Folkesundhedslovens potentiale for flere gode leveår for ældre og seniorer

Af Astrid P Jespersen, Aske Juul Lassen, Jørn Wulff Helge, Lise Bitsch, Københavns Universitet

 Danmark får markant flere ældre de næste årtier, mens andelen i den arbejdsdygtige alder stiger langt mindre. De nyeste fremskrivninger viser fortsat vækst i de ældste aldersgrupper og en varig høj andel af 80+-årige frem mod 2070. Vi står med andre ord i en historisk demografisk forskydning. En forskydning, der sætter kerneområder i velfærdsstaten under pres. Fra sundhedssektor, til sikringssystemer og hele pleje- og omsorgssektoren. Oveni er der udfordringer med stigende ulighed, der akkumuleres over livet og øger andelen af ældre udsatte borgere, og som rammer geografisk og socialt skævt. Konsekvenserne af den demografiske forskydning bør vi gøre noget ved, og som platform for det kan vi bl.a. bruge ældreloven og den kommende folkesundhedslov.

En markant udfordring, der er knyttet til den demografiske forskydning, er en udbredt alderisme i det danske samfund. En alderisme der betyder, at vi for ofte italesætter alder som noget negativt, og alderdommen som venterummet før døden. Det er ikke fremmende, hverken for individet eller for samfundet, og det står i vejen for at udnytte det potentiale, der ligger i den voksende ældre befolkning - også når det gælder folkesundheden. De mange udfordringer, skitseret her, er nemlig ikke den eneste fortælling om den demografiske forskydning. De nye generationer af ældre borgere rummer masser af ressourcer, livskraft og potentialer. Men for at forløse dem, kræver det et opgør med en alderisme, der har rod i en lang historisk kulturel fortælling om aldring og livsforløb.

Livstrappen – en dyb kulturel fortælling

Vores forståelse af livet, livsforløb og alder er præget af en flere hundredårig dyb kulturel forestilling af et forløb med en start og en slutning, men også med en bevægelse opad og nedad, hvor livsafslutningen fører os ud af livet og ned i døden. Den dominerende forestilling er således, at den sidste del af livet er en stadig nedadgående bevægelse med retning mod livets afslutning. Det giver på nogle måder god mening, for med en fremskreden alder kommer vi tættere på døden, men det betyder også, at vi, individuelt og som samfund, har det meget svært med at blive ældre og gamle, og derfor er det også en fortælling, vi bliver nødt til at forholde os til, når vi taler om og skal skabe nye politiske rammer for aldring og folkesundhed.

Livstrappens dybe kulturelle fortælling har direkte formet vores opfattelse af det gode liv, vores opdeling af livet i livsaldre, men også de samfundsmæssige idealer, roller og institutioner, der er koblet til, hvor vi befinder os i livet. I interviews med mennesker i alle aldre oplever vi igen og igen, at logikken i livets trappe – med et naturligt og selvfølgeligt fald midt i livet – er en fortælling vi som samfund genfortæller i hverdagslivets måder at tale om alder og livsfaser på. Det kan fx være ideer om, hvor meget energi man har i en vis alder, hvordan ens kognitive funktioner er, hvor syg man er, hvad ens værdier er, eller hvor lidt erfaring man har som ung. Denne kulturelt overleverede forestilling er ikke et gammelt levn fra fortiden, men lever i bedste velgående i dag, samtidig med at ingen kan være blinde for, at den er dybt problematisk. Der er mange måder at gå igennem livet på, og masser af kvaliteter der ikke begynder at forsvinde midt i livet.

Vores ærinde i denne sammenhæng er at minde om, hvor meget livstrappen stadig påvirker vores hverdags-, institutionelle- og politiske forståelsesramme, og at den faktisk giver os en ledetråd til, hvad vi bør tænke og gøre anderledes. I et folkesundhedsperspektiv handler det om livstrappens universalisme og individualisme.

