Gå til hovedindhold
Momentum

Over 14.000 børn og unge har allerede søgt hjælp i nye kommunale tilbud

Kommunernes nye lettilgængelige tilbud, hvor børn og unge i psykisk mistrivsel kan få hjælp uden henvisning, er kommet hurtigt fra start. Mere end 14.000 har allerede været til forsamtale, viser KL’s rundspørger blandt kommunerne. Interessen kan også tydeligt mærkes i både Aarhus og Roskilde, hvor flere og flere henvender sig – og mange går derfra med følelsen af at være blevet grebet.

18. sep. 2026
  • Tegnsprog

Indhold

    Kommunernes nye lettilgængelige behandlingstilbud til børn og unge, der oplever psykisk mistrivsel, er kommet godt fra start.

    Her kan børn, unge og forældre henvende sig uden en henvisning og få en forsamtale, der afklarer, hvilken hjælp der er brug for – og allerede inden landets kommuner fra årsskiftet skulle stå klar med tilbuddene, havde tusindvis af børn, unge og familier fundet vej til dem.

    Allerede efter første kvartal af 2026 har mere end 14.000 børn og unge været til forsamtale siden begyndelsen af 2025, viser KL's kvartalsvise rundspørger blandt kommunerne. Mellem 87 og 92 kommuner har svaret i de enkelte kvartaler, og det reelle antal kan derfor være højere.

    Det er et stærkt udgangspunkt og viser, at kommunerne har rykket hurtigt, mener formand for KL's Socialudvalg, Lasse Frimand Jensen. Samtidig viser tallene også, at der er et stort behov for den hjælp, tilbuddene skal give, slår han fast.

    »Mistrivsel blandt børn og unge er en af de store udfordringer, vi står med som samfund. Derfor er det utrolig positivt, at kommunerne er kommet så godt fra start med de lettilgængelige tilbud. Nu handler det om at bygge videre og sikre, at tilbuddene bliver ved med at være lette at finde og bruge,« siger han og fortsætter:

    »For når et barn, en ung eller en familie først rækker ud efter hjælp, skal vi være klar til at gribe dem.«

    Stablet søjlediagram, der viser, at 14.077 børn og unge havde været til forsamtale i et lettilgængeligt tilbud fra 1. kvartal 2025 til 1. kvartal 2026.

    Både i Roskilde og Aarhus kommuner mærker man da også allerede, at flere finder vej til tilbuddene. I Roskilde er antallet af henvendelser og forløb tredoblet siden foråret 2025.

    »Så vi er kommet rigtig godt i gang. Interessen har været støt stigende, og tallene viser, at der er noget, vi kan løfte her,« siger Pernille Piechowiak Strøbæk, der er leder af Familiens Hus og Trivselskontakten i Roskilde – og dermed kommunens lettilgængelige tilbud.

    Samme billede tegner sig i Aarhus, hvor der i maj 2025 var fem medarbejdere tilknyttet tilbuddene. Nu er der 30.

    »Antallet af henvendelser er steget og steget, samtidig med at vi har fået flere medarbejdere og derfor kan have flere samtaler,« siger afdelingsleder for Børn og Unge-afdelingen i Aarhus Kommune, Lotte Fensbo, og fortæller, at kendskabet har spredt sig som ringe i vandet.

    »Men alle ved endnu ikke, at vi findes – og derfor arbejder vi hele tiden på at nå længere ud. Blandt andet ved at give plakater med QR-koder til sundhedsplejerskerne og skolerne, skrive på Aula, reklamere ved busstoppesteder, lave postkort, tage rundt til mange af byens skoler, fortælle om det til de praktiserende lægers fyraftensmøder og tage ud til boligområder, hvor vi lige nu ikke får børn fra,« oplister Lotte Fensbo.

    Fra forsamtale til forandring

    I Aarhus drejer de fleste henvendelser sig om børn mellem 9 og 14 år. Der kommer lidt flere piger end drenge, og mange søger hjælp til ængstelse, bekymring og adfærdsvanskeligheder. Og hvis der er grundlag for behandling, bliver der igangsat et forløb på tre til ti møder, forklarer afdelingslederen Lotte Fensbo.

    »Det afgørende er, at hjælpen kan bruges hjemme ved køkkenbordet, i skolen og i de situationer, hvor vanskelighederne viser sig. Det er altså ikke en akademisk diskussion, og vi nøjes ikke med at tale om, hvad der kan gøres – vi hjælper dem til at lære at mestre det. Nogle gange øver vi det endda sammen gennem rollespil,« fortæller hun.

    At den konkrete tilgang gør en forskel, tyder tilbagemeldingerne ifølge Lotte Fensbo også på. Mange forældre skriver, at forløbet gjorde en afgørende forskel, og at familien nu er på rette vej.

