Kontakt
Tina Kristensen
Klima & Tværkommunalt Samarbejde
Telefon: +45 3370 3634
E-mail: tikr@kl.dk
Kulturlivet er centralt i den grønne omstilling, for kulturen har en stærk stemme og en stor berøringsflade med borgere og civilsamfund. Kommu-nerne har en vigtig rolle i at få hele samfundet med. Hvordan kan kommuner og kulturliv forene kræfterne, og hvad er deres muligheder, roller og ansvar i den grønne omstilling? Hvordan kobler vi den grønne omstilling i kulturlivet med kommunernes klimahandleplaner?
Det vil vi undersøge og afprøve i netværket, som henvender sig til repræsentanter fra kommunale forvaltninger indenfor kulturområdet. Som medlem af netværket har du mulighed for at medbringe én ledsager til hvert møde, som kan være en kollega fra samme fagområde, andre fagområder/forvaltninger, en klimarådgiver, en repræsentant fra en kulturinstitution i din kommune eller lign.
Som medlem af netværket vil du møde forskere, eksperter, fagfolk og kolleger fra andre kommuner. Via oplæg, debatter og netværk får du viden og redskaber til at arbejde med den grønne omstilling i forhold til kulturområdets institutioner og aktører, og hvordan kulturlivets institutioner og aktører selv kan være med til at påvirke borgernes adfærd og skabe grøn dannelse og grønt medborgerskab. Den grønne omstilling kræver også tværgående samarbejde internt i kommunen og på tværs af fagligheder og sektorer. I netværket vil vi også beskæftige os med nye metoder og veje til at arbejde, samskabe og lede forandringer og strategiprocesser. Endelig får du mulighed for at udveksle erfaringer med kommuner, der også ønsker at arbejde med den grønne omstilling på kulturområder, ligesom vi arbejder på at afholde et fælles møde med KL’s klimapolitiske netværk.
Netværket afholder tre møder i 2025, der er bygget op omkring oplæg, cases og workshops. Som afslutning på forløbet afholdes en offentlig konference, hvor netværksdeltagerne har gratis adgang og har mulighed for at præsentere deres strategier, handlingsplaner og overvejelser. Denne konference udgør det tredje møde i netværket.
Netværket drives i samarbejde mellem KL og Center for Bæredygtighed i Kulturen v. Kulturens Analyseinstitut.
Møderne faciliteres af Tina Kristensen, chefkonsulent i KL og Jacob Teglgaard, projektleder i Center for Bæredygtighed i Kulturen v. Kulturens Analyseinstitut.
Læs mere og tilmeld dig Kommunernes netværk for grønne partnerskaber mellem kommuner og kulturliv.