Kommunernes Teknologiguide til ressourcer og arbejdsgange
Se eksempler på velafprøvede teknologiske løsninger, der kan optimere ressourcer og forbedre arbejdsgange. Data er hentet fra Kommunernes Teknologiguide på sundheds- og ældreområdet.
Kommunernes Teknologiguide på sundheds- og ældreområdet viser, hvordan kommuner bruger teknologi til at styrke centrale elementer af ældreplejen for både borgere, pårørende og medarbejdere.
Et af guidens fem temaer er ressourcer og arbejdsgange. Her finder du konkrete eksempler på løsninger som patient flow management og skærmbesøg, der understøtter bedre koordinering og mere overskuelige arbejdsprocesser.
Temaet er med i guiden, fordi mange borgere, medarbejdere og pårørende peger på, at tydelige og velfungerende arbejdsgange er vigtige for både kvalitet, tryghed og faglighed. På den baggrund har KL indhentet løsningsbeskrivelser fra kommunerne, som viser, hvordan teknologi kan støtte planlægning, forbedre arbejdsgange og frigøre tid til kerneopgaven.
Det viser analysen om ressourcer og arbejdsgange
Teknologiguiden bygger på en AI-støttet semantisk analyse af tusindvis af opslag fra sociale medier og nyhedssider, udarbejdet for KL af konsulenthuset Wil & Agency. Analysen viser, at både borgere, pårørende og medarbejdere tillægger gode arbejdsgange og effektiv ressourceanvendelse stor betydning for kvaliteten i ældreplejen.
Mange kommuner oplever, at det kan være udfordrende at rekruttere tilstrækkeligt med medarbejdere. Selvom teknologi ikke kan løse arbejdskraftmanglen i sig selv, kan den frigøre tid, understøtte overblik og gøre hverdagen mere overskuelig. På den måde kan teknologi bidrage til, at medarbejdernes tid bruges dér, hvor den skaber mest værdi for borgerne.
Analysen viser, at medarbejdere og pårørende mærker presset i hverdagen, når der er færre medarbejdere til opgaverne. Teknologiske løsninger kan ikke skaffe flere medarbejdere, men de kan være med til at understøtte, at de medarbejdere, der er, får bedre forudsætninger for at levere nærværende pleje og behandling.
Medarbejdere peger samtidig på, at komplekse arbejdsgange og mange koordineringsopgaver tager tid. Her kan digitale løsninger hjælpe ved at skabe struktur, lette planlægning og styrke beslutningsgrundlaget i hverdagen.
Samlet set peger analysen på tre områder, hvor smartere processer og digitale løsninger kan bidrage til at afhjælpe presset og løfte kvaliteten i plejen: administrative arbejdsgange, digitale hjemmebesøg samt drift og ressourceplanlægning
Kommunernes løsningsbeskrivelser inden for ressourcer og arbejdsgange
Kommunernes løsninger rummer bl.a. ruteplanlægning og omsorgsbemandingsapp, og de fordeler sig i kategorierne administrative arbejdsgange, digitale supplementer til hjemmebesøg samt drift og ressourceplanlægning. De fremgår af boksene herunder.
Løsninger der styrker administrative arbejdsgange
Se cases fra kommunerne herunder.
Aabenraa Kommune har afprøvet et system til Patient Flow Management, som oprindeligt er udviklet til hospitaler, men som i kommunen anvendes på et rehabiliteringscenter med op til 26 stuer.
Systemet giver medarbejderne et samlet, visuelt overblik over borgernes forløb og status og samler information, der tidligere kun fandtes i EOJ-systemet (elektroniske omsorgsjournal). Det gør det lettere at koordinere, planlægge og kommunikere på tværs af faggrupper.
Løsningen blev taget i brug i 2023.
