Inspirationskatalog om skovrejsning
KL’s Klimahandlingsudvalg og Klimaskovfonden har udarbejdet et inspirationskatalog om skovrejsning. Kataloget giver kommuner og deres samarbejdspartnere inspiration og redskaber til at sætte fart på skovrejsningen – og samtidig styrke både klimaindsatsen og arbejdet med de nationale arealmål.
Alle landets kommuner har vedtaget klimahandleplaner med ambitiøse mål for at reducere udledningen af drivhusgasser. For mange er skovrejsning et centralt virkemiddel: 78 procent af kommunerne har formuleret mål for at rejse ny skov. Samtidig har ’Aftale om et Grønt Danmark’ løftet arealdagsordenen højere op politisk – både nationalt og lokalt. Det gør skovrejsning til et oplagt sted at sætte ind, fordi indsatsen kan bidrage til flere mål på én gang.
For at gøre vejen fra ambition til handling lettere, har Klimahandlingsudvalget sammen med Klimaskovfonden udgivet et nyt inspirationskatalog. Inspirationskataloget samler en række kommunale cases, der viser forskellige veje til at lykkes med skovrejsning. Her beskrives konkrete virkemidler, samarbejdsmodeller, udfordringer og løsninger. Hvert tema afsluttes med anbefalinger, som andre kommuner kan lade sig inspirere af.
Ved at koble de lokale indsatser med de nationale mål i ’Aftale om et Grønt Danmark,’ er det muligt at slå to fluer med ét smæk. Skovrejsning er nemlig klimaarbejdets ’schweizerkniv.’ Det er et virkemiddel, der løser mange opgaver på én gang:
- Det fanger CO2 til de lokale klimaregnskaber
- Det beskytter vores fælles drikkevand.
- Det reducerer udledningen af kvælstof til vores vandmiljø.
- Det skaber mere sammenhængende natur og attraktive friluftsområder for borgerne.