Kontakt
Alexandra Pedersen
Kommunikation
Telefon: +45 3370 3643
E-mail: alpe@kl.dk
I disse dage er omkring 1600 politikere og praktikere på børne- og ungeområdet samlet i Aalborg til KL’s Børn & Unge Topmøde.
Den nye valgperiode skydes i gang med debatter på årets Børne- og Unge Topmøde om, hvordan vi skaber endnu bedre tilbud til børn og unge i dagtilbud, skoler, fritidstilbud og ungdomsuddannelser.
”Helt grundlæggende har vi én fælles opgave, og det er, at børn og unge skal have det godt. Simpelt, men vildt svært på samme tid. Det er i vores dagtilbud, skoler, i fritidstilbud, på ungdomsuddannelser, i fritidsjob,” lød det fra formanden for KL’s Børne- og Undervisningsvalg, Christina Krzyrosiak Hansen, da hun åbnede topmødet.
Årets topmøde skyder den nye valgperiode i gang, og der er ifølge KL-udvalgsformanden, nok at tage fat i – og det er en vigtig opgave, som politikere og aktører på hele børne- og ungeområdet står overfor:
”Men der er ikke én skole, eller én børnehave eller én dagpleje, som kan have hele ansvaret. Børnene og deres liv er et fælles ansvar. Og alle, der sidder i salen, har en enorm vigtig opgave ift. at skabe nogle rammer, hvor vores børn og unge kan trives og lære.”
Kvalitetsundersøgelsen på dagtilbudsområdet, som blev offentliggjort sidste år, skærpede vores fokus på at forbedre kvaliteten i dagtilbud landet over. Det arbejde skal fortsætte, opfordrede Christina Krzyrosiak Hansen.
”Vi har ansvaret for at gøre det bedre. Der er rigtig mange steder, hvor vi allerede arbejder målrettet med det her. Det skal vi blive ved med, for der er brug for et kvalitetsløft. Vi skal fortsætte det vigtige arbejde med den faglige ledelse tæt på børnene. Vi skal tale med vores ledere, tæt på børnene om, hvilke forudsætninger de har for at løse deres opgave bedst muligt,” sagde hun.
Samtidig er der nye aftaler på folkeskoleområdet, som skal implementeres. Folkeskolens kvalitetsprogram og en aftale om fravær og specialundervisning:
”Folkeskolens kvalitetsprogram giver os de nye rammer, som er nødvendige for at skabe det, vi tror på: nemlig en spændende og udviklende undervisning lokalt på vores skoler. Det, vi skal fokusere på, er, hvordan vi skaber et lokalt ejerskab på de enkelte skoler,” sagde Christina Krzyrosiak Hansen og fortsatte:
”Det kræver prioriteringer: politisk og økonomisk. Det er nemlig vigtigt, at vi har ressourcerne til at give børn og unge en skolegang, hvor de både trives og lærer. Men der er for mange børn, der ikke trives – skolefravær er en af de sværeste opgaver, vi står med. Og vi kan ikke løse den alene. Jeg tror på, at meget ligger i en tidlig og fælles indsats. Og vi har dygtige lærere og pædagoger i skoler og dagtilbud. Deres faglighed og viden skal i spil, i samarbejde med børnene og deres forældre.”
Aftalen om specialundervisning og fravær giver kommunerne muligheder for at tilrettelægge undervisningen til de børn, der har brug for noget andet, men som samtidig gerne vil have en hverdag sammen med kammeraterne:
”Aftalen er sindssygt god, men de glemte at finanserne den. Så det kommer vi til at snakke med regeringen om. For en god aftale skal ikke blive dårlig af, at det ikke kan lade sig gøre, fordi der ikke var økonomi med. Hvis den her aftale rent faktisk kommer ud at leve på skolerne, vil børnene få det bedre, og det er jo det, det hele handler om,” sagde Christina Krzyrosiak Hansen.
SFO’en og klubben kan være et frirum for børn og unge, som synes, det er svært i skolen. Derfor skal kommunerne huske fritidstilbuddene, mener Christina Krzyrosiak Hansen:
”Det er også vores ansvar, at de fællesskaber, der ligger efter skoletiden, er stærke. Vi skal sørge for, at der er nogle fritidstilbud, hvor man kommer væk fra sin skærm og alt det, der tynger. At man kan få lov at opleve, at man er god til noget. Derfor må vi ikke glemme fritidstilbuddene blandt de mange opgaver, vi har,” lød det fra KL’s udvalgsformand.