    »Lige inden du ringede, så jeg tre forældrepar komme ud fra hver sit behandlingsrum med deres børn, som gik glade hen ad gangen. Altså, folk går glade herfra. Og der er også en del børn, der bagefter skriver breve til os,« siger Lotte Fensbo og deler et eksempel:

    »Du har været med til at hjælpe mig, så jeg kan blive glad igen.«

    Også i Roskilde fortæller både børn og voksne tit, at de først var skeptiske – men virkelig er blevet hjulpet. En pige fortalte eksempelvis: »Nu kan jeg godt gå ind ad døren i skolen uden at føle, at et korthus vælter ned over hovedet på mig,« genfortæller lederen af de lettilgængelige tilbud i kommunen, Pernille Piechowiak Strøbæk, og siger:

    »Så nu kan hun gå i skole og føle, at der er højt til loftet, og at hun bare kan være. Og det er bare en enormt stærk tilbagemelding.«

    Søjlediagram, der viser, at antallet af forsamtaler steg fra 2.294 i 1. kvartal 2025 til 3.871 i 1. kvartal 2026.

    Samtidig har Pernille Piechowiak Strøbæk lagt mærke til, hvor meget blot den første kontakt i sig selv betyder for børn, unge og forældre.

    »Blot det, at de rækker ud og føler sig grebet, lyttet til og mødt, gør en kæmpe forskel. Og i løbet af en samtale på en times tid kan vi næsten fysisk se, hvordan de bliver mere trygge og åbner sig. Så man skal simpelthen ikke underkende vigtigheden af, at der rent faktisk er et sted, hvor de kan gå hen med deres problemer. Et sted, som er let at komme til,« siger hun.

    Netop den direkte adgang, hvor børn og unge kan få hjælp uden henvisning og uden en længere udredning, er noget af det vigtigste ved de nye tilbud, understreger socialudvalgsformand i KL, Lasse Frimand Jensen.

    »Mange familier har tidligere oplevet, at det var svært at finde det rigtige sted at gå hen, når deres barn ikke havde det godt. Med de lettilgængelige tilbud skaber kommunerne en ny og mere direkte indgang til hjælp,« siger han og tilføjer:

    »Og det giver os mulighed for at sætte tidligere ind, før mistrivslen vokser sig så alvorlig, at der er brug for mere omfattende hjælp.«

    Hjælp er også at vise videre

    I Aarhus håber afdelingslederen for Børn og Unge-afdelingen, Lotte Fensbo, også, at en tidlig indsats betyder, at mange af børnene ikke får brug for at komme videre til børne- og ungdomspsykiatrien.

    »Men under alle omstændigheder opdager børnene og familierne, at man kan få hjælp. At man ikke behøver at have det skidt,« siger hun og fremhæver, at man kan gå ind og booke tid til en forsamtale på kommunens hjemmeside:

    »Faktisk ligesom man gør, når man skal til frisøren.«

    En forsamtale ender dog ikke nødvendigvis med et behandlingsforløb i tilbuddet. I Aarhus bliver der gennemført omkring 2.000 forsamtaler om året, og ved cirka halvdelen har barnet brug for en anden form for hjælp. Det kan være PPR, en snak med skolen om mobning, socialforvaltningen eller et civilsamfundstilbud, siger Lotte Fensbo.

    »Det ville selvfølgelig være nemmere for os ikke at have de 1.000 samtaler, som ikke fører til et forløb hos os. Men vi kan ikke vide det på forhånd, og vi har ikke hjulpet borgerne ved ikke at tale med dem,« siger afdelingslederen i Aarhus og fortsætter:

    »Så det er det, vi gør: Vi får talt med dem. Og det skulle gerne være sådan, at de følte, de blev mødt. Også selv om hjælpen er at få dem videre til det rigtige sted.«

    Faktaboks om indførelsen af lettilgængelige tilbud

    I Roskilde ser lederen af Familiens Hus og Trivselskontakten, Pernille Piechowiak Strøbæk, det på samme måde. Her kan et par rådgivende samtaler eller en bro til en anden indsats være den hjælp, der forhindrer, at et problem vokser sig større.

    »Lettilgængelig er ikke lig med, at flere og flere børn skal i behandling. Det handler først og fremmest om, at flere børn og unge skal have hjælp – og have den i tide. Vi rådgiver og vejleder opad, nedad og ud til højre og venstre. For det er også en succes, når hjælpen består i, at familien kommer det rigtige sted hen,« samstemmer hun.

    Netop derfor har Roskilde Kommune tænkt tilgængeligheden helt ind i de fysiske rammer. Her ligger tilbuddet ikke på rådhuset, men i Familiens Hus – et hus midt i byen – hvor børn, unge og familier kan træde ind fra gaden. Ligesom de også kan ringe eller booke en samtale på nettet.

    »Der er en dørtærskel, men den er virkelig ikke særlig høj. For os har det nemlig været vigtigt at gøre noget ud af det lettilgængelige og placere tilbuddet et sted, hvor børn, unge og familier faktisk færdes, og hvor de ikke først skal finde vej på rådhuset. Og det har betydet virkelig meget,« siger Pernille Piechowiak Strøbæk.

    Erfaringerne giver hende tro på, at den lettilgængelige tilgang også fremover kan blive en vigtig del af indsatsen for børn og unge i mistrivsel.

    »Vi kan se, at det gør en forskel, når vi er lette at komme til og fleksibelt kan møde børnene og familierne med den hjælp, de har brug for. Det er en anden måde at tænke hjælp på – og vi kan allerede se, at det er en vej frem,« afslutter hun.

    Af Emilie Kleding

    Kontakt

    Redaktør

    Jens Baes-Jørgensen

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3328

    E-mail: jjr@kl.dk