Sundhed er mere end sundhed

Af Anna Paldam Folker, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet

 Når vi taler om folkesundhed, tænker de fleste på sundhedsvæsen, behandling og forebyggelse af sygdom. Men den kommende folkesundhedslov inviterer til et bredere spørgsmål: Hvad er det egentlig, der gør mennesker i stand til at leve gode liv?

Spørgsmålet er aktuelt. Sundhedsprofilen viser fortsat udfordringer med mental sundhed i befolkningen, særligt blandt unge, men også i andre aldersgrupper. Samtidig ved vi, at mental sundhed er socialt ulige fordelt. De højeste forekomster af trivsel ses typisk blandt borgere med gode sociale, uddannelsesmæssige og økonomiske livsbetingelser, mens andre grupper har en langt større risiko for at opleve mistrivsel og afledte negative konsekvenser for helbred og livsmuligheder.

Derfor er det vigtigt, at arbejdet med folkesundhedsloven ikke alene fokuserer på de systemer, der skal hjælpe mennesker, når problemerne er opstået. Vi har også brug for at styrke de forhold, der gør mennesker mere robuste over for livets belastninger, og som fremmer trivsel, fællesskab og livskvalitet, før problemerne vokser sig store. Her kan kunst og kultur spille en langt mere fremtrædende rolle.

Kultur som en sundhedsressource

I de senere år er der kommet stadig mere forskning, som peger på, at kulturel deltagelse spiller en rolle for sundhed og trivsel. Kulturel deltagelse forstås bredt som menneskers engagement i kunst og kulturelle aktiviteter fx musik, sang, dans, litteratur, teater eller billedkunst, enten som deltagere eller publikum. Det spændende er, at både aktiv deltagelse og deltagelse som publikum ser ud til at have sundhedsfremmende potentiale, så længe engagement og lyst til at være med er i centrum, og det sker indenfor nogle rammer, som er trygge og rummelige, så alle, der har lyst, kan være med.

På tværs af studier ser vi sammenhænge mellem kulturel deltagelse og bedre mental sundhed, højere livstilfredshed, mindre ensomhed, bedre håndtering af sygdom og udfordringer samt bedre selvvurderet helbred. Danske og internationale undersøgelser peger i samme retning.

Det betyder ikke, at kultur er medicin, eller at et kor kan erstatte en psykolog. Men det betyder, at kultur kan være en del af de ressourcer, der hjælper mennesker til at leve sundere liv. Det kan både være sideløbende med sundhedsfaglig indsats eller som en del af forebyggende og sundhedsfremmende indsatser, der kan nedsætte risikoen for sygdom og funktionsnedsættelse.

Mere end trivsel på individniveau

Det mest interessante ved den nyere forskning er måske ikke de individuelle effekter. Det er, at kulturel deltagelse også ser ud til at påvirke nogle af de sociale forhold, som ligger bag sundhed og sygdom. Når mennesker synger sammen, læser litteratur sammen eller deltager i lokale kulturfællesskaber, sker der ofte mere end blot en forbedring af den enkeltes trivsel. Der opstår relationer, fællesskaber og muligheder for at mødes på tværs af alder, uddannelse, økonomi og livserfaringer.

I vores forskning i ”Guidet Fælleslæsning”, hvor en læseguide faciliterer fælles læsning og samtale om litteratur, har vi fx set, hvordan deltagerne beskriver oplevelser af ligeværd og fælles menneskelighed, som i situationen ophæver sociale forskelle mellem deltagerne og rækker ud over selve læseoplevelsen. Samtalen tager udgangspunkt i litteraturen, men kommer ofte til at handle om erfaringer, som alle mennesker deler: tab, håb, identitet, kærlighed, sårbarhed og alderdom. Det kan lyde beskedent. Men netop disse former for samhørighed og social forbundethed er blandt de faktorer, som kan have betydning for sundhed og trivsel gennem hele livet.

Ulighed i sundhed

Her er det dog samtidig vigtigt at være opmærksom på en faldgrube. Hvis kunst og kultur alene forstås som tilbud, der skal gøre det enkelte menneske mere robust eller mindre stresset, risikerer vi at overse de strukturelle årsager til mistrivsel og ulighed. En ny international forskningsoversigt peger netop på, at kunst og kultur har størst potentiale, når de ikke kun retter sig mod individer, men også bidrager til at synliggøre og adressere de sociale og strukturelle forhold, der påvirker sundhed. Kultur kan give stemme til grupper, der sjældent høres, modvirke stigma samt skabe lokal mobilisering og gøre sundhedsarbejdet mere relevant og tilgængeligt for forskellige befolkningsgrupper, bl.a. grupper som ikke nødvendigvis af sig selv er motiveret af sundhed.

Det er en vigtig pointe for den kommende folkesundhedslov.

