Personer med lave indkomster går oftere seniorårene i møde alene

På bare én generation er andelen af enlige ældre fordoblet blandt personer med de laveste indkomster.

Det står klart i en ny undersøgelse, som Momentum står bag, og som kigger nærmere på 59-åriges civilstand. Blandt den laveste indkomstgruppe var hele 73 procent enlige i 2024 – og det er en fordobling siden 1989, hvor tallet lå på 36 procent, viser Momentums beregninger på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik.

I den højeste indkomstgruppe ser billedet imidlertid helt anderledes ud. Her er kun 11 procent alene, og modsat dem med lavere indkomster har tallet stort set ikke forandret sig siden 1989. Samme tendens gælder for alle de øvre indkomstdeciler, viser undersøgelsen.

Folk med lavere indkomster står altså for en langt større del af den samlede stigning i antallet af enlige 59-årige, og udviklingen viser en tydelig social slagside. Det mener formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg, Dorte West.

»For mange er en partner en vigtig støtte i hverdagen. Så at markant flere borgere med lave indkomster går ind i seniorårene uden en partner, kan betyde, at flere også får brug for kommunale tilbud og indsatser. Især fordi det ofte er grupper, som i forvejen har færre ressourcer at trække på,« siger hun.

Samme toner lyder fra Jes Søgaard, som er professor emeritus i sundhedsøkonomi ved SDU. Lav indkomst hænger ofte sammen med en mere skrøbelig social kapital, og når man samtidig ikke har en partner i hjemmet:

»Ja, så er man pludselig meget alene, hvis man bliver syg eller får behov for pleje, og man bliver i højere grad afhængig af systemet. Så det betyder faktisk noget for samfundet,« siger professoren, som er overrasket over, at enligheden stort set ikke er steget blandt 59-årige med de højeste indkomster.

Netop kombinationen af at være alene, have lav indkomst og få helbredsproblemer er en slags negativ spiral, istemmer David Vincent Nielsen. Han er ensomhedskonsulent i Ældre Sagen og samtidig forperson i Folkebevægelsen mod Ensomhed. Også han kalder det en social slagside, at »de fattigste oftere er alene«.

»Det er en utrolig kedelig udvikling. Blandt andet fordi risikoen for at opleve svær ensomhed er to til tre gange større, hvis man bor alene, og ensomhed er i høj grad knyttet til både dårligere livskvalitet og sundhed,« siger han og understreger, at det naturligvis langt fra er alle, som bor alene, som er ensomme.

»Men hvad sker der, når man – som de fleste af os – før eller siden bliver ramt af sygdom? Eller hvis man bliver arbejdsløs og stadig har ti år til folkepensionen? Og samtidig bor alene. Det bliver en kompleks situation, som vi bliver nødt til at tage alvorligt i takt med, at der bliver flere ældre. Især når vi kigger på de nederste indkomstdeciler,« mener David Vincent Nielsen.

Flere enlige lægger pres på ældreområdet

Ser man på tværs af alle indkomstgrupper og på 59-årige som helhed, var hver tredje enlig i 2024. Også her er der sket en stigning siden 1989, hvor det kun var hver fjerde.

I samme periode er der samtidig kommet langt flere enlige over 60 år. Mere præcist er vi oppe på omkring 632.000 mod omkring 465.000 i 1989. En udvikling som har taget fart i takt med det stigende antal ældre, og er med til at lægge yderligere pres på et i forvejen trængt ældreområde, fortæller formand for Sundheds- og Ældreudvalget i KL, Dorte West.

»Når ældre bor alene, får de ofte mindre støtte og hjælp i hverdagen, og mange får derfor mere behov for ældreplejen og diverse kommunale tilbud. Og vi må bare sige, at det lægger pres på ældreplejen og forstærker de store udfordringer, kommunerne i forvejen har med at rekruttere medarbejdere til ældreplejen,« siger hun.

Hvis flere ældre får behov for hjælp, samtidig med at arbejdsstyrken bliver mindre, stiller det derfor store krav til både prioriteringer, teknologi og nye måder at organisere velfærden på, understreger udvalgsformanden.

Professor emeritus ved SDU Jes Søgaard medgiver, at det øger presset på en i forvejen presset ældrepleje, hvor det er svært at skaffe personale nok, at flere ældre bor alene.

»En ældre person, der er alene og begynder at få kognitive eller fysiske udfordringer, skal hurtigere have hjælp. Så det er simpelthen penge ud af kassen for kommunerne. På den måde er det en slags dobbelt udfordring, at der både bliver flere ældre og flere enlige, fordi pleje- og sundhedsbehovet stiger,« siger han.

