Gå til hovedindhold
Høringssvar
Ukraine
Beskæftigelse

KL's bemærkninger til ændringer i særloven for ukrainere

KL har modtaget udkast til lovforslag om ændring af særloven for fordrevne fra Ukraine samt andre love (Begrænsning i adgangen til ophold for personer fra mindre krigsramte områder i Ukraine og ophævelse af visse særlige vilkår efter Ukrainesærloven) med frist for afgivelse af bemærkninger den 30. september.

1. okt. 2026
  • Tegnsprog

Indhold

    Lovforslaget indeholder følgende hovedpunkter: 

    • Begrænsning i adgangen til opholdstilladelse efter særloven for personer fra visse mindre krigsramte områder i Ukraine.
    • Afskaffelse af en række særregler for pasning og undervisning af ukrainske børn. 
    • Ukrainere omfattes af arbejdspligt.   

    KL’s bemærkninger omhandler den del af lovforslaget, der handler om, at ukrainere fremover omfattes af arbejdspligten samt lovforslagets generelle økonomiske konsekvenser.

    Politiske intentioner med arbejdspligt harmonerer ikke med ukrainere

    Kommunerne har gjort sig erfaringer med arbejdspligten siden den trådte i kraft den 1. januar 2025. Erfaringerne viser bl.a., at arbejdspligten er en ressourcetung indsats, der kræver både mere personale, flere tilbud og giver flere administrative opgaver. 

    Ca. 10.000 ukrainere vil blive omfattet af arbejdspligt, og målgruppen omfattet af arbejdspligt vil dermed blive mere end fordoblet. Det er en ny, stor opgave for kommunerne, som oven i købet indføres i en tid med milliardstore besparelser på beskæftigelsesområdet. 

    Da arbejdspligten blev indført i 2025, var de politiske intentioner at styrke arbejdsmarkedstilknytningen og beskæftigelsen for en gruppe, der var langt fra arbejdsmarkedet. Af det oprindelige lovforslag om arbejdspligt fremgår det, at baggrunden for lovforslaget var et ønske om at ”gøre op med, at mange indvandrere, især kvinder med ikke-vestlig baggrund, ikke er en del af det danske arbejdsmarked”. Man ønskede at ”bryde med den negative sociale kontrol”, og at personerne omfattet af arbejdspligt via nytteindsatsen ”bliver bekendt med arbejdslogik og får indblik i kulturen og normerne på det danske arbejdsmarked”. 

    KL mener ikke, at disse politiske intentioner er dækkende for gruppen af fordrevne fra Ukraine. Langt de fleste ukrainere til Danmark med et stærkt ønske om og evnerne til at komme i job. 84 pct. af de jobparate ukrainere er i job, svarende til 22.600 personer. Det er en stor arbejdsmarkedspolitisk succes, og KL mener ikke, at de resultater kalder på, at man indfører en ny, omfangsrig og ressourcekrævende indsats.  

    KL stiller sig på den baggrund undrende overfor, at ukrainere nu omfattes af arbejdspligten. KL bemærker desuden, at der i lovforslaget ikke er en uddybende forklaring på, hvorfor man ønsker at ukrainere nu skal være en del af arbejdspligten, bortset fra at man ønsker at sidestille dem med andre udlændinge med midlertidigt ophold i Danmark.  

    Arbejdspligten er ikke den rigtige indsats  

    Den gældende lovgivning om arbejdspligt er præget af fokus på proceskrav og regler for hvilke tilbud, der tæller med, og hvilke tilbud der ikke kan gives. Arbejdspligten står i mange henseender i modfase til den frisættelse, der i øvrigt sker med beskæftigelsesreformen, både hvad angår indsatser og tilgangen til borgerne. 

    KL mener ikke, at arbejdspligt med fokus på kontinuerlig aktivering i en foruddefineret tilbudsvifte er den rigtige indsats for ukrainere. KL ser hellere, at kommunerne fortsat kan arbejde jobrettet og individuelt med ukrainerne ud fra en vejledende og understøttende tilgang, da det har vist sig at være særlig effektfuldt for denne målgruppe. 

