Flere børn og unge har brug for hjælp – og udviklingen går den forkerte vej

Af Emilie Kleding

Analyse: Signe Frees Nissen, Lasse Vej Toft og Sofus Vogel Bang, KL Analyse og Makro

Større behov for specialstøtte i børnehaven. Flere skolebørn i specialtilbud. Et stigende antal børn og unge med en psykiatrisk diagnose. Flere modtager støttende indsatser. Og en større andel af unge ender på førtidspension eller i fleksjob.

Antallet af børn og unge, der har problemer med at klare tilværelsen og har brug for hjælp, er steget markant de seneste år. Det viser en række Momentum-beregninger på baggrund af data fra blandt andet Danmarks Statistik.

Tendensen ses også i stigningen af underretninger. I 2019 henvendte fagpersoner, private borgere og forældre sig til landets kommuner med bekymring for 79.000 børn og unge, mens tallet i 2024 steg til 98.000. Det svarer til knap 8 procent af landets børn og unge.

Og samlet set er det en problematisk udvikling – både for det enkelte menneske og for samfundet. Det slår formand for KL, Martin Damm, fast:

»Det her er en udvikling, vi som samfund skal tage meget alvorligt. For ikke blot er det dybt bekymrende og ulykkeligt, at flere og flere af vores børn og unge har det svært i livet. Det udfordrer også selve fundamentet i vores velfærdsmodel, når en større og større del af ressourcerne går til særlige indsatser.«

Den bekymring deler flere forskere, heriblandt Jakob Kjellberg, der er professor i sundhedsøkonomi ved VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

»Når man kigger på tallene, kan man jo tydeligt se, at det går én vej. Der er stigninger i diagnoser, særlige indsatser og segregering i skolen. Ting, som ikke er særlig hensigtsmæssige for den enkelte eller for velfærdsstaten. Og det bliver man jo ikke sådan super begejstret for – hverken som menneske eller samfundsøkonom,« siger han.

Også Noemi Katznelson, som er professor og leder af Center for Ungdomsforskning (CEFU) ved Aalborg Universitet, stemmer i og påpeger, at udviklingen samlet set bevæger sig i en negativ retning »på tværs af alt det, der har med trivsel at gøre.«

»Men hvor mistrivsel tidligere knyttede sig til bestemte sociale grupper og mangel på ressourcer, så er der i de seneste 10 år opstået en ny form for udsathed, som rammer langt bredere, går på tværs af sociale lag og ses i helt almindelige familier og skoler. Det betyder altså, at der sker noget i det brede børne- og ungdomsliv, som vi er nødt til at være meget nysgerrige på,« siger hun.

Professor er alvorligt bekymret for sammenhængskraften

Dykker man ned i tallene, viser Momentums beregninger blandt andet, at andelen af folkeskoleelever, der modtog segregeret specialundervisning i skoleårene 2018/19 til 2024/25 steg fra 5,3 til 7,2 procent. Samtidig er andelen af børn, der er anbragt, modtager støttende indsatser eller tidligt forebyggende indsatser steget fra 5,8 procent i 2021 til 6,6 procent i 2024.

Og så vurderede 85 procent af de kommunale dagtilbudschefer i en rundspørge, som Momentum lavede i 2021, at andelen af børn med behov for særlig indsats i eller uden for det almene dagtilbud er større end for fem år tidligere.

Ifølge Noemi Katznelson, der i sin forskning følger børn og unge tæt, findes årsagerne til den brede mistrivsel i det, der sker i vores samtid, og som »fungerer som en slags fremkaldervæske.«

Det handler blandt andet om et børne- og ungdomsliv med flere skiftende rammer, højere tempo, et døgnåbent socialt liv med digitale medier, en stærkere bevidsthed om at skulle præstere og levere både socialt og fagligt, et større behov for at trække sig, når presset bliver for stort, og forandrede relationer mellem generationer, hvor børn og unge i dag har større indflydelse.

Samtidig er vi alle generelt – og herunder også børn og unge – blevet mere optagede af, hvad vi føler, og om vi trives. Og mens det på mange måder er positivt, skaber det helt nye dilemmaer både derhjemme, i klasseværelserne og på arbejdspladserne. For eksempel når elever siger, at de får angst i matematiktimerne eller ikke vil i skole, fordi de ikke kan lide at være der, eksemplificerer Noemi Katznelson.

