Klimahandlingsudvalget takker af – resultaterne lever videre
Videndeling, partnerskaber, udgivelser og Klimaprisen har bevæget kommunerne fra klimaambitioner til klimahandling. Klimahandlingsudvalgets resultater gør fortsat en forskel, selvom udvalget takker af.
I fire år har Kommunernes Klimahandlingsudvalg arbejdet for at støtte kommunernes klimaarbejde.
Udvalget blev nedsat af KL’s bestyrelse i 2021 som et midlertidigt udvalg i en fireårig periode. Formålet var at sikre styringen af det fælles klimasamarbejde DK2020. Samtidig skulle det understøtte klimaarbejdet i kommunerne og skabe alliancer med samarbejdspartnere.
Da DK2020-samarbejdet udløb, lykkedes det at samle alle 98 kommuner i det efterfølgende samarbejde Klimaalliancen. Alle kommuner arbejder nu efter den fælles, internationale standard for klimahandlingsplaner. Det er helt unikt.
For Kommunernes Klimahandlingsudvalg har det været centralt at have god føling med de dagsordener, der rører sig hos kommunerne. En stor del af møderne i udvalget har derfor været afviklet forskellige steder i landet med invitationer til lokale politikere om fælles dialog.
Og på baggrund af kommunernes input har udvalget arbejdet for at gøre klimaambitioner til klimahandling, især gennem vigtige samarbejder – og der er gode eksempler at nævne:
- Fælles katalog om veje til bæredygtigt forbrug til idrætsforeninger sammen med Dansk Idrætsforbund og Københavns Kommune.
- Partnerskab med Landbrug- og Fødevarer, der har ført til utallige netværksmøder om landbrugets omstilling. Det har senere bidraget til samarbejdet om Grøn Trepart.
- Vejledning om at nedbringe CO2-udledning fra kommunale bygninger sammen med forsyningssektoren.
- Idékataloget ”Cykelfremme på Skoleveje” sammen med Ungeklimarådet og Det Nationale videnscenter for cykelfremme.
Kigger man isoleret på 2025, har det været et vigtigt og produktivt år i forhold til udgivelser:
- Case-katalog i samarbejde med CO-PI med 11 kommunale eksempler på grønt indkøb, et værktøj, der viser gevinsten ved emissionsfrie arbejdsmaskiner og sat fokus på genanvendelse af råstoffer.
- Case-katalog i samarbejde med Dansk Industri med gode eksempler på offentlige indkøb og vedvarende energi-opsætning.
- Deling af gode eksempler på skovrejsning i samarbejde med Klimaskovfonden. Det er et væsentligt bidrag til arbejdet med grøn trepart.
Dén viden, udvalget har samlet, er blevet formidlet til kommunerne og ligger på Klimaalliancens nye onlineplatform: Et digitalt univers, hvor kommunerne kan lære af hinanden, finde vejledning og dykke ned i webinarer om grøn omstilling.
Klimaalliancen – kommunernes fælles samarbejde med Realdania, hvor CONCITO og C40 er videnspartnere – har samtidig sikret, at kommunerne kan få væsentlig støtte til udarbejdelsen af deres klimahandlingsplaner. Og udvalget har leveret viden, der kan hjælpe til med en hurtigere implementering af klimahandlingen.
Udvalget har bidraget til særskilte vidensprojekter om en række store emner:
- skader ved stormfloder
- beregninger af udledninger fra vugge til grav fra vejanlæg
- kommunale klimabudgetter
- forbrugsbaserede udledninger
- og senest kan nævnes et projekt, der skal give viden om, hvordan man med en helhedsorienteret ejendomsstrategi kan reducere CO2-udledning fra bygninger.
Klimaalliancen har samtidig også udgivet statusrapporterne om kommunal klimahandling. Det er statusrapporter, der identificerer, hvor der er fart på klimahandlingen, og hvor der potentielt er behov for mere tempo.
Klimaprisen til fælles inspiration
Kommunernes Klimahandlingsudvalg har samtidig haft fornøjelsen af at uddele KL’s klimapris, så de gode eksempler kan komme frem til fælles inspiration.
Endelig har udvalget deltaget på mange forskellige folkemøder og flere gange slået et slag for kommunerne i medierne og tydeliggjort, hvordan kommunerne bidrager til den grønne omstilling. Med borgerinddragelse. Partnerskaber. Og ihærdigt arbejde.
Klimahandlingsudvalget takker af. Men resultaterne lever videre. Tak for fire gode år.
Formand for KL's Klimahandlingsudvalg, Frank Schmidt-Hansen (C), Vejen

Hvad er Klimaalliancen?
Klimaalliancen er et partnerskab mellem Realdania og KL samt CONCITO og C40 som uafhængige videnspartnere. Klimaalliancen giver danske kommuner mulighed for at koordinere klimaindsatser og udvikle strategiske og tværgående klimainitiativer med afsæt i deres DK2020-klimahandlingsplaner. Partnerskabet giver kommunerne et udviklingsrum for samarbejde og vidensdeling med hensigten om at indfri det høje ambitionsniveau, som kommunerne har forpligtet sig til ift. at opnå en klimaneutral og klimarobust fremtid senest i 2050. KL er ansvarlige for sekretariatsbetjeningen og den overordnede projektledelse i partnerskabet.