    KL ser en risiko for, at arbejdspligtens nytteindsatser og særligt tilrettelagte nytteindsatser utilsigtet vil komme til at forlænge ukraineres ledighedsperiode. Der er ikke krav om, at et forløb i arbejdspligten skal indeholde nytteindsatser eller særligt tilrettelagte nytteindsatser. Men for at leve op til kravet om kontinuerlig aktivering i op til 37 timer om ugen, er langt de fleste kommuner nødsaget til at have tilbud om særligt tilrettelagt nytteindsats, som kan benyttes imellem virksomhedsrettede tilbud. 

    Kommunernes hidtidige erfaringer med arbejdspligten viser, at det er særdeles vanskeligt at finde meningsfulde opgaver, der kan løses i de særligt tilrettelagte nytteindsatser, som ikke er konkurrenceforvridende eller fortrænger ordinær arbejdskraft. Når målgruppen bliver fordoblet, vil det kræve en stor indsats for kommunerne at skalere op og finde på flere opgaver, der kan løses inden for de gældende regler. 

    KL oplever, at kommunerne gør sig umage med at lave værdifulde forløb i arbejdspligten, der flytter borgerne hen imod job. Men kommunerne savner generelt frihed til at foretage faglige vurderinger og være fleksibel i bevilling af flere typer indsatser. Særligt savner kommunerne tilbud til de allersvageste borgere, herunder muligheden for at undervise i samfundsforståelse og jobsøgning. 

    KL peger derfor på følgende tre konkrete forslag til justeringer i arbejdspligtens nuværende konstruktion, som vil være til gavn, hvis arbejdspligten skal udvides til ukrainere:

    1. Mulighed for undervisning i jobsøgning, arbejdsmarkedskultur og samfundsforståelse 

    En del af borgerne i arbejdspligten mangler grundlæggende viden om det danske samfund og det danske arbejdsmarked. For disse borgere kan undervisning i jobsøgning, arbejdsmarkedskultur og samfundsforståelse være en nødvendig forudsætning for at kunne få størst muligt udbytte af arbejdspligtens øvrige tilbud. Lovgivningen giver i dag ikke mulighed for at give undervisning som led i arbejdspligten. Kommunerne oplever imidlertid et behov for at kunne formidle viden om bl.a. arbejdsmarkedskultur. Det kunne fx være i sammenhænge, hvor borgerne i forvejen er mødt op i særligt tilrettelagt nytteindsats eller deltager i jobsøgning og forberedelse uden for hjemmet. 

    KL foreslår derfor, at lovgivningen om arbejdspligt justeres, så kommunerne har mulighed for at undervise i jobsøgning, arbejdsmarkedskultur og samfundsforståelse.

    2. Mulighed for at give danskundervisning til borgere omfattet af integrationsloven, som har bestået deres danskuddannelse, men som fortsat har sproglige udfordringer

    Utilstrækkelige dansksproglige kompetencer er en væsentlig barriere for mange borgere i arbejdspligten. Det gælder også borgere under integrationsloven, som har afsluttet deres danskuddannelse, og dermed har opbrugt deres ret til danskuddannelse. Kommunerne efterspørger derfor mulighed for at give mere danskundervisning til disse borgere, når det vurderes nødvendigt for deres progression mod job. I dag giver lovgivningen først  hjemmel til at tilbyde mere danskundervisning, når borgeren har været i Danmark i mere end fem år og dermed overgår fra integrationslovens regler til reglerne i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Kommunerne erfarer, at nogle borgere mister deres danskkundskaber i den mellemliggende periode.

    KL foreslår derfor, at lovgivningen om arbejdspligt justeres, så kommunerne har mulighed for at tilbyde danskundervisning til borgere omfattet af integrationsloven, der har bestået deres danskuddannelse.  

