Nye løsninger og nye udfordringer
I 2025 blev der arbejdet med en række nye tiltag, som samlet set skal sikre et bæredygtigt og fremtidssikret socialområde. Men året gav også indblik i, at socialområdet kan misbruges til velfærdskriminalitet.
I kommunerne ønsker vi de bedste rammer for, at man som politiker og medarbejder kan gøre en afgørende forskel for de mennesker, som har allermest brug for det. Uanset udfordringen hos den enkelte er det den kommunale socialpolitiske ambition at styrke livskvaliteten og evnen til at leve et værdigt liv.
Aftalte og kommende initiativer
KL’s socialudvalg arbejder for, at kommunerne får flere redskaber til at udvikle et både fagligt og økonomisk bæredygtigt socialområde. I løbet af 2025 er der kommet nye resultater, da regeringen har lavet en række lovændringer:
- En markant forenkling af merudgiftsydelsen, som afbureaukratiserer området
- En ny tilsynsmodel, hvor tilsynene kan prioritere de mest udfordrede tilbud
- Beløbsgrænse for valg af alternative botilbud
- Aftale om en kapacitetsstyringsmodel på herbergsområdet samt et takstloft for krisecentre og herberger.
2025 bød også på en politisk aftale om værdighedsreform og en politisk aftale om at styrke socialpsykiatrien i regi af 10-årsplanen for psykiatrien.
Begge aftaler som fornuftigt sætter fokus på to områder, hvor mange mennesker kommer i klemme mellem systemer. Nu handler det om, at den konkrete udmøntning af de politiske intentioner kommer til at ske til størst gavn for dem, der har brug for støtten.
Siden 2018 har kommunerne hvert år prioriterer yderligere 1,3 mia. kr. til det specialiserede socialområde. Og de foreløbige tal for 2025 viser, at det fortsætter med en lignende vækst.
Derfor arbejder Socialudvalget med at få udmøntet de sidste initiativer, KL har aftalt med regeringen i Økonomiaftalen for 2025, som skal sikre en bæredygtig udvikling på socialområdet. Det drejer sig om:
- At hjælpe de borgere, der har særligt komplekse problemer
- En ny takstmodel for botilbud, der skal give kommunerne mere styring med fastsættelsen af takster
- En revision af serviceloven
- Regelforenklingsinitiativer for bl.a. tabt arbejdsfortjeneste, BPA og hjælpemidler.
Brug for mere kommunalt samarbejde
De nye lovændringer er en vigtig håndsrækning, som giver nye muligheder, som vi skal sørge for at få det fulde udbytte af. Både i den enkelte kommune og tværkommunalt. For vi skal blive bedre til at samarbejde om udviklingen af socialområdet.
Det kan være at gå sammen på tværs af kommuner om at etablere relevante sociale tilbud, så vi mindsker afhængigheden af dyre, private tilbud. Ellers som det allerede er set, hvor kommuner går også sammen i deres KKR om en generel fælles praksis som købere af tilbud, som stiller dem stærkere i den eksterne dialog og forhandling.
Velfærdskriminalitet på socialområdet
Velfærdskriminalitet på socialområdet er i år 2025 en realitet i Danmark. Gentagne sager i pressen og en efterretningsvurdering fra National enhed for Særlig Kriminalitet har vist, at hvis det er muligt at misbruge reglerne på socialområdet, så er der folk, der er villige til at gøre det.
Der bliver begået alvorlig økonomisk kriminalitet på visse private anbringelsesinstitutioner og private socialtilbud, og opfindsomheden i at snyde mest muligt synes ingen grænser at kende. Det er ikke blot tung økonomisk kriminalitet med skattefinansierede midler, det er et svig på bekostning af nogle af de mest udsatte mennesker her i landet. Og meget tyder på, at socialområdet ikke er det eneste velfærdsområde, der er ramt.
Socialudvalget kommer til at følge udviklingen tæt, og KL har allerede spillet ind med en række konkrete forslag såsom begrænsning på profit, skærpede krav til revisionen og muligheden for at kunne fratages retten til at drive sociale tilbud. Men da meget tyder på, at vi kun kender til toppen af isbjerget, er en kortlægning af den organiserede velfærdskriminalitet og et tæt myndighedssamarbejde, hvor også Politiet griber meget aktivt ind, en afgørende forudsætning for, at vi kan få sat en stopper for bagmændene.
Formand for KL's Socialudvalg, Ulrik Wilbek (V), Viborg

Organiseret velfærdskriminalitet kræver kortlægning og tæt myndighedssamarbejde – KL følger udviklingen tæt
