Det kræver 19.000 ekstra medarbejdere til ældrepleje at opretholde nutidens serviceniveau i 2030

Af Jon Kirketerp Jørgensen

Analyse: Lasse Vej Toft, KL Analyse og Makro

Den kommunale ældrepleje er i en klemme. Antallet af ældre stiger, behovet for arbejdskraft går samme vej, og ifølge kommunerne er der hverken penge eller hænder til at fortsætte med at levere den samme service til de danske ældre i fremtiden. Nogenlunde sådan kan en ny Momentum-analyse sammenfattes.

Analysen viser, at hvis det nuværende serviceniveau skal fastholdes i 2030, så vil der mangle mere end 19.000 medarbejdere til hjemmehjælp og plejeboliger i kommunerne. Det skyldes ikke mindst, at antallet af danskere over 80 år vil nå 422.000 i 2030. Derfor skal de omkring 80.000 fuldtidsmedarbejdere i kommunernes hjemmehjælp og plejeboliger have mere end 19.000 nye kolleger, hvis antallet af medarbejdere per bruger skal være det samme som i dag.

I Ældre Sagen beskriver chefkonsulent Per Tostenæs situationen som ”katastrofal”.

»Konsekvensen vil jo være, at der er svækkede ældre mennesker, der ikke får den hjælp, de har brug for. Ældre, der ikke vil kunne komme op om morgenen. Ældre, der ikke vil kunne komme i bad. Det vil have katastrofale følger for rigtig mange mennesker,« siger Per Tostenæs.

Allerede i dag er der ifølge Momentums egne beregninger et stort efterslæb på hjemmehjælp og plejebolig-området. Hvis serviceniveauet skulle have fulgt med udviklingen i antallet af ældre fra 2009 til 2022, så skulle der have været ansat over 22.000 flere medarbejdere i den periode. I stedet er antallet af medarbejdere faldet med omkring 3.000. 

Desuden viser STAR’s rekrutteringssurvey fra december 2023, at kommunerne ofte slår stillinger op, som ikke bliver besat. For stillinger som SOSU-assistent er det næsten hver fjerde stilling, der ikke kan besættes, og for SOSU-hjælpere er det næsten hver tredje.

Ifølge KL’s formand, Martin Damm, er situationen et resultat af to ting: økonomi og rekrutteringsvanskeligheder. For der mangler både penge og hænder i kommunerne, siger han.

»Det er allerede i dag svært at finde medarbejdere nok til ældreplejen, og vi kan ikke bare smøre det, vi gør i dag, tyndere ud. Desuden er det specialiserede socialområde presset, og kommunerne bruger år for år flere penge på området uden at have fået det dækket af Christiansborg. Penge, som kommunerne derfor skal finde andre steder, og det derfor ender med, at standarderne i både hjemmepleje og plejehjem langsomt glider ned. Og den udvikling skal vi have stoppet,« siger Martin Damm.

Borgmester: Holder skindet på næsen indtil videre

I Ishøj Kommune genkender borgmester Merete Amdisen (S) den prekære situation. Hun forklarer, at de indtil videre er lykkes med at løse rekrutteringsudfordringen i forhold til SOSU’er ved en målrettet rekrutteringsindsats. Men hun tvivler på, at det vil fortsætte i årene, der kommer.

»Vi kan jo også godt læse prognoserne, så vi forbereder os hele tiden på, at vi vil få sværere ved at finde arbejdskraft,« siger Merete Amdisen.

Mens rekrutteringsudfordringen venter i fremtiden, så er det økonomiske spørgsmål helt aktuelt i Ishøj. Kommunen kan ifølge deres egne prognoser se frem til, at antallet af borgere over 80 år bliver fordoblet om blot fem år, og allerede nu er den ishøjske økonomi presset.

»Vi flytter hvert år penge rundt for at finansiere det specialiserede socialområde, hvor udgifterne bare stiger og stiger. De penge kan vi jo kun finde inden for almenområdet. Vi har forsøgt at undgå, at ældreområdet skal holde hårdt for, men vi har også måttet lave småjusteringer der, og så kigger vi jo ind i en eksplosiv stigning i antallet af plus 80-årige,« siger Merete Amdisen.

Hun mener, at det bliver nødvendigt at få talt med borgerne om, hvilke forventninger de kan have til den service, som kommunen kan levere, når rammerne er, som de er.

