Gå til hovedindhold
Debatindlæg
Ældre
Sundhed

Debatindlæg: Mange vigtige dagsordener venter på ældre- og sundhedsområdet

Mens reformerne på ældre- og sundhedsområdet er i gang med at blive omsat til hverdagen i kommunerne og hos borgerne, er der særligt to svære spørgsmål, som kalder på politiske prioriteringer og handling fra en kommende ny regering, skriver Dorte West i et debatindlæg.

4. maj 2026

Indhold

    Af Dorte West, formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg

    På torsdag og fredag slår KL dørene op til Social  og Sundhedspolitisk Forum i Aalborg. Her samler vi kommunalpolitikere og centrale aktører fra sundheds , ældre  og socialområdet til to dage med faglige oplæg, politisk debat og – ikke mindst – dialog.

    Som ny formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg ser jeg særligt frem til mødet med mine byråds- og borgmesterkollegaer fra hele landet. For netop dialogen med det kommunale bagland er afgørende, hvis vi skal lykkes med at skabe en tryg og nærværende ældrepleje, samt komme i mål med både ældre- og sundhedsreformens ambitioner.

    Når vi mødes i Aalborg, vil meget være nyt. Nye politikere. Nye roller. Nye kasketter. Og måske også en ny regering. I skrivende stund kender vi ikke udfaldet af regeringsforhandlingerne. Men én ting ved jeg – og her taler jeg på vegne af mine kommunale kollegaer: Vi ser frem til samarbejdet.

    Ældrereformen og sundhedsreformen lægger det overordnede spor for udviklingen af den kommunale ældrepleje og et mere nært sundhedsvæsen. Meget er allerede godt i gang. Kommunerne har indført faste, tværfaglige teams og helhedspleje, og i de 17 nye sundhedsråd er kommuner og regioner i gang med at finde formen for det nye samarbejde.

    Man kunne sige, at reformerne kører på skinner. Men som vi også kender det fra den offentlige transport, vil der være tidspunkter med frost og sne, som skaber udfordringer og forsinkelser. Og sådan vil det også være med reformerne. For mens reformerne ruller frem, står vi overfor markante ændringer i den demografisk udvikling. Det er i år, at den første af de store efterkrigsårgange fylder 80 år. Flere borgere vil få behov for pleje og omsorg – og samtidig står vi med en virkelighed, hvor medarbejderne bliver færre. Rekrutteringsgrundlaget matcher ganske enkelt ikke behovet. Hvis vi taler ældrepleje, er vi derfor også nødt til at tale arbejdskraft – eller mangel på samme.

    Det kalder på politiske prioriteringer og handling. En ny regering og et nyt Folketing skal ikke blot holde fast i de reformspor, der er lagt. Den skal også turde tage fat om de svære spørgsmål og de nødvendige forandringer, som allerede sætter deres præg på hverdagen i kommunerne.

    Med afsæt i borgernes og medarbejdernes hverdag, så er der særligt to dagsordener på ældreområdet, som jeg ser frem til at drøfte med en ny regering. 

    Vigtigt med fokus på manglen på arbejdskraft

    Mangel på medarbejdere og kompetencer kræver nye løsninger og samarbejde mellem lokalt og nationalt niveau, så vi kan styrke en mere målrettet brug af velfærdsteknologi. Og så vi kan få stærkere uddannelsestilbud og mere og bedre kompetenceudvikling.

    Samtidig skal ældreplejen være en attraktiv arbejdsplads, hvor medarbejdere har mulighed for at udvikle sig og vælger at blive.

    Sammenhæng på tværs af sektorerne

    Mange ældre har komplekse behov på tværs af sektorer. Derfor skal vi med sundhedsrådene omstille sundhedsvæsenet, vende sygehusene udad og sikre nærhed og sammenhæng i tilbuddene. Og samtidig skal vi som kommuner blive endnu bedre til inddrage lokal- og civilsamfund, som er en naturlig del af borgernes hverdag. Her er der nemlig et stort potentiale for at styrke livskvalitet og fællesskaber.

    Jeg ved, at der i landets kommuner er både erfaringer og ideer, men også udfordringer og bekymringer. Derfor vil jeg gerne høre fra jer, hvilke dagsordener vi sammen skal bringe videre til en ny regering.

    Hvad haster mest i jeres kommuner? Hvor oplever I, at skoen trykker? Og hvilke politiske greb er nødvendige, hvis vi også om 10 og 20 år skal kunne tilbyde en ældrepleje med tryghed og nærvær?

    Jeg håber, I vil byde ind – og jeg glæder mig til at møde mange af jer til Social- og Sundhedspolitisk Forum i Aalborg d. 7. og 8. maj.

     

    Debatindlægget er bragt i NB Ældre den 30. april 2026

    Kontakt

    Pressechef

    Line Oxholm Thomsen

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3536

    E-mail: lnt@kl.dk