Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse
Beredskab
Beredskabsnyt

National assistanceaftale styrker beredskabet tæt på danskerne

Fra den 1. januar vil en ny national assistanceaftale mellem landets 98 kommuner gøre det muligt at forskyde brandvæsenets mandskab og materiel på tværs af landet i forbindelse med kriser. Både KL og Danske Beredskaber ser aftalen som en markant styrkelse af samfundssikkerheden.

22. dec. 2025

Indhold

    Samtlige kommunale beredskaber i Danmark har kort før nytår indgået en national assistanceaftale, så de kommunale beredskaber fra den 1. januar lettere kan forskyde mandskab og udstyr på tværs af landet. Hos Danske Beredskaber kalder man den nye aftale et stort løft for beredskabet tæt på danskerne.

    "Man kan altid regne med, at brandvæsenet rykker ud, og vi har i de kommunale beredskaber også tidligere hjulpet hinanden, når det brænder på. Men vi har de senere år oplevet store hændelser, hvor lokale beredskaber har måttet efterspørge hjælp, og med aftalen sikrer vi muligheden for at kunne mande op, når der er behov for det," siger Jarl Vagn Hansen, formand i Danske Beredskaber.

    De sidste af landets kommunale beredskaber har netop underskrevet aftalen, som sikrer, at danskerne i endnu højere grad kan regne med hjælp, hvis vi bliver ramt af klimaforandringer eller cyberangreb. Og det er vigtigt, mener KL.

    "Verden er forandret, og hvis vi skal have mulighed for at stå imod truslerne fra klimaforandringer og cyberangreb, så er vi nødt til at stå sammen. Det får de kommunale redningsberedskaber nu langt bedre muligheder for, så i dag er en rigtig god dag for os alle sammen," siger Johannes Lundsfryd Jensen, formand for KL's Klima- og Miljøudvalg.

    Øget samarbejde på tværs af alle kommuner

    I en krisesituation vil den nationale assistanceaftale betyde, at samtlige kommunale redningsberedskaber arbejder sammen om at dele og fordele rette ressourcer (viden, materiel og mandskab), samtidig med at det sikres, at resten af landet har et tilstrækkeligt beredskab.

    Styringen af assistancefordeling vil ske dels gennem samarbejdende vagtcentraler for beredskaberne, dels ved brug af de fælles datasystemer for ressourcer (RBIS og Nationalt Realtidsoverblik), der kan tilgås af alle redningsberedskaber, og med aftalen ryddes mange af de bureaukratiske forhindringer nu også af vejen.

    "Vi har i de kommunale beredskaber etableret en løsning, hvor vi har et realtidsoverblik over køretøjer og igangværende indsatser. Vi kan altså se, om der er ledige kapaciteter rundt i landet, og med den nationale assistanceaftale kan vi nu også uden unødigt ophold bede om hjælp fra vores kolleger, når det brænder på," siger Jarl Vagn Hansen.

    Fakta om aftalen

    Dækker en hændelse flere beredskaber (fx stormflod/oversvømmelse), vil aftalen betyde, at koordinering og samarbejde sker endnu mere effektivt, idet ikke-berørte beredskaber med det samme kan benyttes til at robustgøre indsatsen og forskyde materiel og mandskab. En gensidig samarbejdsaftale ændrer ikke på muligheden for at indsætte ressourcer fra det statslige redningsberedskab til assistance under den kommunale indsatsledelse.

    Udgangspunktet for den gensidige kommunale assistance er, at den er vederlagsfri, idet den alene tænkes benyttet ved større og atypiske hændelser, hvor belastningen over tid må forventes at blive nogenlunde ligeligt fordelt hen over landet. Der eksisterer allerede en fast praksis om at etablere faste samarbejder mellem naboberedskaber. Sådanne aftaler vil være uændrede.

    Ved at nyttiggøre samtlige ressourcer på tværs af landet ved en given hændelse, får alle kommunale redningsberedskaber lettere ved at skabe tilstrækkelig robusthed i en ekstraordinær situation.

    Aftalen bringer ikke det samlede danske redningsberedskab op på niveau med samtlige fremtidige trusler, idet der ikke i aftalen tilføres flere ressourcer samlet set, men det skaber en forøget sikkerhed for at kunne etablere en tilstrækkelig indsats på tværs af landet ud fra de i dag eksisterende samlede ressourcer.

    Den nationale assistanceaftale er godkendt af alle 29 beredskaber og af de 32 beredskabskommissioner, og den træder formelt i kraft den 1. januar 2026.

    Kontakt

    Pressechef

    Line Oxholm Thomsen

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3536

    E-mail: lnt@kl.dk