Kontakt
Mie Louise Kragh Thorup
Demokrati & Forvaltningspolitik
Telefon: +45 3370 3647
E-mail: mlkt@kl.dk
Demokrati & Sammenhængskraft igangsætter nu 14 udviklingsprojekter, som kommunerne kan vælge at deltage i. Det er en ”startpakke”, der løbende suppleres med nye projekter på forslag fra kommunerne.
Der er lagt vægt på, at projekterne i startpakken spænder vidt, for de 98 kommuner har mange forskellige fokusområder. Derfor skal der være noget for alle, uanset hvor kommunens aktuelle interesse og opmærksomhed er rettet hen.
I linket nedenfor kan du se de 14 projekter, der er lanceret nu. Der er projekter om medieudviklingen og den demokratiske samtale. Om borgerinddragelsen og den sammenhængskraft, der kommer af samspillet med civilsamfundet og virksomhederne. Der kan også arbejdes med at inddrage unge mere aktivt i demokratiet. Og der er flere projekter om, hvordan kommunalbestyrelsen har gode vilkår og rammer for det politiske arbejde.
Alle kommuner skal nu tage stilling til, om kommunalbestyrelsen ønsker at deltage i Demokrati & Sammenhængskraft og i givet fald, hvilke temaer, kommunen vælger til.
I Allerød Kommune fortæller borgmester Clara Rao, at kommunen vil give Demokrati & Sammenhængskraft høj prioritet. ”Det er en vigtig dagsorden for kommunerne, for det er os, der har den direkte kontakt med borgerne, og vores arbejde har stor betydning for den demokratiske tillid”, siger Clara Rao og fortsætter: ” Vi har endnu ikke endelig besluttet, hvilke af de 14 projekter Allerød vil deltage i, men flere af temaerne rammer direkte ned i de udfordringer og muligheder, vi oplever lokalt. Det gælder blandt andet den demokratiske samtale og spørgsmålet om, hvordan vi sammen kan skabe gode rammer for dialog, engagement og tillid i lokalsamfundet”, understreger Clara Rao.
Der vil i arbejdet med de 14 projekter være fokus på, hvordan de gode eksempler gensidigt kan præge praksis på tværs af kommunerne. Der vil også blive arbejdet med fælles udviklingsforløb, hvor flere kommuner sammen skaber nye løsninger og indsatser – også sammen med andre samfundsaktører. Og der vil blive udviklet fælleskommunale forslag bl.a. til dialog med Folketinget og regeringen.