Kommunernes indsats virker: Flere og flere pædagoger arbejder i dag på fuld tid
Knap 5.600 flere pædagogiske medarbejdere arbejder fuldtid sammenlignet med fem år tidligere – og det er en tendens, som kan hjælpe med at løse både rekrutteringsproblemerne og højne kvaliteten såvel som arbejdsglæden i kommunernes institutioner. Det mener KL, BUPL samt lokale stemmer, som roser partssamarbejdet ‘En Fremtid med Fuldtid’, der står bag en del af fremgangen.
Af Emilie Kleding
Analyse: Sara Dolmer, konsulent i KL’s Arbejdsgiverpolitisk Center
I flere kommuner mærker man forandringen. For trods rekrutteringsproblemer på institutioner rundt om i landet er en ny tendens ved at melde sig på banen. Nemlig at flere og flere kommunale medarbejdere på det pædagogiske område i dag arbejder på fuld tid.
Stigningen lyder på hele 24 procent fra 2018 til 2023, viser en Momentum-analyse på baggrund af data fra KRL (Kommunernes og Regionernes Løndatakontor). Stigningen svarer til 5.597 flere pædagogiske medarbejdere, som nu arbejder fuldtid, og andelen af fuldtidsansatte er dermed oppe på 32,3 procent, fremgår det af Momentums beregninger. De viser også, at der helt generelt er sket en stor stigning i antallet, der arbejder minimum 31 timer om ugen.

Odsherred og Frederiksberg er nogle af de kommuner, som genkender billedet i en række af deres institutioner. Begge er – sammen med 41 andre kommuner – en del af indsatsen ‘En Fremtid med Fuldtid’, som blev igangsat i 2019. Et samarbejde mellem KL og Forhandlingsfællesskabet, som finder løsninger på, hvordan flere får mulighed for og lyst til at gå op i tid. Og det har givet pote, fortæller Lene Madsen, som er leder af Børnehuset Frederiksvej i Frederiksberg Kommune.
”Det har været vanvittigt godt. For i stedet for at tale om, hvorfor vi ikke kan få folk op på fuldtid, vender vi det om og kaster lys over, hvad der egentlig er til hinder for det. Og siger: Lad os prøve at finde nogle løsninger. Lad os sørge for, at medarbejderne rent faktisk også vinder på det og kan se fordelene. Det har overrasket mig, hvor nemt det var at tage hul på de snakke, og det hjælper den her indsats med på en helt sublim måde,” siger hun.

Netop dialogen mellem ledere og medarbejdere på de kommunale arbejdspladser har været afgørende for fremgangen af fuldtidsansatte, mener formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg samt borgmester i Høje-Taastrup Kommune, Michael Ziegler.
”Kommunernes intensive arbejde med at lave lokalt forankrede løsninger og udfordre deltidskulturen har givet rigtig flotte resultater. For det har virket at lytte til medarbejdernes behov og tilrettelægge vagtplaner på nye måder,” siger han og tilføjer, at mange institutioner i samme ombæring har opnået helt andre gevinster:
”Udover den øgede arbejdskraft har vi set en række eksempler på bedre arbejdsmiljø, lavere sygefravær, bedre brugertilfredshed og lavere vikarbudgetter, så det både kommer børnene, forældrene og medarbejderne til gode.”
Kommuner stemmer i: Vær i dialog med medarbejderne
I Odsherred Kommune sidder centerchef for børn, unge og familier, Ane Stallknecht, med samme fornemmelse. Her har to daginstitutioner og en fritidsordning siden starten af året aktivt arbejdet med indsatsen ‘En Fremtid med Fuldtid’. Flere medarbejdere er gået op i tid, og samtidig er arbejdsglæden steget, og der er kommet bedre sammenhæng mellem de ansattes privat- og arbejdsliv.
”Medarbejderne sagde, at det betød rigtigt, rigtigt meget at få indflydelse på deres egen dagligdag, der simpelthen blev meget mere velfungerende – både fagligt, privat og kollegialt. De fik bedre relationer til forældrene, større muligheder for at lave aktiviteter med børnene og en bedre pausekultur – netop fordi de var flere til at tage over for hinanden, og der blev plads til fleksibilitet,” siger hun.

