Høringssvar: KL's bemærkninger til lovforslag om nedlæggelse af Det Nationale Integrationsråd
Lovforslaget medfører, at der ikke længere vil være et nationalt integrationsråd, som rådgiver udlændinge- og integrationsministeren om spørgsmål af betydning for integrationsindsatsen i Danmark.
KL har modtaget udkast til forslag til lov om ændring af udlændingeloven, integrationsloven og lov om dansk indfødsret (Indførelse af krav om og betaling af gebyr for ansøgning om opholdstilladelse som udstationeret, nedlæggelse af Det Nationale Integrationsråd og forlængelse af erklæringsadgangen for tidligere danske statsborgere, m.v.) med frist for afgivelse af bemærkninger den 13. februar 2026.
KL har alene bemærkninger til den del af lovforslaget, der omhandler nedlæggelse af Det Nationale Integrationsråd.
Lovforslaget medfører, at der ikke længere vil være et nationalt integrationsråd, som rådgiver udlændinge- og integrationsministeren om spørgsmål af betydning for integrationsindsatsen i Danmark. Forslaget medfører desuden, at repræsentantskabet for Det Nationale Integrationsråd nedlægges, da repræsentantskabets opgave med at vælge medlemmer til Det Nationale Integrationsråd ophører.
Der lægges ikke op til at ændre på kommunernes mulighed for at nedsætte lokale integrationsråd, som kan rådgive og informere kommunalbestyrelsen om forhold af betydning for den lokale integrationsindsats.
Det Nationale Integrationsråd består af 14 medlemmer. Fire medlemmer udpeges efter indstilling fra København, Odense, Aarhus og Aalborg kommuner. Fem medlemmer udpeges blandt repræsentantskabet for Det Nationale Integrationsråd, som primært består af medlemmer af de kommunale integrationsråd. Fem medlemmer, inkl. forpersonen, udpeges af udlændinge- og integrationsministeren.
Ni ud af 14 medlemmer har således en kobling til en kommune. KL vurderer derfor, at en nedlæggelse af Det Nationale Integrationsråd vil svække koblingen mellem den nationale integrationspolitik og det lokalpolitiske niveau. KL vurderer desuden, at nedlæggelse af rådet svækker den rådgivning, som kommunerne – via rådet – har mulighed for at give den siddende udlændinge- og integrationsminister om spørgsmål af betydning for integrationsindsatsen. Det mener KL er beklageligt.
Det fremgår af lovbemærkningerne, at ministeriet vurderer, at rådets hidtidige rådgivning af udlændinge- og integrationsministeren vil blive dækket igennem den løbende dialog, som udlændinge- og integrationsministeren har med relevante interessenter på området samt igennem MÆRK.
KL foreslår på den baggrund, at udlændinge- og integrationsministeren én gang årligt deltager i KL’s politiske udvalg med ansvar for integrationsområdet til en drøftelse af aktuelle temaer inden for en integrationspolitisk ramme.
Det har inden for den fastsatte tidsfrist ikke været muligt at behandle høringssvaret i KL’s politiske udvalg. KL tager derfor forbehold for efterfølgende politisk behandling.