Gå til hovedindhold
SundhedsReform
Sundhed

Medarbejdere

KL besvarer spørgsmål om medarbejdere, der med sundhedsreformen overføres til regionerne – herunder om kompensation for optjent ferie og hvilke personaledata, der skal overdrages. KL forventer, at ministeriet fastsætter nærmere regler herom i den kommende bekendtgørelse.

Indhold

    FAQ

    Spørgsmålet om evt. kompensation for optjent, ikke afholdt ferie for de medarbejdere der overgår, er blevet drøftet mellem Indenrigs- og sundhedsministeriet, Danske Regioner og KL i forbindelse med bekendtgørelse om overgang til en ny sundhedsstruktur. Det endelige resultat er blevet, at kommunerne i overensstemmelse med de almindelige principper for opgaveflytning, ikke skal kompensere regionerne for optjent, ikke afholdt ferie. Der henvises til § 1, stk. 1, i bekendtgørelse om overførsel af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte fra kommuner til regioner.

    Det fremgår af overgangslovens § 149, stk. 7, at udkastet til delingsaftale skal indeholde oplysninger om navn, stilling, uddannelse, arbejdsopgaver og lønmæssige forhold vedrørende hver ansat, som skal overflyttes.

    Der er umiddelbart ikke hjemmel i overgangsloven til at afgive yderligere oplysninger. Der har imidlertid været fremsat ønske fra Danske Regioner om herudover at få oplysninger om: overenskomst (angivet med præcist navn), beskæftigelsesgrad samt en markering, hvis der er er tale om en tjenestemand.

    Indenrigs- og Sundhedsministeriet har i forbindelse med bekendtgørelse om overgangen til en ny sundhedsstruktur fastsat regler, der muliggør, at de af Danske Regioner ønskede oplysninger kan medtages i udkastet til delingsaftale.

    Overgangen af en række sundhedsopgaver fra kommunerne til regionerne vil ske inden for rammerne af overgangslovens kapitel 10, herunder § 145. Det indebærer bl.a., at regionerne fra kommunerne overtager de rettigheder og forpligtelser som vedrører de ansatte, der udelukkende eller helt overvejende er knyttet til varetagelsen af de overførte opgaver.

    På baggrund af de anførte databeskyttelsesretlige regler i boks 1 er det Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at overgang af disse medarbejdere fra kommuner til regioner vil ske som led i en succession, hvor regionerne pr. 1. januar 2027 vil indtræde i det retsforhold, som indtil 1. januar 2027 eksisterer mellem de ansatte, som i dag varetager de omhandlede sundhedsopgaver i kommunerne.

    Det er endvidere ministeriets opfattelse, at dette betyder, at overladelse af personalemapper med personoplysninger vedr. de medarbejdere, som overflyttes fra kommunerne til regionerne ikke kan anses for en videregivelse i databeskyttelsesforordningens – og lovens forstand, og at overladelse af personalemapperne derfor ikke vil kræve et behandlingsgrundlag.

    Det er herudover ministeriets opfattelse, at kommunerne, inden overladelse af personalemapperne til regionerne sker, skal sikre sig, at behandlingen af personoplysninger i personalemapperne er i overensstemmelse med behandlingsreglerne i databeskyttelsesforordningens artikel 5 – 9, og databeskyttelseslovens § 12, herunder at oplysningerne korrekte, ajourførte og relevante. 

    I henhold til overgangslovens § 138 skal kommunerne give de tre fortsættende regioner og den nye region for Region Østdanmark den bistand, som regionsrådene måtte bede om vedr. forberedelsen af varetagelsen af de opgaver, der den 1.1.2027 overføres fra kommunen til regionen. Den bistand, regionerne vil kunne bede om, består bl.a. i at tilvejebringe og meddele de oplysninger og udlevere de dokumenter, som regionerne måtte bede om.

