I samarbejde med Social-, Bolig- og Ældreministeriet har KL samlet en oversigt over spørgsmål og svar til SEL § 117 a.
Folketinget har vedtaget lov om ændring af lov om social service, nr. 481 af 12/05/2023. Loven giver borgere med en hastigt fremadskridende sygdom ret til at få tildelt hjælp og økonomisk støtte med det samme, når de ansøger herom hos kommunalbestyrelsen. Loven trådte i kraft den 1. juni 2023.
På baggrund af denne lov ændring har KL modtaget henvendelser fra landets kommuner, hvorfor vi i samarbejde med Social-, Bolig- og Ældreministeriet, har aftalt at dele deres fortolkning og svar på spørgsmål vedrørende § 117 a. KL lovfortolker ikke på paragraffen, men deler i aftale med ministeriet, deres fortolkning og svar.
Derudover kan vi henvise til Retsinformation.dk's vejledning om hjælp og støtte til borgere med en hastigt fremadskridende sygdom
Svar: Ministeriet kan oplyse, at hvis en borger allerede er bevilliget hjælp efter §§ 83, 97, 112 og/eller 116 pga. en hastigt fremadskridende sygdom, er borgeren ikke i personkredsen for at modtage hjælp efter servicelovens § 117 a.
Bestemmelsen i § 117 a, stk. 1, retter sig mod borgere med en hastigt fremadskridende sygdom, som anmoder kommunalbestyrelsen om hjælp og støtte, efter at de har fået konstateret en hastigt fremadskridende sygdom.
Den pågældende borger kan have henvendt sig til kommunen tidligere i relation til andre af borgerens støttebehov uden, at det har indvirkning på, om borgeren er i personkredsen for § 117 a. Det afgørende for vurderingen af, om borgeren kan være i personkredsen for § 117 a, er, om borgeren allerede har modtaget støtte efter servicelovens §§ 83, 97, 112 og/eller 116 i relation til den hastigt fremadskridende sygdom.
Svar: Listen i Vejledning om hjælp og støtte til borgere med en hastigt fremadskridende sygdom er en ikke-udtømmende liste med eksempler på diagnoser, som vil være at betragte som hastigt fremadskridende sygdomme. Alle som har fået konstateret en sygdom fra listen vil være i personkredsen for § 117 a.
I tilfælde hvor en borger har en anden sygdom, er det op til kommunen at foretage en konkret og individuel vurdering af om borgeren har en hastigt fremadskridende sygdom, jf. § 1 i bekendtgørelse om hjælp og støtte til borgere med en hastigt fremadskridende sygdom. Ved vurderingen heraf skal kommunalbestyrelsen anvende kriterierne, som er nævnt i bekendtgørelsens § 2.
Dette udelukker ikke, at en kommune i et konkret tilfælde kan komme frem til, at borger med en hastigt fremadskridende cancer- eller demenssygdom er i personkredsen for § 117 a.
Svar: Ministeriet er bekendt med, at kommunerne i forbindelse med en borgers udskrivel-se fra sygehuset ofte automatisk bevilger støtte efter § 83, og at det ved udskrivelser fra sygehuset uden for normal arbejdstid ikke vil være muligt for kommunerne at vejlede borgeren om § 117 a.
Bestemmelsen i § 117 a, stk. 1, retter sig mod borgere, der henvender sig til kommunen umiddelbart efter, at de har fået konstateret en hastigt fremadskridende sygdom. Borgere der allerede er bevilliget hjælp §§ 83, 97, 112 og/eller 116 pga. en hastigt fremadskridende sygdom, vil derfor som udgangspunkt ikke være i personkredsen for at modtage hjælp efter servicelovens § 117 a. I tilfælde, som beskrevet ovenfor, hvor en borger udskrives fra sygehuset og kommunen automatisk iværksætter hjælp efter § 83, vil borgeren dog ikke være afskåret fra § 117 a, eftersom in-tentionen med § 117 a er at give borgeren mulighed for efter eget ønske frit at sammensætte den kombination af hjælp og støtte, som borgeren ønsker. At afskære borgeren fra hjælp i disse tilfælde vil således være uforeneligt med formålet med § 117 a.
Svar: I det tilfælde, at en borger, som bor på plejehjem, får konstateret en ha-stigt fremadskridende sygdom, vil det oftest være sådan, at borgeren allerede modtager støtte efter § 83 – ikke på grund af den hastigt fremadskridende sygdom, men som følge af andre støttebehov. Derfor vil borgeren som udgangspunkt være i personkredsen for § 117 a.