Dog – pointerer han – må vi ikke glemme, at det er en glæde i vores samfund, at flere når højere op i alderen.

»Så hvis jeg kan undgå det, bruger jeg aldrig ordet ældrebyrde. Men det er jo især glædeligt, hvis de ældre også har et godt liv, og derfor er det tragisk, at så mange med de laveste indkomster er enlige. Både tragisk for dem og for vores sammenhængskraft i samfundet. For det klæder et godt velfærdssamfund at måle sig selv på, om velstand og velfærd bliver udbredt til alle – og ikke kun 75 procent af befolkningen,« siger han og tilføjer efter et øjeblik:

»Det, synes jeg faktisk, vi har pligt til.«

Flere skal hjælpes ind i fællesskaber

Til sommer fylder Jes Søgaard 72 år, og da han siden 2010 har boet alene:

»Så er jeg faktisk en af dem, vi snakker om,« bemærker professoren.

Han oplever selv at blive »bombarderet« med tilbud om fællesskaber og forskellige seniorinitiativer.

»Men jeg er bekymret for, om dem, der er mindre ressourcestærke end jeg, får rakt ud og tilmeldt sig,« siger han.

Derfor bør man nudge og understøtte udsatte målgrupper, mener han. Være mere udadvendt og opmærksom på at støtte sådanne grupper i at søge hjælp, så sygdomme og svagheder opdages tidligere og bedre kan forebygges. Og på den måde forebygge potentielle udgifter senere hen. For eksempel ved at kommunerne i endnu højere grad samarbejder med civilsamfundsorganisationer, idrætsforeninger og ældreforeninger om at nå enlige ældre med eksempelvis lavere indtægter, foreslår han.

»Det er en fordel for den enkelte, men det kan også være en fordel rent samfundsøkonomisk,« siger Jes Søgaard fra SDU og indskyder straks:

»Men det er en virkelig svær gruppe at få fat i. Det ved vi. Især fordi folk med de allerlaveste indkomster også ofte har sociale- eller sundhedsudfordringer og måske begge. Samtidig har vi jo ikke et samfund, hvor vi bare knalder døren op hos folk, der bor alene, og siger, at de skal stoppe med at drikke øl og ryge cigaretter. Vi har jo alle lov til et privatliv. Så man skal gøre det på en smart måde, men hvordan vil jeg overlade til andre, der er klogere på det end jeg.«

I KL’s Sundheds- og Ældreudvalg mener formand, Dorte West, at landets kommuner skal tage højde for, indrette sig på og planlægge efter, at flere ældre kommer til at bo alene, da det spiller ind på mange forskellige forhold.

Der er derfor også behov for at tænke i boligformer, der passer til enlige ældre, og som samtidig understøtter fællesskab, tryghed og nærhed til service og transport, peger hun på.

»Forebyggende indsatser er afgørende for, at flere kan få et godt seniorliv med trivsel og fællesskab. Det bliver kun vigtigere, når flere går ind i alderdommen alene. Derfor skal vi både styrke de fællesskaber, der kan modvirke ensomhed, og samarbejde tæt med frivillige organisationer, så flere ældre oplever, at de har nogen omkring sig,« siger Dorte West.

Ældre Sagens ensomhedskonsulent David Vincent Nielsen kalder også på mere »systematisk brobygning« – og at kommunernes frontlinjemedarbejdere siger til, når de møder mennesker, som oplever ensomhed eller er i risiko for det.

»Tit kan man jo ikke se, hvem der er ensomme. Men kommunernes medarbejdere kender menneskene derude og kunne i højere grad pege os derhen, så vi kunne hjælpe med tilbud og fællesskaber og dermed også aflaste kommunerne,« siger han.

Samtidig bør systemet være mere opmærksom på ensomhed som en uønsket følgesvend til sygdom. At når en enlig 75-årig for eksempel får en hofteoperation, kan der være brug for en ekstra håndsrækning. For måske betyder det, at personen ikke længere kan gå til gymnastik, som ellers betød meget socialt.

»Hvem hjælper så med at finde ud af, hvor de kan begynde til stolemotion i stedet? Der er tusindvis af muligheder for, at sundhedsvæsenet og plejesektoren kan tænke menneskers sociale relationer ind i langt større udstrækning, end det sker i øjeblikket. Og det er ikke kun kommunernes ansvar alene, men et samspil mellem det kommunale, private, civil- og lokalsamfund. Det vigtigste er, at det sker konsekvent,« mener David Vincent Nielsen.

Af Emilie Kleding

Analyse: Niels Henning Bjørn, KL Analyse & Makro