Vi reducerer ikke social ulighed i sundhed ved alene at tilbyde flere aktiviteter til mennesker, der allerede har ressourcerne til at deltage. Tværtimod kan vi risikere at forstærke eksisterende forskelle. Derfor bør adgang være et centralt spørgsmål. Hvem når vi? Hvem deltager? Hvem føler sig inviteret indenfor? Og hvordan kan vi arbejde med at øge mulighederne for deltagelse? Det handler både om at få skabt kontakt og om at skabe mulighed for deltagelse på lige fod. Det kræver dygtige medarbejdere og frivillige, der er klædt på til at åbne kunst og kulturens potentiale.

Positive faktorer for sundhed og trivsel

Et håb for arbejdet med den kommende folkesundhedslov kan være, at det kan bruges som en anledning til at tænke og se mere samlet på, hvordan vi kan styrke de positive faktorer for sundhed og trivsel, dvs. faktorer som fremmer muligheden for at værdsætte og engagere sig i livet.

På mange måder peger forskningen i kunst, kultur og sundhed og en voksende interesse for naturbaseret sundhed i samme retning som den mere veletablerede forskning indenfor bevægelse, og sport. Alle områder handler om langt mere end at undgå funktionsnedsættelse, behandling og sygdom. De handler om deltagelse, oplevelser, tilhørsforhold, sansning og muligheder for at indgå i meningsfulde fællesskaber.

Måske bør vi i mindre grad spørge, om sundhed fremmes bedst gennem lige netop kultur, natur, eller bevægelse. Måske skal vi i højere grad spørge, hvordan vi skaber lokalsamfund, hvor mennesker har adgang til en større pallette af positive faktorer i anerkendelse af, at mennesker er forskellige, og at engagement kan vise sig på forskellige måder – hvis det får mulighed for at gro.

Tre perspektiver til folkesundhedsloven

Hvis ambitionen med den kommende folkesundhedslov er at styrke befolkningens mentale sundhed og samtidig mindske uligheden, peger forskningen efter min vurdering på tre relevante spor.

For det første bør kunst og kultur anerkendes som legitime folkesundhedsressourcer på linje med andre sundhedsfremmende arenaer – både de mere veletablerede og de mere ”nyopdagede” positive faktorer for sundhed og trivsel.

For det andet bør investeringerne rettes mod deltagelsesmuligheder og fællesskaber i borgernes hverdagsliv. Biblioteker, kulturhuse, musikskoler, museer, kor, natur- og kulturfællesskaber kan være vigtige platforme for sundhedsfremme. Der findes allerede forskellige modeller for at bygge bro mellem borgere og sådanne tilbud, fx Kultur på Recept og andre former for kulturel henvisning. Der er voksende dokumentation for, at sådanne indsatser kan have positive virkninger på trivsel og social forbundethed. Henvisningen kan fx ske gennem almen praksis, sundhedscentre eller andre kommunale aktører. Det afgørende er ikke én bestemt model, men at indsatsen tager udgangspunkt i lokale muligheder, målgrupper og eksisterende kultur- og foreningsliv.

For det tredje bør ulighed være et eksplicit fokus. Indsatser bør udvikles sammen med de borgere og lokalsamfund, de er tiltænkt, og ikke kun for dem. Netop samskabelse, lokal forankring og kulturel relevans fremhæves som afgørende positive faktorer for sundhed og trivsel i den internationale forskning.

Meget mere end et middel til sundhed

Her til sidst vil jeg forlade forskningslitteraturen et øjeblik. For kunst og kultur har også noget at tilbyde forskningslitteraturen indenfor folkesundhed, som er vanskeligere at indfange i effektmål og undersøgelser.

Kunst og kultur er ikke kun noget, vi kan tage i brug for at øge muligheden for vores sundhed og trivsel. De er også måder at undersøge verden på. Kunsten kan stille spørgsmål ved det, vi ellers tager for givet, og gøre erfaringer synlige, som let forsvinder i statistikker og sundhedsprofiler. Og måske mindst lige så vigtigt: Kunst og kultur kan åbne vores forestilling om, hvordan tingene kunne være anderledes. Kunst og kultur kan selvfølgelig ikke alene forandre de vilkår, der former vores sundhed. Men de kan være med til at stille spørgsmål og udvide vores blik for, hvad et godt liv og et sundt samfund kan være.

Det, jeg har forsøgt at argumentere for, er derfor ikke, at kunst og kultur skal reduceres til en ny form for sundhedsintervention eller skal gøres til en del af sundhedsvæsenet. Pointen er større end det. Hvis vi vil styrke mental sundhed og mindske ulighed, må vi interessere os for de steder og aktiviteter, hvor mennesker får mulighed for at deltage, høre til, opleve mening og møde verden på nye måder. Det peger efter min vurdering på en bredere opgave for fremtidens folkesundhed: at skabe blik for de mange steder og sammenhænge, hvor sundhed og trivsel faktisk bliver til.