Gå til hovedindhold
Nyhed
Kultur og fritid

Fællesskaber, fremtid og klimahandling – kultur- og fritidslivets potentialer

KL’s Kultur- og Fritidskonference 2024 byder på spændende keynotes fra Svend Brinkmann, Bugge Holm Hansen og Anders Bodin om vigtigheden af at udvikle vores fællesskaber i kultur- og fritidslivet. Individets dannelse og trivsel er nemlig afgørende for os selv og samfundets sammenhængskraft.

09. apr. 2024

Indhold

    Men hvad er kommunernes rolle og ansvar når vi vil skabe rammer for fremtiden – og når vi vil sikre bæredygtige og mangfoldige fællesskaber? 

    På konferencens første dag vil Svend Brinkmann, professor i psykologi ved Aalborg Universitet, tale om vigtigheden af dannelse, trivsel og fællesskaber i vores individualiserede præstationssamfund. Dette er særligt relevant for unge, der oplever stigende mistrivsel og ensomhed. Han kommer yderligere ind på, hvordan værdien af fællesskaber inden for kultur- og fritidslivet er et sted, hvor man ikke behøver at præstere, men blot kan være sig selv som menneske.  

    I forlængelse af Brinkmanns pointer om vigtigheden af kultur- og fritidslivets fællesskaber, vil Bugge Holm Hansen, fremtidsforsker ved Instituttet for Fremtidsforskning, fokusere på, hvordan vi kan forme vores ønskede fremtid ud fra forskellige scenarier. Han fremhæver betydningen af fællesskaber i fremtidens kultur- og fritidsliv og kommunernes rolle og ansvar ift. at skabe bæredygtige rammer for dette.  

    Brinkmann og Holm Hansens pointer om vigtigheden af fællesskaber inden for kultur- og fritidslivet for vores trivsel og dannelse følges op af en drøftelse af, hvilket ansvar kommunerne samt kultur- og fritidslivet har i denne sammenhæng. Drøftelsen vil være med deltagelse af keynotes, politikere og repræsentanter for fremtiden i form af Elisabeth From-Pedersen, forkvinde i NAU, Netværket af Ungdomsråd, Christine Ravn Lund, forperson i DUF, Dansk Ungdoms Fællesråd og Malte Houe, stifter og bestyrelsesmedlem i Ung Kult. 

    På konferencens anden dag er Anders Holst Bodin, ph.d., forfatter og stifter af Klimaakademiet, dagens keynote. Bodin deler indsigter i, hvordan kommuner og kultur- og fritidslivets aktører i samarbejde kan skabe bæredygtige fællesskaber. Han understreger, at selv små handlinger kan gøre en forskel. Vi har alle et ansvar for at handle, og sammen kan vi skabe en mere klimavenlig fremtid. Bodin opfordrer os til at tage del i klimahandling i fællesskab.  

    Bodins oplæg indleder temaet Fremtidens kultur- og fritidsliv og den grønne omstilling. Her kigger vi nærmere på, hvordan kommunerne konkret arbejder med den grønne omstilling i kultur- og fritidslivet, hvilken betydning fællesskaberne har i den forbindelse, og hvilke nye initiativer der er i gang. Hør blandt andet om partnerskaber med idræts- og kulturlivet, kobling til klimahandlingsplaner, kommunale cases og en afsluttende debat mellem oplægsholdere, politikere og konferencens deltagere. Oplev her Rikke Rønholt, bestyrelsesmedlem i DIF, Andreas Tang-Brock, kommunalpolitiker i Skanderborg Kommune, Linda Johnsen, udviklingskonsulent i Kultur og Sundhed i Vejle Kommune og Tor Bundgaard Futtrup, Drifts- og Souschef i Vejle Musikteater. 

    Om konferencen

    Kultur- og Fritidskonferencen er KL’s kommunalpolitiske konference på kultur- og fritidsområdet. Målgruppen er politikere og embedsfolk fra kommunerne, repræsentanter fra kultur- og fritidslivets institutioner, foreninger og organisationer samt øvrige interesserede. Konferencen foregår den 7.-8. maj i Musikhuset i Esbjerg samt på forskellige lokaliteter rundt i byen.  
     
    På konferencen vil vi udforske kultur- og fritidslivets potentiale for at håndtere komplekse udfordringer, som kommunerne kan stå over for i fremtiden. Du vil høre oplæg fra politikere, fagfolk og eksperter, deltage i temasessioner og netværke på tværs af sektorer, når vi undersøger, hvordan kultur- og fritidslivet kan fremme positiv udvikling, styrke lokalsamfundets sammenhold og skabe meningsfulde fællesskaber.  

    Læs mere og tilmeld dig via Kultur- og Fritidskonference 2024 | Arrangementet (kl.dk)

    Foto: Mike Petrucci

    Kontakt

    Chefkonsulent

    Tina Kristensen

    Klima & Tværkommunalt Samarbejde

    Telefon: +45 3370 3634

    E-mail: tikr@kl.dk

    Specialkonsulent

    Jakob Ludvigsen

    Klima & Tværkommunalt Samarbejde

    Telefon: +45 3370 3833

    E-mail: jlud@kl.dk