Universalisme og individualisme

Livets trappe illustrerer det universelle livsforløb. Det er en stærkt normativ fortælling om hvordan en god borger bør leve sit liv. Alle der har arbejdet med folkesundhed ved, at det billede er en illusion og stærkt problematisk. Universelle folkesundhedsindsatser rammer dem, der har mindst brug for dem, og efterlader udsatte og sårbare på en perron af stigma og ophobet oplevelse af egen skyld. En mekanisme, der er grobund for yderligere opdeling mellem befolkningsgrupper, og som føder fastholdelse af usunde kulturer og relationer. Derfor skal vi skifte spor. Vi skal tilrettelægge indsatser til specifikke grupper, så de der har mest brug for forebyggende sundhedstiltag, oplever at de kan være med. One size does not fit all.

I livets trappe er det desuden individet eller parret, der er i fokus. Denne individualisme skurrer. Man kan tænke på livsforløbet som individets skæbne, men i så fald overser man alle de potentialer, der er i de mange uformelle og formelle fællesskaber, der hver dag sørger for omsorg, engagement og relationer for borgere i alle aldre. Samtidig bor flere og flere både yngre og ældre danskere alene, så vi kan heller ikke se på parforholdet som den ”normale” eller almengyldige primære relation, man kan målrette indsatser til. I stedet kan fællesskaber og kollektive strukturer fungere som udgangspunkter for gode folkesundhedsindsatser.

Fællesskaberne og foreningslivet

Igennem de sidste 100 år har vi langsomt men sikkert udtømt mange af de institutioner, hvor vi mødtes uden for hjemmet og på tværs af aldre. Kirkerne står tomme. Fagforeningernes medlemmer er mindre engagerede. De lokalpolitiske fora kæmper med manglende engagement. De politiske partier bløder medlemmer.

Den udvikling forsøger man ofte at løse gennem midlertidige lokale indsatser. Cafeer for ensomme, projektansatte forandringsagenter og eksterne proceskonsulenter, der sælger samskabelse, er eksempler vi er stødt på gennem vores mange års forskning på det kommunale ældre- og sundhedsområde. Indsatser med gode intentioner, men som i bedste fald ofte blot er midlertidige og i værste fald misforståede. Folkesundhedsindsatser skal kunne tænkes ind i varige og kollektive strukturer.

Samtidig ser foreningslivet ud til at have et nogenlunde stabilt medlemstal. Og det frivillige engagement er stort – særligt blandt de ældre generationer. De holder lokalsamfundene i gang, henter deres børnebørn, tager sig af deres syge familiemedlemmer, engagerer sig lokalpolitisk, står for aktiviteter på plejehjemmet og underviser flygtningebørn i dansk. Det er en stor folkesundhedsindsats, som både løfter lokalsamfund og er helt centralt for de engagerede ældres egen livskvalitet og sundhed.

Foreninger er allerede centrale aktører i folkesundheden. Hvis vi vil videreudvikle dette engagement, kræver det gode rammer for samarbejde mellem aktører, mere langsigtet finansiering af frivillighed, opbygning af kapacitet og kulturforståelse, og en bedre balance mellem de store civilsamfundsorganisationer og lokale foreninger. Der er en helt central udfordring i at tænke i nationale rammer samtidig med at man bevarer den lokale gejst.

Forebyggelse foregår også i slutningen af livet

Samtidig har vi for lidt, eller slet ingen fokus på forebyggelse hos ældre og seniorer, fordi vi arbejder med en fordom om, at vaner ikke kan ændres, når vi bliver ældre. Det skal vendes, og folkesundhedsloven og ældreloven har potentialet til at blive den løftestang, der gør, at vi a) begynder at se seniorer og ældre som et aktiv i udviklingen af vores velfærd, b) får øje på, alt det de mange seniorer og ældre kan, og gerne vil bidrage med i udviklingen af lokale fællesskaber, og c) ændre synet på sundhed fra at være den enkeltes ansvar til et fælles ansvar, hvor også seniorernes og de ældres handlekraft og livskraft aktiveres og inddrages i skabelsen af sunde lokale fællesskaber.