»Ser man alle disse tendenser i et større perspektiv, så bliver vi mere og mere individualiserede, og der hersker derfor en forventning om, at alle ydelser skal tilpasses præcis den enkelte. Resultatet er, at vi løber hurtigere og hurtigere – med specialstøtte, særlige behov, individuelle hensyn – uden udsigt til at lykkes ved at gå den vej. Det svækker vores kollektive velfærdsinstitutioner og gør mig alvorligt bekymret for vores sammenhængskraft,« siger hun og tilføjer:

»Som jeg ser det, er der behov for både det individuelle, men i høj grad også for at styrke det brede, givende fællesskab. For de kommer ikke af sig selv længere, men skal skabes aktivt og pædagogisk. Ellers falder de bare mere og mere fra hinanden – også på bekostning af det enkelte barn«

»Hvad er afkastet af de investeringer, vi laver?«

Netop fællesskabet er også professor Jakob Kjellbergs største bekymring.

»Jeg er ikke bekymret over, at flere får diagnoser. Hvis det hjælper til bedre selvforståelse, så kan det være fint,« siger han og henviser til, at andelen af 0-17-årige med psykiatriske diagnoser og adfærdsmæssige forstyrrelser er steget fra 5,1 procent i 2019 til 5,9 procent i 2024 ifølge Momentums beregninger.

»Men jeg er bekymret for omkostningerne – både de menneskelige og økonomiske – ved en stigende segregering og flere specialtilbud. For ser man på data over de langsigtede konsekvenser, resulterer det generelt ikke i en god inklusion i hverken uddannelsesvæsenet eller på arbejdsmarkedet. Der findes jo ikke et specialsamfund efter specialskolen; der er kun almensamfundet tilbage. Så spørgsmålet er: Hvad er afkastet af de investeringer, vi laver?« spørger Jakob Kjellberg.

Momentums beregninger viser da også, at andelen af 25-29-årige, der er visiteret til fleksjob eller er på førtidspension, er steget fra 1,9 procent i 2019 til 3 procent i 2025.

Samtidig er de dyre specialtilbud og støtteordninger med til at udhule almenområdet, påpeger professoren ved VIVE.

»Og så får man en negativ spiral, hvor en større og større gruppe børn og unge ikke føler sig rummet i det eksisterende system,« siger han og fremhæver, at der dermed er opstået en brist i logikken.

»For hvis vi tror på, at inkluderende fællesskaber er det, der skaber gode liv, men segregeringen – altså eksklusionen af børn – alligevel er den løsning, vi bruger… Ja, så hænger noget ikke sammen. Derfor bør man stoppe op og tænke grundigt over, om vi er på rette vej,« anbefaler Jakob Kjellberg.

Anderledes tilgang nødvendig

På Aalborg Universitet er Noemi Katznelson enig i, at der er behov for at tænke anderledes. Ellers vil »problemerne kun vokse«, forudser hun.

»I mange år har vi i skoleverdenen haft meget fokus på det faglige. Men nu er vi et sted, hvor vi har brug for også at forstærke sammenhængskraften og det kollektive,« siger hun og tilføjer:

»Ja, vi har sociale medier, der flår os fra hinanden. Ja, vi har polarisering og global utryghed. Ja, vi har alt muligt, der trækker os i forskellige retninger, og som trækker i den segregering, vi ser alle vegne. Men vi skal alligevel tro på, at vi kan skabe et stærkt fællesskab. For vi har redskaberne til det.«

Et netop færdiggjort studie fra ungdomsuddannelserne viser blandt andet, at det virker, når trivselsarbejde tænkes som et kredsløb på tværs af både ledelsesniveau og i hverdagen. For eksempel at en skole bevidst arbejder med en såkaldt varm kultur, hvor tryghed er grundlaget. Og at det konkret viser sig ved, at lærerne siger hej på gangen, og at elever klapper og anerkender, når nogen siger noget i timen, fortæller Noemi Katznelson.

Også Jakob Kjellberg mener, at vi bliver nødt til at se på, hvordan vi kan skabe et almenområde, som flere kan se sig selv i.

»Det er jo ikke fordi, vi præcist ved, hvordan vi vender udviklingen. Men vi ved, at løsningen ikke er en eksklusion fra fællesskabet, så børn og unge ender med at stå uden for samfundet. Og at vi derfor skal kigge den anden vej,« siger han.

I KL mener formand Martin Damm, at der er brug for en grundig undersøgelse af, hvilke årsager der ligger bag tallene for børn og unge – så der lokalt og nationalt kan sættes ind med de rigtige tværgående tiltag.

»For den udvikling, vi ser, kan ikke isoleres til uddannelsessystemet, psykiatrien, socialområdet eller arbejdsmarkedet. Faktisk handler det ikke alene om de velfærdstilbud, som borgerne møder. Det er nogle tendenser i hele samfundet. Derfor er det heller ikke en udfordring, vi kan løse alene med initiativer på de enkelte områder. Vi er nødt til at tænke på tværs og som samfund finde nye løsninger. Vores velfærdsmodel bygger på, at vi alle betaler ind til den kollektive velfærd, og derfor kan det blive svært at opretholde velfærdssamfundet, som vi kender det i dag, hvis alle skal have skræddersyede løsninger« afslutter han.