Kontakt
Zahra Al-Asfoor
Digitale Projekter, Borgerservice & IT-Arkitektur
Telefon: +45 3370 3172
E-mail: zaha@kl.dk
Få et samlet overblik over projektet og find relevant viden, materialer og nyt om arbejdet. Her samles også indgange til de datastandarder og infrastrukturkomponenter (indekser), der er en del af projektet.
KL og KOMBIT opdaterer syv fælles datastandarder – de såkaldte byggeblokke – i forbindelse med moderniseringen af de fælleskommunale indekser. Opdateringen skal blandt andet gøre det lettere at aflevere data om sager, dokumenter, beslutninger og ydelser til indekserne. Derudover skal det være med til at skabe bedre overblik over borgerens forløb på tværs af fagsystemer.
Første høringsrunde løber fra den 16. november til den 4. december 2026 og omfatter sager, dokumenter og beslutninger. Høringsmaterialet bliver tilgængeligt her, når høringen åbner.
På informationswebinaret den 12. november 2026 får I en introduktion til ændringerne og mulighed for at stille spørgsmål.
Høringsmaterialet offentliggøres den 16. november 2026
De fælleskommunale indekser samler oplysninger om kommunernes sager, dokumenter og ydelser fra mange forskellige fagsystemer. Det gør det muligt for kommunale medarbejdere at få et samlet overblik i fx Sags- og Partsoverblik (SAPA) og for borgerne at se oplysninger om deres sager og ydelser på Mit Overblik.
For at oplysningerne kan samles og bruges på tværs, skal fagsystemerne anvende fælles begreber og strukturer til at beskrive sager, dokumenter, beslutninger og ydelser. Byggeblokkene i den fælleskommunale rammearkitektur beskriver disse fælles begreber og strukturer og danner grundlag for de fælleskommunale indekser.
Kommuner og leverandører har gennem årene påpeget, at de nuværende byggeblokke kan være svære at fortolke og anvende, og at fagområderne ikke altid kan genkende deres egne begreber og oplysninger i dem. Derfor opdaterer vi byggeblokkene i forbindelse med KOMBITs modernisering af de fælleskommunale indekser. Målet er at gøre dem lettere at forstå og anvende, så kommuner og leverandører nemmere kan aflevere data til indekserne.
Opdateringen skal gøre byggeblokkene:
Mere entydige, så kommuner og leverandører fortolker dem ens.
Lettere at anvende, så de nemmere kan omsættes til konkrete løsninger og snitflader.
Opdaterede og tydeligt afgrænsede, så de fokuserer på kommunernes aktuelle behov for fælles begreber og information på tværs af fagområder.
Bedre rustet til nye behov, så de eksempelvis kan understøtte kommunernes anvendelse af AI i sagsbehandlingen.
Moderniseringen af de fælleskommunale indekser er anledningen til arbejdet, men byggeblokkene skal fortsat være et fælles grundlag, som alle kommunale løsninger kan bygge på, uanset system og leverandør.
Opdateringen omfatter byggeblokkene for:
Sager
Dokumenter
Beslutninger og afgørelser
Et fælles katalog over ydelser
Udbetaling af ydelser
Levering af serviceydelser og hjælpemidler
Aftaler og handlinger.
Deltag i informationswebinarerne den 12. november 2026 og den 14. januar 2027, og hør mere om arbejdet. Du kan tilmelde dig her.
Inddrag jeres it-arkitekter og systemejere, og find fagpersoner og superbrugere, der kan vurdere, om beskrivelserne af datastandarderne passer til jeres praksis og løsninger.
Deltag i høringen og koordinér gerne ét samlet høringssvar fra kommunen.
Tag emnet op med jeres leverandører, så de også kender til arbejdet.
På kort sigt betyder det ingen ændringer i jeres systemer eller snitflader. Høringen er jeres mulighed for at påvirke, hvordan standarderne kommer til at se ud.
På længere sigt skal data til indekserne afleveres efter de opdaterede byggeblokke, når de fælleskommunale indekser er moderniseret. Det sker først, når KOMBIT har fundet en ny leverandør, og systemerne er flyttet til KOMBITs nye fælles driftsplatform.
Som it-chef eller digitaliseringskonsulent er det relevant at overveje:
Systemportefølje: Hvilke af kommunens fagsystemer afleverer i dag data til indekserne, og hvem er leverandørerne?
Leverandørdialog og kontrakter: Hvordan sikrer I, at leverandørerne følger de opdaterede byggeblokke, og skal det med i kommende udbud og kontraktfornyelser?
Forretning: Hvilke fagområder bliver berørt, og hvor kan bedre data give et bedre overblik over borgerens forløb?
Ressourcer: Hvem i organisationen skal være med, når overgangen bliver aktuel
Den 12. november 2026: Informationswebinar: Sager, dokumenter og beslutninger
Den 16. november – 4. december 2026: 1. høringsrunde
Den 14. januar 2027: Informationswebinar: Ydelser, udbetalinger og services
Den 18. januar – 5. februar 2027: 2. høringsrunde
Starten af 2027: De opdaterede byggeblokke forventes klar
KL har ansvaret for den fælleskommunale rammearkitektur og for, at byggeblokkene afspejler kommunernes behov for fælles begreber og information på tværs af fagområder.
KOMBIT bidrager med erfaringer fra drift og brug af infrastrukturen og står for moderniseringen af de fælleskommunale indekser.
Arbejdet bygger på interviews med kommuner om arbejdsgange og data på en række fagområder og sker med inddragelse af kommuner, leverandører og Udbetaling Danmark.
Digitale Projekter, Borgerservice & IT-Arkitektur
Telefon: +45 3370 3172
E-mail: zaha@kl.dk