Opgøret med ulighed i sundhed og aldring

En folkesundhedsindsats, der har fokus på den ældre del af befolkningen bør også adressere og arbejde med ulighed i sundhed og aldring. Ulighed akkumuleres igennem livet, fremskynder beviseligt aldring og øger risikoen for sygdom. Med det demografiske skifte er der en stigende andel af ældre, der med den baggrund træder ind i alderdommen på markant dårligere vilkår end andre seniorer og ældre. Alt tyder på, at opgøret med ulighed i sundhed bliver en af de store ambitioner i folkesundhedsloven, på samme måde som det allerede er i ældreloven. For at det skal lykkes, er det helt centralt at fremtidige indsatser baseres på nye forståelser af sygdom. I stedet for at se sundhed og sygdom som den enkeltes ansvar, er vi nødt til i meget højere grad at forstå dem som sammensatte biosociale fænomener. Socioøkonomisk og biokulturel arv, sociale relationer, religion, race, alder og køn er afgørende for individets sundhed og sygdom. Paradoksalt er det, at sundhedssystemets funktion, trods et ideal om lighed, i dag spiller en determinerende rolle i at skabe ulige liv i Danmark.

Heldigvis er der allerede en bevægelse i gang for interventioner og indsatser, der i langt højere grad arbejder med system- og kulturforandring, end det vi kender som de traditionelle råd om kost, motion, rygning og alkohol. Den bevægelse kan med fordel styrkes og udvides til eksplicit at have fokus på seniorerne og de ældre.

En stor udfordring er, at vi ved alt for lidt om forebyggelse og de ældres helbred. Forskning i seniorer og ældres sundhed er underfinansieret og forebyggelse er ikke prioriteret. Det er der nu en gylden mulighed for at gøre op med. Nøglen hedder opbygningen af langsigtede forskning-praksis samarbejder. Her kan der etableres systematisk viden, så vi får bedre indsigt og forståelse for de biosociale komplekser, der former bestemte sygdomme og livssituationer, og der kan i fællesskab udvikles indsatser, der kan bryde de negative spiraler. Det betyder også et opgør med lige forventninger til borgernes individuelle handlekraft, og i stedet fokus på differentiering af forebyggende indsatser, og sundhedstilbud mod ydelser alt efter behov, samt egne og lokalsamfundets ressourcer.

Det er nu vi skal realisere potentialet i tætte samarbejder mellem forskning og praksis

Den demografiske forskydning er en udfordring, der bør løses ved at se potentialerne i, at vi lever længere. De lange liv er en kapacitet, hvis vi formår at aktivere de mange erfaringer og kompetencer i en aldrende befolkning. Det er en uudnyttet mulighed med komplekse problemstillinger, som kun kan løses gennem tværfaglige og tværsektorielle samarbejder. Det kræver en helhedsorienteret indsats, der forbinder forskning, uddannelse og innovation med praksis og politik på tværs af sektorer. Samarbejder som ser sundhed, omsorg, arbejds- og privatliv, bolig og mobilitet som gensidigt afhængige systemer. Det er kun ved at udvikle innovative løsninger, der virker i hverdagen på tværs af professioner og organisationer, at vi kan skabe varige resultater og rammerne for bedre ældreliv – ikke blot omfordele flaskehalse og skabe nye skævheder andre steder. Demografien kan ikke ændres, men dens konsekvenser kan.

Københavns Universitets Tværgående Aldringsinitiativ (KU-CARI) samler discipliner, sektorer og civilsamfund for at bidrage med bedre forståelse af aldringsprocesser, de ældre selv og hvordan vi udvikler gode fællesskaber og systemiske sundheds- og omsorgsorganisationer for et mere bæredygtigt intergenerationelt samfund.