»Det er helt afgørende, at vi forventningsafstemmer med borgerne og deres pårørende, for hvis antallet af ældre stiger, og det bliver vanskeligere at rekruttere personale, så kommer vi jo til at skuffe borgernes forventninger. Især når man på Christiansborg ikke hjælper med at tale forventningerne ned,« siger Merete Amdisen og fortsætter:

»Derfor skal vi som velfærdssamfund turde tage en åben snak om, hvad der er fællesskabets opgave, og hvad fællesskabet ikke kan levere.«

Forsker: Udviklingen kræver nytænkning

Udviklingen på ældreområdet kan ifølge Jon Kvist, professor i europæisk offentlig forvaltning og politik, betyde, at flere danskere vil se på, hvordan de kan supplere eller erstatte den offentlige service med private løsninger, hvis de ikke mener, at den offentlige lever op til deres forventninger. En udvikling, der ifølge Jon Kvist har været undervejs i de seneste tyve år.

»Vi har set en udvikling, hvor folk i højere grad begynder at etablere deres egne løsninger på nogle områder – herunder også ældreområdet i form af for eksempel tilkøb af praktisk hjælp. Det er en udvikling, som vi godt kan se mere af i fremtiden,« siger Jon Kvist.

Det kan ifølge Jon Kvist ske på flere måder. Enten i form af individuelle løsninger, hvor danskerne selv finansierer service, eller i form af kollektive løsninger, hvor man for eksempel som en del af en overenskomst sparer op og forsikrer sig til ydelser. Ligesom vi kender det fra arbejdsmarkedspensioner og sundhedsforsikringer.

Men begge løsninger kan ifølge professor Jon Kvist være problematiske. Begge løsninger kræver, at borgerne har en økonomisk formåen eller en tilknytning til arbejdsmarkedet. Det vil efterlade en restgruppe, der ikke har råd til eller har haft mulighed for at spare op til selv at købe serviceydelser, når de bliver gamle. Den gruppe vil stadig være afhængig af de offentlige ydelser. Og ingen af løsningerne afhjælper udfordringen med at skaffe nok arbejdskraft, understreger Jon Kvist.

»Der bliver færre til at tage sig af flere. Og uanset om servicen bliver leveret af private eller af kommunerne, så er arbejdskraft en ressource, der ikke bare kan stampes op af jorden. Og hvis de private løsninger vinder frem, så vil kommunerne alt andet lige få hårdere konkurrence om arbejdskraften, men der kommer ikke nødvendigvis flere medarbejdere af den grund,« siger Jon Kvist.

Derfor er der ifølge Jon Kvist behov for at se på, hvordan velfærden skal indrettes i fremtiden. Altså en politisk diskussion af, hvad og hvor meget henholdsvis det offentlige og de individuelle og kollektive private løsninger skal tage sig af, og hvorvidt de private løsninger supplerer eller erstatter de offentlige.

KL: Urimeligt at lade kommunerne og medarbejderne stå alene

Den diskussion om fremtidens velfærd bør Christiansborg tage ansvaret for, lyder det fra KL-formand Martin Damm.

»Der skal være balance mellem det, vi lover borgerne, og det, vi i kommunerne rent faktisk kan tilbyde. Vores dygtige medarbejdere knokler hver dag, og langt de fleste steder kan vi stadig levere en service, vi kan være bekendt. Men vi skal kunne tale åbent om, hvordan verden ser ud lige nu, og vi skal turde fortælle danskerne, at det bliver nødvendigt at ændre fremtidens velfærd, når der hverken er økonomi eller arbejdskraft til det hele. Men den debat må Christiansborg melde sig ind i,« siger Martin Damm.

I Ældre Sagen afviser chefkonsulent Per Tostenæs behovet for en forventningsafstemning. Efter mere end 10 år med faldende service er danskernes forventninger allerede faldet, siger Per Tostenæs, og så er implikationerne af en forventningsafstemning heller ikke Ældre Sagens kop te.

»Hvad er det, vi skal forventningsafstemme? Skal vi forvente, at svækkede ældre skal ligge i deres seng 24/7? At de aldrig kan få hjælp til at komme i bad eller få gjort rent? Hvis en forventningsafstemning betyder, at vi som samfund accepterer, at nogle af de svageste mennesker overhovedet ikke kan få hjælp, så er vi ikke interesseret i den,« siger Per Tostenæs.

Men forventningsafstemningen kommer vi som samfund ikke uden om, mener Martin Damm. For mens danskernes velstand og forventninger til velfærden er konstant voksende, så bliver det sværere og sværere for kommunerne at leve op til forventningerne.

»Når der hverken er penge eller medarbejdere nok, så kan vi ikke blive ved med at møde danskernes forventninger. Og så risikerer vi, at befolkningen bliver splittet i et A- og et B-hold, hvor de, der har råd, kan købe private velfærdsydelser, mens resten må nøjes med et udsultet offentligt tilbud,« siger Martin Damm.