Resultater
- Bedre overblik over borgernes situation og forløb
- Mere målrettede og koordinerede indsatser
- Færre manuelle arbejdsgange og øget kvalitet i dokumentationen
- Bedre sammenhæng ved vagtskifte og tværfaglige tavlemøder
- Øget kontinuitet og faglig sparring i borgerforløb
Værdiskabelse
Medarbejdere:
✔ Oplevelse af færre forstyrrelser og bedre flow i arbejdsdagen
✔ Øget arbejdsglæde og mindre stress
Kommune:
✔ Øget overblik over indsatser og ressourceforbrug
Borgere:
Ikke angivet
Juridiske overvejelser
Løsningen overholder GDPR og omfatter automatisk sløring af skærme for at beskytte borgernes persondata.
Kontaktperson
Ida Raun, projektkonsulent
E-mail: ira@aabenraa.dk
Lemvig Kommune anvender automatiseret ruteplanlægning på velfærdsområdet for at optimere medarbejdernes kørsel og planlægning af besøg.
Løsningen gør det lettere at tilrettelægge effektive ruter, så borgerne oplever større kontinuitet i hjemmeplejen. Det har samtidig gjort planlægningsopgaven mere overskuelig for planlæggerne og reduceret afhængigheden af tavs viden hos det enkelte personale.
Ruteplanlægningen blev taget i brug i januar 2025.
Resultater
- Frigivet 1,8 årsværk til andre formål i hjemmeplejen
- Mindre administration og mere præcis registrering af vejtid
- En lettere og mere ensartet planlægning for planlæggere
Værdiskabelse
Borgere:
✔ Øget kontinuitet i besøg hos borger
Medarbejdere:
✔ Mindre tid brugt til ruteplanlægningsopgaver
✔ Mere tid til kerneopgaver og borgerkontakt
Kommune:
✔ Lavere omkostninger til administrative ressourcer
✔ Bedre datakvalitet på vejtidsregistrering
Kontaktperson
Anders Kalsbøl Nielsen, digitaliseringskonsulent
E-mail: anders.kalsbol.nielsen@lemvig.dk
Assens Kommune anvender skærmbesøg på social- og sundhedsområdet i situationer, hvor opgaven kan varetages via skærm og ikke kræver fysisk besøg. Løsningen gør det lettere for medarbejderne at støtte flere borgere og samtidig reducere tiden brugt på transport.
Inden løsningen tilbydes foretager kommunen en konkret og individuel vurdering af borgerens funktionsniveau og mulighed for at anvende skærmopkald.
Løsningen er indført på baggrund af en politisk beslutning i Social- og sundhedsudvalget i december 2024. Den har været i brug siden 2022 på socialområdet til online bostøtte efter serviceloven §85, og i november 2025 blev der også igangsat skærmbesøg i Helhedsplejen på sundhedsområdet efter sundhedsloven §138, serviceloven §83 og ældreloven §9.
Resultater
- Besparelse i kørsel
- Øget fleksibilitet i opgaveløsningen
- Bedre udnyttelse af medarbejderressourcer
- Mulighed for at nå flere borgere, særligt på socialområdet med borgere der ikke ønsker fysisk besøg
Værdiskabelse
Borgere:
✔ Fleksibilitet og mere tidstro besøg
✔ Støtte i selvstændighed
✔ Mere tid, nærvær og kontinuitet fra medarbejdere
✔ Meningsfuldhed
✔ Tryghed ved medicin-indtag
✔ Tryghed ved udslusning/nedtrapning af hjælp
Medarbejdere:
✔ Mere tid til kerneopgaver og borgerkontakt
✔ Oplevelse af færre forstyrrelser og bedre flow i arbejdsdagen
✔ Faglige kompetencer anvendes meningsfuldt
Kommune:
✔ Bedre brug af medarbejder ressourcer
✔ Understøttelse af patientsikkerhed ved fx medicin-indtag
✔ Reducering af vejtid
✔ Tidsbesparelse ved kortere besøg
Kontaktperson
Tine Bøgh Elnegaard, velfærdsteknologi koordinator
E-mail: tinbj@assens.dk
Løsninger der styrker digitale hjemmebesøg
Se cases fra kommunerne herunder.
