De unge bysbørn kan lokkes hjem igen

Af Jens Baes-Jørgensen
Analyse: Niels Henning Bjørn og Amalie Kafling Nørrelund, KL's Analyse- og Makroenhed

Mange unge vælger at rejse fra hjemegnen for at tage en uddannelse eller finde et arbejde, men for en del ender det med, at ude er godt, men hjemme bedst.

14,3 procent af de unge der forlader hjemkommunen er nemlig flyttet tilbage, når de bliver 33 år. Det viser en ny Momentum-analyse, hvor man har fulgt alle børn, der er født i 1983, og ser på, hvor stor en andel af dem, der boede i kommunen som 15-årige, der efterfølgende har været fraflyttet i minimum to sammenhængende år, men er flyttet hjem og bor i opvækstkommunen som 33-årige.

Der er dog store forskelle kommunerne imellem. I toppen ligger Tårnby Kommune, hvor 25,6 procent er flyttet tilbage, men også Hedensted, Dragør og Kerteminde Kommune med henholdsvis 21,3, 21,1 og 20,7 procent får mere end hver femte bysbarn tilbage. I den anden ende ligger Lolland og Langeland med henholdsvis 7,9 og 8,2 procent.

Spørger man Thorkild Ærø, direktør i Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet, er der flere årsager til, at nogle kommuner har nemmere ved at trække deres bysbørn hjem end andre. Han fremhæver især jobmulighederne som et vigtigt parameter.

»Mange vil gerne hjem, hvor man måske stadig har familie, venner og er glad for og kender lokalområdet. Men det kan være en udfordring at finde det rigtige job ikke bare til sig selv, men i mange tilfælde også til sin partner. Derfor er det ikke overraskende kommunerne omkring vækstområder som hovedstaden, det østjyske bånd, Odense og Aalborg, der ligger højt, sammen med steder med gode pendlingsmuligheder,« siger Thorkild Ærø.

Netop jobmulighedernes vigtighed gør det ifølge formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard ærgerligt, at der flere steder er forsvundet arbejdspladser på grund af centraliseringen og finanskrisen.

»Pendlingsafstande bliver derfor også vigtige. Eksempelvis Fredericia og Hedensted har mange arbejdspladser i nærheden, og man kan rimeligvis forvente, at boligmarkedet holder priserne, mens der andre steder er langt til arbejdspladserne, og det kan virke noget mere risikabelt at købe ejendom både i forhold til liggetid og pris,« siger Steffen Damsgaard.

Han håber derfor også, at regeringen vil fortsætte arbejdet med ”Danmark i Balance” og udflytningen af statslige arbejdspladser.

Fleksibelt boligmarked nødvendigt

Thorkild Ærø er enig i, at boligmarkedet har væsentlig indflydelse på, hvor mange der vælger at flytte tilbage. Det handler om priser både i forhold til at kunne købe og sælge, men også om, hvorvidt der er de rigtig tilbud på boligmarkedet. Det afspejles også i Momentums analyse, for når man sammenligner årgang 1983 med 1979, så er det i kommuner som Rødovre, Herlev, Kerteminde, Odder, Hørsholm, Tårnby og Albertslund, der har oplevet den største stigning i andelen, der flytter hjem. Det er områder der har været præget af få boligtilbud og deraf en vis stilstand i boligomsætningen.

»Der skal jo være en ledig bolig, man finder attraktiv, og der har de her områder været præget af en relativ ung bygningsmasse fra 1960’erne og 70’erne, hvor de folk, der byggede husene, er blevet boende, selvom børnene har forladt reden. Man har nydt haven og den gode plads til også børnebørnene, og det har medført en lav udskiftning. Men den kommer så nu, efterhånden som denne generation bliver ældre,« siger Thorkild Ærø.

Han opfordrer derfor kommunalpolitikerne at sikre både ældre og unge gode muligheder for at skifte til andre boligtyper og -størrelser.

Det er ikke bare i denne undersøgelse, at Tårnby ligger i top over kommuner, der får flest bysbørn til at vende hjem. I Momentums analyser af hvor mange fra årgangene 1979 og 1981, der var vendt hjem som 33-årig, var Tårnby også i top. Det glæder borgmester i Tårnby, Allan S. Andersen, som mener, at den høje returneringsrate beror på flere ting.

»Vi ligger tæt på hovedstaden, og man kan hurtigt komme derind, men husene er billigere. Samtidig er vi tæt på motorvej og lufthavn, så man kan hurtigt kan komme rundt både nationalt og internationalt. Alligevel har vi også et stort naturområde, og vi ligger i toppen, når det gælder kultur- og fritidslivet, som vi bruger rigtig mange penge på. Ligesom vi er kåret til at være den fjerdebedste kommune at vokse op i. Det er også derfor, jeg kalder Tårnby for mulighedernes kommune,« siger Allan S. Andersen.

Han påpeger, at mange også føler, der er noget specielt over at være amagerkaner, og de derfor har et stærkt forhold til området.

