligvis til at blive ved med at presse på frem mod, at aftalen skal gøres til virkelighed – ligesom vi også vil følge forsøgsordningen tæt.”