Køge Kommune anvender skærmbesøg i hjemmeplejen som et alternativ til fysiske besøg hos borgere, der kan modtage støtte og vejledning digitalt. Det frigør tid til fysiske besøg hos borgere med større behov.
Kommunen har organiseret indsatsen i en dedikeret skærmenhed, der sikrer ensartet kvalitet, høj faglighed og et stabilt flow i arbejdet. Medarbejdere i lokale teams samarbejder med skærmenheden om at finde egnede borgere, og der arbejdes løbende på at udbrede ordningen til flere.
Løsningen blev etableret i 2020 under Coronapandemien og er i dag en fast del af driften.
Resultater
- Øget fleksibilitet i tilrettelæggelsen af ydelsen
- Frigivet tid til borgere med større plejebehov
- Ensartet indsats gennem en specialiseret skærmenhed
- Bedre og mere effektiv kontakt med borgere
Værdiskabelse
Borgere:
✔ Øget tryghed ved stabil kontakt til samme medarbejdere
✔ Oplevelse af mere fleksibel og tilgængelig støtte
✔ Bedre kontinuitet i forløbet ved at få hjælp på fast aftalt tidspunkt
✔ Større mestring og styrkelse af egen formåen (rehabilitering)
Medarbejdere:
✔ Øget effektivitet og mindre transporttid
✔ Mere fleksibel planlægning og prioritering af opgaver
✔ Bedre mulighed for opfølgning og støtte uden fysisk tilstedeværelse
✔ Styrket digitale kompetencer og virtuel faglighed
Kommune:
✔ Øget kapacitet uden flere personaleressourcer
✔ Bedre brug af tid og økonomi i hjemmeplejen
✔ Bedre mulighed for at tilpasse indsatsen til borgerens aktuelle behov
✔ Øget overblik over og styring af besøg og opgaver
✔ Øget jobfunktionsmuligheder for medarbejdere der er begrænset i at kunne udføre fysiske besøg.
Kontaktperson
Sofia Flarup, velfærdsteknologikonsulent
E-mail: sofia.flarup@koege.dk
Løsninger der styrker drift og ressourceplanlægning
Se cases fra kommunerne herunder.
Køge Kommune har indført en omsorgsbemandingsapp, der gør det nemmere og hurtigere at håndtere ledige vagter på ældreområdet.
Tidligere skulle vagtplanlæggere manuelt ringe rundt til vikarer for at finde afløsere, men med appen kan de nu lægge ledige vagter ud digitalt. Vikarerne får besked direkte i appen og kan anmode om de vagter, de ønsker. Herefter tildeler vagtplanlæggeren vagten i systemet, og vikarerne kan se deres vagter med det samme.
Løsningen har været i drift siden 2022.
Resultater
- Mindre administrativt arbejde for planlæggere
- Hurtigere besættelse af ledige vagter
- Større gennemsigtighed og overblik over vagtplanen
- Øget fleksibilitet for vikarer
Værdiskabelse
Medarbejdere:
✔ Mindre tid brugt på dokumentation og administrative opgaver
✔ Oplevelse af færre forstyrrelser og bedre flow i arbejdsdagen
Kommune:
✔ Øget effektivitet i dokumentation og rapportering på administrative opgaver
✔ Øget overblik over indsatser og ressourceforbrug
Borgere:
Ikke angivet
Kontaktperson
Sofia Flarup, Velfærdsteknologikonsulent
E-mail: sofia.flarup@koege.dk
Udforsk løsninger under de øvrige temaer:
Indsend løsning
Har I god erfaring med en idriftsat, teknologisk løsning, som passer under én af Teknologiguidens fem temaer? Så må I meget gerne indsende en beskrivelse. Klik på linket nedenfor for at åbne en mailskabelon til indsendelsen. KL koordinerer beskrivelsen med jer inden udgivelse.