Kontakt
Benjamin Bilde Toft Movang
Analyse & Makro
Telefon: +45 3370 3009
E-mail: betm@kl.dk
Denne måneds nøgletalsnyt ser nærmere på udviklingen i BNP fra 4. kvartal 2025 og på den stabile positive udvikling i beskæftigelsen. Vi ser desuden på en faldende inflation og en ledighed, der rører lidt på sig efter lang tids stabilitet.
Bruttonationalproduktet voksede i 4. kvartal af 2025 med 0,2 procent. Den samlede BNP-vækst i 2025 kan dermed opgøres til 2,9 procent ifølge foreløbige nationalregnskabstal. Væksten i beskæftigelsen for 4. kvartal er opgjort til 0,3 procent og dermed på samme niveau som i 3. kvartal.

Beskæftigelsen tog endnu et stort spring i december med en stigning på ca. 4.200 personer. Dermed afsluttes 2025 med fortsat fremgang i beskæftigelsen, hvor udviklingen i december mest var drevet af den private beskæftigelse, som steg med ca. 2.650 personer, mens den offentlige beskæftigelse steg med ca. 1.550 personer. Andelen af offentligt ansatte steg således med 0,1 procentpoint, men med 29,1 procent ligger niveauet dog fortsat historisk lavt.

Inflationen, målt som stigningen i forbrugerprisindekset ift. samme måned året før, er i januar måned opgjort til 0,8 procent og er således faldet i forhold til december-tallet på 1,9 procent. At inflationen faldt fra december til januar, skyldes primært lavere priser på energi. Her er det den midlertidige afskaffelse af elafgiften, og deraf følgende lavere pris på elektricitet, der trækker det samlede prisniveau ned. Ligeledes er kerneinflationen også faldet imellem december og januar, fra 2,3 procent til 1,9 procent. At kerneinflationen trods faldet stadig ligger på 1,9 procent, skyldes primært prisstigninger på husleje.
Inflationen på hhv. varer og tjenester er begge faldet relativt til december. Efter at have ligget stabilt på 3,4 procent i årets sidste tre måneder, faldt inflationen på tjenester til 2,7 procent i januar. Samtidig er inflationen på varer for første gang siden juli 2024 dykket til en negativ værdi, i januar 2026 er den målt til -1,3 procent. Udviklingen skyldes dog primært, at regeringen pr. 1. januar 2026 har reduceret elafgiften til EU’s minimumssats. Der er således tale om en markant basiseffekt, der trækker inflationen mekanisk ned. Faldet er derfor ikke et udtryk for en generel deflation på varer. Fratrækkes elektricitets bidrag fra gruppen ’varer i alt’, er vareinflationen da også fortsat positiv med omkring 0,5 %.

Det overordnede billede er præget af stabilitet, både når det gælder mangel på arbejdskraft og mangel på efterspørgsel.
I industrien ligger andelen af virksomheder, der melder om mangel på arbejdskraft, fortsat på 7 procent i februar, og er dermed uændret fra januar. I service- og byggerierhvervene er niveauet ligeledes stabilt med henholdsvis 18 og 22 procent af virksomhederne, der angiver mangel på arbejdskraft. Kigger man længere tilbage ses dog en tydelig nedadgående tendens i manglen på arbejdskraft i service- og byggerierhvervene.
Når det gælder mangel på efterspørgsel, er der kun mindre bevægelser. I industrien angiver 46 procent af virksomhederne i februar, at de oplever utilstrækkelig efterspørgsel. Det er et mindre fald i forhold til de seneste måneder, dog er niveauet fortsat historisk højt.
I serviceerhvervene ligger andelen på 34 procent og er dermed omtrent uændret, mens den i byggeriet er steget svagt til 27 procent.
Samlet set peger tallene på, at virksomhedernes udfordringer fortsat i højere grad er knyttet til efterspørgslen end til mangel på arbejdskraft, og at udviklingen de seneste måneder har været forholdsvis stabil.

Ledigheden har fortsat den svagt stigende tendens i januar måned, hvor den er opgjort til 89.635 fuldtidspersoner, hvilket er en stigning på 547 personer ift. december 2025. Ledigheden som andel af arbejdsstyrken er i januar steget med 0,1 procentpoint fra 2,9 til 3,0 procent, hvilket dermed bryder afbryder den historisk stabile ledighed, der har været siden 2024, hvor ledigheden har ligget stabilt på 2,9 procent.
