Debatindlæg: Ny demensplan skal ikke kun sikre flere år med demens, men også flere gode dage

Af Dorte West, formand for KL's Sundheds- og Ældreudvalg

Når vi taler om demens, handler det ofte om udredning, behandling og medicin. Det er vigtigt. Men hvis vi for alvor vil gøre en forskel for mennesker med demens og deres pårørende, skal vi tale meget mere om det liv, de lever hver dag.

Mere end 146.000 mennesker forventes at leve med demens i 2040. Det er en udvikling, vi som samfund skal være klar til at håndtere. Og det er i høj grad en kommunal opgave.

Det handler helt grundlæggende om, at vi skal hjælpe dem der rammes af demens og deres pårørende. Når sygdommen gør hverdagen sværere, skal man kunne regne med, at der er nogen, der griber én. Det gælder både den, der lever med demens og de pårørende.

Det er noget af det vigtigste, vi kan som velfærdssamfund: At vi hjælper mennesker, når livet ændrer sig, og at vi gør det muligt at bevare så meget tryghed, værdighed og livskvalitet som muligt.

Langt de fleste mennesker med demens får hjælp og støtte fra deres kommune. Det er derfor også her, vi skal sikre, at den nye demensplan bliver omsat til en tryg og meningsfuld hverdag for den enkelte.

Det kræver et reelt løft af den kommunale demensindsats. Sammen med Alzheimerforeningen har vi derfor i

KL foreslået fem områder, som bør være centrale i en kommende national demensplan.

Vi skal blive bedre til at forebygge og opdage demens tidligere. Kommunerne skal have bedre mulighed for at understøtte borgere og pårørende og bidrage til den indledende del af udredningen.

Der er brug for et markant kvalitetsløft af den kommunale indsats. Demens er en kompleks sygdom, som kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Derfor skal flere medarbejdere have den nødvendige viden, og kommunerne skal kunne trække på specialiseret viden fra ældrepsykiatrien, når situationerne bliver særligt svære. Det kræver varige midler, ikke midlertidige puljer.

Og så skal vi have større fokus på det, der giver mening i hverdagen. Mennesker med demens skal have adgang til aktiviteter og fællesskaber, der passer til deres behov. Det kan være fysisk træning, kognitiv stimulation eller sociale fællesskaber. Det handler grundlæggende om livskvalitet.

Vi skal blive bedre til at bruge de muligheder, teknologien giver os. Velfærdsteknologi og digitale løsninger kan understøtte både borgere og medarbejdere, men de skal være et supplement til den nære pleje og omsorg – ikke en erstatning.

Og så er der brug for, at vi sikrer bedre sammenhæng i forløbene. For mennesker med demens og deres pårørende er det vigtigt, at overgangen fra det specialiserede sundhedsvæsen til den kommunale indsats opleves tryg og sammenhængende. Det er vores opgave som samfund, at sikre det.

Kommunerne står allerede med en stor del af ansvaret. Men vi kan ikke løfte den voksende opgave alene. Hvis vi skal sikre en tryg hverdag for flere mennesker med demens, kræver det, at staten investerer i den kommunale indsats og giver kommunerne de rigtige rammer.

Vi har brug for en demensplan, der ikke kun ser på sygdommen, men på mennesket, der lever med den. Det er på tide at vi også sørger for sikre, at mennesker med demens har et godt hverdagsliv. For når mennesker bliver syge og får brug for hjælp, skal de kunne regne med, at fællesskabet træder til. Ikke bare med behandling og medicin, men også med hjælp til at få hverdagen til at hænge sammen.

Det er i sidste ende det, en ny demensplan skal handle om: Ikke kun flere år med demens, men flere gode dage.

Debatindlægget er bragt i Seniormonitor den 26. august 2026.