Hvis borgeren vælger at bruge beløbet i § 117 a på personlig og praktisk hjælp efter § 83, kan borgeren eksempelvis vælge et højere serviceniveau end kommunen ellers ville tilbyde, f.eks. hyppigere bade eller støvsugning, i tillæg til den støtte, som borgeren allerede modtager efter § 83 som en del af plejehjemmets standard servicepakke.
Svar: Det er ikke et krav, at beløbet anvendes på én gang, og der kan ikke fra kommunens side stilles krav om, at borgeren anvender beløbet på én gang. Hvis borgeren vælger at bruge hjælpen efter § 117 a ad flere om-gange frem for på én gang, skal kommunen løbende følge udgifterne for at sikre sig, at beløbet ikke overstiges, og for at orientere borgeren om, hvor mange ubrugte midler, der er tilbage. Det er op til den enkelte kommune, hvordan de rent praktisk håndterer dette på tværs af forvaltninger eller afdelinger.
Ministeriet kan desuden oplyse, at der ifm. lovforslaget blev afsat midler til sagsbehandlingstimer til opfølgning på anvendelsen af midlerne i takt med at borgeren benytter ydelserne i § 117 a.
Spørgsmål: Skal kommunen træffe afgørelse for alle bestemmelserne efter § 117 a, som borgeren ønsker at anvende beløbet på, eller skal der kun træffes én afgørelse efter § 117 a?
Svar: Der skal alene træffes afgørelse efter § 117 a og således ikke efter hver af de bestemmelser, som borgeren ønsker at bruge hjælpen efter § 117 a til, men i det tilfælde, at borgeren vælger at anvende beløbet ad flere omgange frem for på én gang, kan det være nødvendigt at træffe flere afgørelser. Såfremt borgeren vælger at anvende beløbet på én gang, kan der træffes én afgørelse om al hjælpen.
Svar: Øremærkning er et praktisk redskab, som kan hjælpe kommunen med, i samarbejde med borger, at holde overblik over, hvordan midlerne bliver brugt. Det er op til kommunen at vurdere, hvilken øremærkning, der giver det bedste overblik, så længe det ikke begrænser borgeren i at sammensætte den ønskede hjælp.
Svar: Ministeriet kan hertil oplyse, at det ikke er muligt for kommunen at lukke hjælpen. Med en hastigt fremadskridende sygdom kan flere eller nye hjælpebehov opstå senere. Det er derfor ikke et krav, at beløbet anven-des på én gang, og der kan ikke fra kommunens side stilles krav om, at borgeren anvender beløbet på én gang. Hvis borgeren vælger at bruge hjælpen efter § 117 a ad flere omgange frem for på én gang, skal kom-munen løbende følge udgifterne for at sikre sig, at beløbet ikke oversti-ges, og for at orientere borgeren om, hvor mange ubrugte midler, der er tilbage. Der er med økonomien i forbindelse med lovforslaget afsat mid-ler til sagsbehandlingstimer til opfølgning på anvendelsen af midlerne i takt med at borgeren benytter ydelserne i § 117 a. Det er op til den enkel-te kommune, hvordan de rent praktisk håndterer dette på tværs af for-valtninger eller afdelinger. Det bemærkes, at hjælpen efter § 117 a skal opbruges før, der kan bevilges hjælp efter §§ 83, 97, 112 og 116. Når borgeren visiteres til § 117 a, får borgeren hjælp og støtte efter § 117 a og ikke de bestemmel-ser, som er indeholdt i § 117 a, indtil beløbet er opbrugt. Med andre ord skal beløbet opbruges, før kommunen kan yde hjælp efter §§ 83, 97, 112 eller 116.
Det bemærkes desuden, at det fortsat gælder, at kommunalbestyrelsen skal behandle spørgsmål om hjælp i tillæg til den hjælp borgeren kan få efter § 117 a så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken, følge op i sagen samt vurdere ansøgnin-gen i forhold til alle relevante hjælpemuligheder. Det indebærer, at kom-munalbestyrelsens forpligtelser om at dække hjælpebehovet for borgere med en hastigt fremadskridende sygdom stadig vil gælde med hensyn til de hjælpebehov, som ikke kan dækkes af hjælp og støtte efter § 117 a, stk. 1. Øvrige hjælpebehov for borgere med en hastigt fremadskridende sygdom, som ikke kan dækkes af hjælp og støtte efter § 117 a, stk. 1, skal dækkes af kommunalbestyrelsen, jf. gældende regler om kommunalbestyrelsens forpligtelser i sager om hjælp og støtte efter servicelo-ven, gennem den eksisterende kommunale visitation og sagsbehandlingsproces på baggrund af en konkret og individuel vurdering af borgerens behov, hvor de betingelser, der normalt knytter sig til hjælp og støtte efter §§ 83, 97, 112 og 116 stadig gælder.