Også leder af Børnehuset Frederiksvej i Frederiksberg Kommune, Lene Madsen, mærker en kulturændring i institutionens vuggestue- og børnehavegrupper, hvor ni medarbejdere er kommet op på flere timer og herunder flere på fuldtid.
”Bare det, at der er flere hænder til at tage imod om morgenen, når forældrene siger farvel, og du kan få børnene i gang med en god leg, så de er bedre klar til at indtage resten af dagen, gør klart hele dagen bedre – for alle parter,” siger Lene Madsen.
For et år siden spurgte hun og den øvrige ledelse deres medarbejdere, hvad der ville give dem mere overskud i hverdagen; og svaret var klart: Flere hænder til netop morgener og eftermiddage, tid til at forberede sig og at kunne nå sine arbejdsopgaver uden at gå stresset hjem. Derfor satte de fyraften til klokken 16.00 i stedet for, at nogle medarbejdere fik fri en halv time tidligere – og det gav pludselig tid til at lægge forberedelsestid ind i løbet af middagsstunden. Nu kan medarbejdere altså sætte sig og finde materialer, hvis de eksempelvis skal lave dialogisk læsning. I stedet for at haste rundt om morgenen eller om eftermiddagen, når de er på vej ud ad døren, forklarer lederen.

I Odsherred var det noget så simpelt som at få et par PC’er til en institution, som medarbejderne ønskede sig. Simpelthen så de ikke skulle skrive statusser, underretninger og udtalelser derhjemme om aftenen eller låne lederens kontor og computer i pauserne.
”Og det, må man jo sige, er en meget nem og billig måde, hvorpå nogle medarbejdere fik det bedre,« siger centerchef Ane Stallknecht og tilføjer straks:
”Faktisk er det utroligt, hvor lidt der nogle gange skal til, hvis altså man spørger. Og dybest set tænker jeg, det er ærgerligt, at vi ikke bruger mere tid på at få de her grundige snakke med vores medarbejdere om, hvad der egentlig er smart i stedet for at køre videre i vanetænkningen. Det kræver rigtig meget af ledelserne; at man går energisk til værks og lytter,” siger hun.
BUPL ser et kæmpe potentiale for kommunerne
Hos BUPL er medlem af forretningsudvalget, Lars Søgaard Jensen, positivt stemt overfor, at flere i dag arbejder fuldtid. Fagforeningen forholder sig kun til tal vedrørende pædagoger – og altså ikke pædagogiske medhjælpere eller assistenter – og også her er der fremgang, viser Momentums analyse. Siden 2018 er antallet af pædagoger ansat på fuldtid steget med over 2.100, og andelen er nu op på 42,7 procent.
”Og det er rigtigt godt. For vi har hårdt brug for flere pædagogkollegaer, og fuldtid er en af vejene til det,” siger Lars Søgaard Jensen.

Han hæfter sig ved, at BUPL i en nylig intern undersøgelse blandt dens medlemmer fik mange af de samme tilbagemeldinger som KL, når det handler om, hvordan det kan lykkes. Her tilkendegiver over halvdelen af medlemmerne på deltid nemlig, at de gerne vil gå op i tid, hvis der kommer mere rum til fordybelse og faglig udvikling, større muligheder for at planlægge egen arbejdstid, bedre normeringer og dermed også et bedre psykisk arbejdsmiljø, siger han. Ifølge BUPL’s egne beregninger kan der således findes op mod 3.000 årsværk ad den vej.
”Det er alligevel noget. Det løser ikke hele rekrutteringsproblemet, men det er dog en pæn bid. Så der er et kæmpe potentiale for kommunerne,” siger han.
Samtidig roser Lars Søgaard Jensen tiltag som ‘En Fremtid med Fuldtid’. For det er positivt, at arbejdsmiljø, fleksibilitet og medarbejderinddragelse rent faktisk er noget, pædagogerne kan tale med deres ledere om, mener han:
”Og den mentale ændring, tror jeg, generelt er ved at komme. At man er nødt til at indrette arbejdspladserne på en måde, så det bliver attraktivt for den enkelte medarbejder at gå op på fuld tid.”

Momentums analyse viser, at det ikke kun drejer sig om, at flere kommer på fuldtid, men også at der i det hele taget sker en udvikling mod, at medarbejderne på det pædagogiske område arbejder flere timer, da der også er sket en stigning i antallet, der arbejder minimum 32 timer.
I KL er Michael Ziegler enig i, at der for at afhjælpe rekrutteringsudfordringerne på børneområdet er et stort potentiale i at få flere op i tid. Samtidig understreger han også, at der ingen »quick fixes« findes.
”Det er velkendt, at vi står med en arbejdskraftsudfordring i Danmark, og det gælder også på det pædagogiske område. En af flere løsninger er at få flere medarbejdere op i tid og gerne på fuldtid. Så nu fortsætter vi indsatsen. Det er et langt, sejt træk, men det går den rigtige vej,” siger formanden for KL’s Løn- og Personaleudvalg.