    3. Mulighed for at bevilge virksomhedspraktik, som er længere end fire uger, for jobparate borgere omfattet af arbejdspligt

    Der er en regel i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats om, at man som jobparat kan være i virksomhedspraktik i fire uger. Det kan i mange tilfælde være for kort tid til at skabe reel progression for jobparate borgere i arbejdspligten. Jobparate borgere omfattet af arbejdspligt er ofte svagere end jobparate borgere med etnisk dansk baggrund, særligt pga. svage dansksproglige kompetencer og manglende erhvervserfaring. Sproglige udfordringer må, jf. lovgivningen, ikke indgå som et selvstændigt kriterium i jobparathedsvurderingen, men i praksis er det en reel udfordring, da manglende sprog er en barriere dels for at få udbytte af praktikken,  dels for borgerens vej mod ordinær beskæftigelse.

    Samtidig opleves det uhensigtsmæssigt for virksomhederne, at borgerne alene må være i praktik i fire uger, da det tager tid og koster ressourcer at skabe relationer og oplære borgere, som har et mangelfuldt dansk og er langt fra arbejdsmarkedet. Virksomhederne kan på fire uger ikke nå at se om der er potentiale i disse målgrupper af borgere, og vurdere om der er et perspektiv for ordinær beskæftigelse og/eller småjob.  

    KL foreslår derfor, at der indføres en undtagelsesbestemmelse i lov om aktiv beskæftigelsesindsats, som gælder for jobparate borgere omfattet af arbejdspligt, hvor man efter en konkret og individuel vurdering kan få forlænget en fire-ugers virksomhedspraktik med yderligere fire uger. 

    Fristen for implementering af arbejdspligt til ukrainere

    Lovforslaget giver kommunerne en periode til at implementere arbejdspligt for ukrainere fra den 1. januar til den 1. maj 2027. Selvom kommunerne kender arbejdspligten, er implementeringsperioden relativt kort, når man tager i betragtning, at målgruppen bliver mere end fordoblet. 

    Kommunerne skal etablere langt flere tilbud, indsatser skal omlægges, ligesom der i mange kommuner vil skulle omorganiseres og nye medarbejdere skal klædes på til at arbejde inden for arbejdspligtens lovgivningsmæssige rammer. 

    Dertil kommer, at implementeringsperioden ligger hen over marts måned, som er skæringsdatoen for, hvornår de ukrainere, der kom først til Danmark i marts 2022, overgår fra integrationsloven til beskæftigelsesloven. Lige nu pågår der i mange kommuner drøftelser om, hvorvidt dette kræver en anden organisering. For at give kommunerne rum til at håndtere dette, ser KL derfor gerne, at kommunerne får en længere implementeringsperiode, fx frem til den 1. juli. 

    Økonomiske konsekvenser

    Det fremgår af lovforslaget, at en ændring i antallet af overgivne udlændinge til kommunerne og regionerne vurderes at have karakter af en demografisk ændring, og derfor falder uden for rammerne af det udvidede totalbalanceprincip. 

    KL er uenig i, at en lovbestemt begrænsning i adgangen vil have karakter af en demografisk ændring, og dermed falde uden for rammerne af det udvidede totalbalanceprincip. KL er dog enig i, at den konkrete ændring ikke håndteres via det udvidede totalbalanceprincip, idet de generelle økonomiske rammer for modtagelse af fordrevne fra Ukraine håndteres i regi af de årlige økonomiaftaler mellem regeringen og KL. 
    KL er ligeledes enig i, at de kommunaløkonomiske konsekvenser af lovforslagets del vedrørende arbejdspligten, skal forhandles med KL.

    Det har ikke være muligt at få godkendt bemærkningerne til lovforslaget politisk inden for tidsfristen. KL tager derfor forbehold for efterfølgende politisk behandling.

    Kontakt

    Kontorchef

    Nicolas Johansen

    Beskæftigelse, Integration & Socialpolitik

    Telefon: +45 2492 7672

    E-mail: nijo@kl.dk

    Chefkonsulent

    Sara Glahder Lindberg

    Beskæftigelse, Integration & Socialpolitik

    Telefon: +45 3370 3149

    E-mail: sgl@kl.dk