Gå til hovedindhold
/ Teknologier

Kommunernes Teknologiguide på sundheds- og ældreområdet

Teknologiguiden er et nyt digitalt værktøj fra KL, der guider kommuner til velafprøvede og værdiskabende teknologiske løsninger på sundheds- og ældreområdet. Find inspiration i 39 løsninger indsendt af kommunale medarbejdere.

7. jan. 2026

Indhold

    Kommunernes Teknologiguide tager afsæt i udfordringer på sundheds- og ældreområdet og guider herfra til konkrete, teknologiske løsninger. Teknologiguiden rummer udelukkende teknologier, der allerede er i drift, og den kan bruges i arbejdet med at udvælge og implementere værdiskabende, teknologiske løsninger.  

    AI-analyse af udfordringer koblet til kommunale løsninger

    Guidens temaer på sundheds- og ældreområdet er destilleret ud fra en AI-analyse af tusindvis af sociale medie- og nyhedssider, som indeholder perspektiver på området fra borgere, medarbejdere og pårørende. På den baggrund er der efterfølgende indsamlet teknologiske løsninger fra blandt andet kommunale velfærdsteknologi- og digitaliseringskonsulenter. 

    Teknologiguiden sætter spot på modne teknologiske løsninger, som har skabt værdi for kommuner, og som med høj sandsynlighed også kan skabe værdi på den anden side af kommunegrænser.

    Kommunernes Teknologiguide lanceres første gang på sundheds- og ældreområdet, og den vil efterfølgende blive rullet ud på flere andre kommunale fagområder. 

    ”Teknologiguiden rummer alt fra sanseteknologi, der skaber ro hos plejehjemsbeboere, til sensorteknologi, der hjælper med at forebygge hændelser og øger medarbejdernes trivsel. Kommuner kan bruge guiden til at finde velafprøvede løsninger, som kan imødekomme lokale behov. Det er bare om at gå på udkig i de gode løsninger,” siger Lasse Jacobsen, konsulent i KL. 

    Inspiration til implementering 

    I Teknologiguiden finder du 39 velafprøvede teknologiske løsninger fra forskellige kommuner. Løsningerne fordeler sig på fem temaer inden for sundheds- og ældreområdet, der er fundet gennem en AI-støttet semantisk analyse af udtalelser på området, som konsulenthuset Will & Agency har foretaget for KL.

    Temaerne spænder fra ældres livskvalitet til kommunikation og overblik, og at disse er valgt, skyldes analysens konklusion om, at netop disse temaer er særligt vigtige for borgere, medarbejdere og pårørende. 

    Analysen indikerer, at teknologi på netop disse områder har et særligt potentiale for at skabe værdi for borgere, medarbejdere og pårørende.

    Teknologiguiden rummer ikke en udtømmende liste over løsninger, men den kan inspirere til at implementere modne løsninger, som har gjort en positiv forskel for andre kommuner. 

    Læs mere om løsningerne inden for hver temaside, og se en visualisering af alle løsningerne i Teknologiguiden nederst på denne side. 

    Se løsningerne inden for fem temaer:

    Kommunernes Teknologiguide til ældres livskvalitet
    Kommunernes Teknologiguide til patientsikkerhed
    Kommunernes Teknologiguide til medarbejdertilfredshed
    Kommunernes Teknologiguide til ressourcer og arbejdsgange
    Kommunernes Teknologiguide til kommunikation og overblik

    Baggrund: Sådan er Teknologiguiden blevet til

    For at forstå borgernes oplevelser og behov på sundheds- og ældreområdet har KL fået konsulenthuset Will & Agency til at foretage en AI-støttet semantisk analyse baseret på offentligt tilgængelige samtaler fra sociale medier, blogs og nyhedsmedier. Metoden har gjort det muligt at validere og nuancere de problemfelter, som borgere, pårørende og medarbejdere har beskrevet, med udgangspunkt i deres egne ord om udfordringer, behov og løsninger. Efterfølgende har KL via en spørgeskemaundersøgelse indhentet viden om kommunernes konkrete teknologiske løsninger.

    Datasæt 

    Ved at analysere tusindvis af offentligt tilgængelige samtaler er der ved hjælp af kunstig intelligens identificeret mønstre, temaer og tendenser, der har vist, hvordan ældreområdet opleves i praksis. Datasættet dækker ét års offentlige samtaler, fra april 2024 til maj 2025, og bygger på 27.000 kilder fra borgere, medarbejdere og pårørende om ældreområdet. Kilder fra politikere er frasorteret for at sikre et borgernært og brugerdrevet perspektiv. 

    Temaer

    Den semantiske analyse viser, at borgere, medarbejdere og pårørende først og fremmest taler om rammerne for ældreplejen og ikke om specifikke løsninger. Samtalerne drives af emner som tid, nærvær og vilkår for omsorgsarbejdet. Derfor er det afgørende, at Teknologiguiden tager afsæt i de temaer, der opleves som vigtige for den gode pleje, samt at løsningerne kan vurderes på den værdi, de skaber for borgere, pårørende og medarbejdere.

    Hovedpointerne fra analysen er præsenteret for KL’s Netværk for Velfærdsteknologi, hvor velfærdsteknologikonsulenter har sat deres erfaringer og faglige viden i spil. De har nuanceret og kvalificeret billedet af de temaer, analysen peger på, og har delt konkrete, værdiskabende teknologiske løsninger, der allerede gør en forskel i praksis. 

    Spørgeskemaundersøgelse

    Efter at have identificeret de vigtigste temaer, har KL efterspurgt kommunale medarbejderes viden om konkrete løsninger inden for hvert tema. Det er gjort via en spørgeskemaundersøgelse foretaget over sommeren 2025. Her er KL’s tech panel og KL’s netværk for velfærdsteknologikonsulenter blevet spurgt, og 145 kommunale medarbejdere har bidraget med løsningsbeskrivelser og den tilknyttede værdiskabelse.