Svar: Borgerens adgang til frit valg af hjælpemidler gælder stadig ved hjælpemidler, som bevilges efter § 117 a, jf. § 112. Hvis borgeren ønsker et hjælpemiddel efter § 117 a, som kommunen ikke har på lager, er det kommunens ansvar at bestille hjælpemidlet hjem, medmindre borgeren vælger at benytte sig af fritvalgsordningen og skaffe hjælpemidlet selv.
I det tilfælde at borgeren vælger at indkøbe hjælpemidlet selv, skal af-regningen ske mellem kommunen og leverandøren efter reglerne i hjæl-pemiddelbekendtgørelsens § 6, stk. 3, dog med den undtagelse at bor-geren ikke hæfter for en egenandel efter servicelovens § 117 a, medmin-dre hjælpemidlets pris overstiger beløbsmaksimummet i § 117 a. Efter hjælpemiddelbekendtgørelsens § 6, stk. 3, 1. pkt. skal fakturaen fra den leverandør, som borgeren vælger, sendes og afregnes direkte med kommunen.
Ved denne afregningsform sikres det, at det ikke indebærer en unødig belastning af borgerens økonomi, hvis adgangen til frit valg benyttes. Endvidere vil det være muligt for kommunen at afløfte moms af regnin-gen gennem momsrefusionsordningen for kommuner og regioner. Det er en forudsætning, at kommunalbestyrelsen modtager en faktura, hvorpå momsen er anført.
Svar: Kommunen har ejendomsret over hjælpemidler bevilget efter servicelo-vens § 112. Det samme gælder hjælpemidler bevilget efter § 117 a, jf. § 112. Dette gælder også, hvis borgeren har valgt et hjælpemiddel, som er dyrere end beløbsmaksimummet i § 117 a, og borgeren dermed har haft en egenbetaling.
De fleste hjælpemidler betragtes som udlån, og de skal derfor leveres tilbage til kommunen, når borgeren ikke længere har brug for dem. Hvis et hjælpemiddel på grund af borgerens egenbetaling har fået en generelt forøget anvendelighed også for andre borgere, skal kommunalbestyrelsen ved borgerens tilbagelevering af hjælpemidlet, refundere borgeren dennes egenbetaling. Der henvises til hjælpemiddelvejledningens punkt 45 for yderligere om betingelserne for refusion.
Svar: Den udmålingspraksis, som kommunen i øvrigt anvender til udmåling af hjælp og støtte efter §§ 83, 97, 112 og 116, vil også finde anvendelse, når borgeren får hjælpen eller støtten efter § 117 a. Kommunen skal således anvende de almindelige takster for ledsagelse.
Svar: De almindelige betingelser, som gælder efter § 97, gør sig også gældende ved ledsagelse, som bevilges efter § 117 a, jf. § 97. Kommunen har pligt til at yde ledsagelse som en naturalydelse, medmindre borgeren vælger at benytte sig af muligheden for selv at udpege en ledsager eller få udbetalt et kontant beløb til ansættelse af en ledsager. Kommunen har fortsat arbejdsgiveransvaret og skal dermed varetage den administration, der vedrører ordningen, herunder udarbejdelse af ansættelseskontrakt, løn, forsikring og arbejdsforhold.
Svar: Eventuelle merudgifter til montering, reetablering og reparationer indgår ikke i beløbet, som i 2024 er 41.022 kr. Kommunerne er som følge af lovændringen kompenseret for montering, reetablering og reparationer. Det vil sige, at kommunen skal afholde udgifter til montering, reetablering og reparationer, og at merudgifterne til dette ikke kan trækkes fra borgerens beløb.
Svar: De almindelige regler gælder for både §§ 112 og 116, men som tidligere nævnt indgår eventuelle merudgifter til montering, reetablering og reparationer ikke i de 41.022 kr. (2024-niveau).
Svar: Ja. Eventuelle merudgifter til montering, reetablering og reparationer indgår ikke i beløbet, som i 2024 er 41.022 kr. Kommunerne er som følge af lovændringen kompenseret for montering, reetablering og reparationer. Dette vil sige, at kommunen skal afholde udgifter til montering, reetablering og reparationer, og at merudgifterne til dette ikke kan trækkes fra borgerens beløb.