»Vi oplever, at der er mange, mig selv inklusiv, der, når de er født eller har boet på Amager, vælger at vender tilbage senere i livet. Her skal vi sørge for, at der er rigtig gode faciliteter at komme hjem til. Der er noget over, at være amagerkaner og bo i Tårnby Kommune, så når man en gang har boet her, og muligheden så byder sig igen, så vil man gerne hjem igen,« siger Allan S. Andersen.

Båndet til hjemegnen skal bevares

Thorkild Ærø og Steffen Damsgaard er enige i, at den kommunale service også er en faktor, når folk skal vælge et sted at bosætte sig. Men for Steffen Damsgaard er det samtidig vigtigt, at kommunerne griber teten i forhold til bosætningstiltag og er med til at skabe og fortælle den gode historie.

»Der bliver ofte tegnet et billede af et Udkantsdanmark, der er ved at lukke ned, og hvor der ikke er nogen job. Det får nogle til at opgive på forhånd. Man vil også gerne kunne spejle sig i sine venner og omgangskreds, og der har vi hørt folk, der nærmest har skullet forsvare sig i omgangskredsen, når de har villet flytte hjem til de her områder. Det gælder ikke mindst de højtuddannede,« siger Steffen Damsgaard.

Helle Dalsgaard Pedersen, erhvervsph.d.-studerende ved Aalborg Universitet, oplever også, at der blandt de hjemvendte, hun har snakket med, er en vis følelse af stigmatisering.

»Det handler meget om, at der boede familien jo, og så var der nogle bedsteforældre, der kunne hjælpe med børnene, og herved opleves tilbageflytningen som en måde at få karriere- og familielivet til bedre at gå op. Overraskende mange af dem siger dog, at de ikke er overbeviste om, at de vil blive boende, men at det er praktisk, mens de har små børn. Mange gør også rigtig meget ud af sige, at de har været væk og ikke bare er blevet. Det er vigtigt for dem at fortælle, at de har levet det urbane liv og altså prøvet noget andet,« siger Helle Dalsgaard Pedersen.

Hun har i sin ph.d. set på, hvad man, udover de strukturelle tiltag, kan gøre for at lokke de unge tilbage til fødeegnen.

»Der er ikke ret mange af de unge fraflyttere, der, selvom de godt kan lide hjemegnen, kan forestille sig at vende tilbage. De har meget det urbane udsyn og vil prøve verdenen af, og det er ikke forbundet med prestige og karriere at tage rykket tilbage igen – tværtimod. Men når jeg så har spurgt om det her job ikke kunne være noget, så var de ikke klar over, at det fandtes. Så det er meget det følelsesmæssige, der gør, at de ikke har lyst til at flytte tilbage,« siger Helle Dalsgaard Pedersen.

Hun forklarer, at selvom de altså har en vis modvilje mod at flytte tilbage, så er de enormt stolte over deres hjemegn, og nærmest lokalpatriotiske ift. produkter, kunstnere, sportshold, mm., og et stort flertal har haft en fantastisk barndom og vil gerne give deres børn en tilsvarende barndom. Så hvis man vil have dem til at flytte hjem igen, skal man få de unge til at bevare et bånd til hjemegnen og give dem et godt sidste indtryk, så det ikke føles som et sted, man for alt i verden bare skulle væk fra.

»I ungdomsårene på barndomsegnen er det meget vennerne og uddannelsesstedet, der definerer deres verden, og de synes egentlig bare, at stedet er dødssygt, for der sker ikke så meget, og alle kender alle og snakker om hinanden. Så man ville vinde meget, hvis man kunne inddrage dem i at skabe det gode ungdomsmiljø, så de føler et ansvar for stedet og synes, det er et fedt sted, de rejser fra,« siger Helle Dalsgaard Pedersen og fortsætter:

»Det er naivt at tro, at de per automatik kommer tilbage, når de har været væk i 5-6 år, og ikke har haft anden kontakt til barndomsegnen end gennem familien. Selvom (bedste)forældrene er et stort trækplaster, og noget der binder dem til egnen, skal der være noget mere – også til at fastholde dem der rent faktisk flytter tilbage. De skal for eksempel vide hvilke karrieremuligheder, der er. Det kunne være via studiejobs, praktikophold, sommerferiejob eller ved at involvere virksomhederne på egnen i projekter på deres uddannelse.«

Hun forklarer, at man også kunne holde komme hjem-events, som en del kommuner allerede gør, men det handler også om at opretholde stedsrelationen og skabe et sammenhold mellem de lokale unge, mens de bor i byen, og som der på en indirekte måde påminder dem om barndomsegnen. Det kunne være ved at få unge til at være ambassadører, lave VIP-ture til virksomhederne, vise et lokalopgør på storskærm og samtidig udskænke øl fra det lokale bryggeri, så man hele tiden får opretholdt relationen, får vist hvad stedet har at byde på, og prikker til stoltheden over hjemegnen.