    Også fortrolige og personfølsomme oplysninger og dokumenter vil kunne være omfattet af § 138, jf. bemærkningerne til bestemmelsen. Anmoder regionerne om at modtage bestemte oplysninger og dokumenter, vil kommunernes videregivelse være nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, der påhviler kommunen og derfor være i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra c.

    Regionerne har et sagligt behov for at modtage disse lønoplysninger forud for den 1. januar 2027 for at forberede modtagelsen af de nye ansatte. Regionerne vil dog kun kunne forlange at modtage oplysninger af den art, som regionerne har brug for at få medarbejderne indplaceret i lønsystemerne etc., og regionerne vil kun kunne forlange oplysningerne i det tidsrum forud for den 1. januar 2027, som er nødvendigt for, at regionerne kan få medarbejderne korrekt indplaceret. Det er regionens ansvar at vurdere, om disse betingelser er opfyldt.

    Som følge af opgaveflyttet overtager regionerne myndigheds- og finansieringsansvaret for en række opgaver. Kommunerne må videregive de relevante patientoplysninger til regionerne, når det er nødvendigt, for at regionerne kan forberede sig på at overtage ansvaret for opgaverne, herunder patienterne, den 1. januar 2027. Dette kan også ske forud for den 1. januar 2027, hvis det er nødvendigt for at forberede den videre behandling af patienten. Det er regionens ansvar at vurdere, om disse betingelser er opfyldt. Overdragelsen af de nævnte oplysninger vil kunne ske i medfør af overgangslovens § 138 og vil være i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra c, og artikel 9, stk. 2, litra b, c og g, samt være i overensstemmelse med sundhedslovens § 41, stk. 2, nr. 1.

    En række kommuner har spurgt KL om, hvordan kendelse af 4. februar 2026 i Faglig Voldgift FV 2025.795 skal indgå i delingsaftalerne i forbindelse med sundhedsreformen.

    I henhold til Overgangsloven skal hver kommune senest den 1. maj 2026 sende et udkast til delingsaftale til den region, som kommunen er beliggende i. Delingsaftalen skal regulere overdragelsen af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og medarbejdere, i forbindelse med implementeringen af sundhedsreformen den 1. januar 2027. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har med hjemmel i overgangsloven bl.a. udstedt bekendtgørelse nr. 1708 af 8. december 2025 om overførsel af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte fra kommuner til regioner. Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 2, at

     ”Kommunen skal, medmindre andet aftales, kompensere regionen for alle udgifter, der er kendte den 1. januar 2027. Krav, der først kommer til kendskab eller fastslås efter den 1. januar 2027, bæres af regionen, medmindre kommunen kendte eller burde have kendt til kravet den 1. januar 2027.”

    Som konsekvens af kendelsen om deltid er de kommunale arbejdsgivere påført en udgift til efterbetaling til medarbejdere, som ikke har fået overtidsbetaling for at arbejde udover deres aftalte deltids-timetal. Det er på nuværende tidspunkt fortsat under afklaring, hvordan denne efterbetaling skal gøres op og betales. Samtidig er det nødvendigt for kommunerne at vide, hvordan den del af udgiften til efterbetaling, der er knyttet til de opgaver, som overføres til regionerne, skal behandles i udkastet til delingsaftale, som skal afleveres inden 1. maj 2026.

    På den baggrund er det KL’s opfattelse, at krav, der rejses i rimelig tid forud for den 1. januar 2027 bør betales af kommunen. Blive kravet først rejst efter den 1. januar 2027,  betaler regionen.

    I forhold til beskrivelsen af problemstillingen i delingsaftalen, gælder bekendtgørelsen uanset om den beskrives i aftalen eller ej. Det kan dog være hensigtsmæssigt at indsætte en bemærkning om, at krav om efterbetaling reguleres af bekendtgørelse nr. 1708 af 8. december 2025 om overførsel af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte fra kommuner til regioner § 1, stk. 2

    Sidst opdateret: 21. april 2026

    Kontakt

    Chefkonsulent

    Flemming Heilberg

    Jura & EU

    Telefon: +45 3370 3054

    E-mail: flhe@kl.dk