Flere grånende kommunalpolitikere – men holdningerne flugter langt hen ad vejen stadig med vælgernes

Af Jon Kirketerp Jørgensen

De danske kommunalbestyrelser er i stigende grad rige på erfaring og grå stænk i hårpragten. Ifølge en ny Momentum-analyse af kommunalbestyrelsernes alderssammensætning er andelen af byrådspolitikere over 65 år nemlig steget fra 4,6 procent ved valget i 2005 til 12,8 procent ved seneste valg i 2021. Ikke mindst er andelen af mænd på 65+ år steget, så de nu udgør 10,1 procent af kommunalbestyrelsesmedlemmerne.

Samtidig viser analysen, at de yngre aldersgrupper generelt udgør en mindre del af kommunalbestyrelsesmedlemmerne end i befolkningen.

Men selvom kommunalbestyrelsesmedlemmerne bogstaveligt talt vokser fra deres vælgere, så viser et nyt studie fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, at mens vælgere og politikere ikke ligner hinanden særlig godt på køn, alder eller indkomst, så ligner de hinanden ganske godt på et andet vigtigt punkt; nemlig deres holdninger.

»Argumentet for, at politikerne helst skal ligne deres vælgere på alder, køn, uddannelse og andre deskriptive karakteristika, er ofte, at vi implicit tænker, at politikere, der ligner deres vælgere, også er bedre til at repræsentere vælgerne. Altså at medlemmer af en gruppe er bedst egnede til at repræsentere medlemmer af deres egen gruppe. Men vores studie viser, at politikerne i hvert fald godt kan mene det samme som deres vælgere, selvom de er ældre, har længere uddannelser og oftere er mænd,« siger Marc Sabatier Hvidkjær, der er en af forskerne bag studiet og nu ph.d.-studerende ved Harvard University i USA.

Marc Sabatier Hvidkjær og hans kollega Martin Vinæs Larsen har kigget på 6.723 kommunalvalgskandidaters svar i Altingets og DR’s kandidattest før valget i 2021 og sammenlignet dem med 28.817 danske vælgeres svar i en spørgeskemaundersøgelse, som forskerne selv har gennemført. Her blev de danske vælgere spurgt om de samme spørgsmål, som kommunalvalgskandidaterne havde svaret på.

Studiet når frem til, at der overordnet set ikke er de store forskelle på, hvad politikerne mener, og hvad deres vælgere mener. Forskellen er på 11 procentpoint, og det betyder, at hvis to kommunalbestyrelsesmedlemmer i en gennemsnitlig kommunalbestyrelse skiftede holdning, så ville politikerne og vælgerne være helt enige.

Det får forskerne til at konkludere, at det er ”godt nyt for det danske lokaldemokrati”, og at ”det tyder på, at borgernes holdninger giver genlyd i de danske kommunalbestyrelser”.

»Det er i bund og grund et spørgsmål om, hvilket mål man sætter for demokratiet. Vores udgangspunkt har været at se på, om politikerne afspejler de holdninger, som vælgerne har. Og der må man sige, at de i hvert fald leverer rigtig godt, hvis man ser på, om politikerne repræsenterer vælgernes holdninger,« siger Marc Sabatier Hvidkjær.

Kan stadig se udover egen næsetip

Leif Gjørtz Christensen (EL) sad fra starten af 80’erne og frem til 1993 i byrådet i Aarhus og har siden 2017 siddet i kommunalbestyrelsen i Odder Kommune. Dermed har han både prøvet at være lokalpolitiker i starten af sine 30’ere, og nu igen hvor han har rundet de 70 år.

Og han er ikke i tvivl om, at hans livssituation påvirker hans tilgang til kommunalpolitik.

»Da jeg var i starten af 30’erne, var der nogle områder, hvor det var svært for mig at færdes hjemmevant – for eksempel når det kom til ældreområdet. Det var lidt fjernt fra min egen virkelighed, som meget bestod af børnehaver og skoler, hvor mine børn gik. Så det var en stejl indlæringskurve dengang,« siger Leif Gjørtz Christensen.

På samme måde oplever han, at han nu som 73-årig er kommet længere væk fra de områder, der lå ham nærmest som familiefar.

»Jeg har børnebørn, så jeg har da også en fornemmelse af, hvordan vilkårene er for børnefamilier, men jeg har det ikke inde på livet på samme måde, som da jeg selv havde små børn,« siger han.

Men alt dette til trods så mener Leif Gjørtz Christensen i lighed med forskningens resultater ikke, at det betyder, at man som kommunalpolitiker mister blikket for de problemstillinger, man ikke selv har inde på livet.

»Hvis vi bare sad i byrådet og traf beslutninger udelukkende på grundlag af vores egne erfaringer og livssituationer, så ville det være problematisk. Men det gør vi jo ikke. Vi inddrager og lytter til sociale bevægelser og aktive grupper i lokalsamfundet. De kan fungere som en slags korrektiv til kommunalbestyrelsen og kvalificere vores beslutninger,« forklarer han.

Leif Gjørtz Christensen peger for eksempel på kampagnen Hvor er der en voksen?, der fik startet en debat om normeringer i de kommunale daginstitutioner.

»Den fungerede som et skarpt korrektiv til de ældre kommunalpolitikeres opfattelse af, at det hele nok alt sammen skal gå i daginstitutionerne, og at man ikke behøvede løfte nogle generelle forhold på børneområdet,« siger han.

Hverdagen påvirker tankegangen

Selvom han altså ikke frygter, at kommunalpolitikerne ikke kan repræsentere vælgerne fornuftigt, så er det ifølge Leif Gjørtz Christensen stadig vigtigt, at vi gør, hvad vi kan for at fjerne de barrierer, der kan være for at skabe en mere mangfoldig kommunalbestyrelse.

»Hvis skævvridningen i repræsentation skyldes, at børnefamilier eller folk, der er i fuld sving på arbejdsmarkedet, har svært ved at se sig selv i kommunalpolitik, så har vi et problem. Det skal man arbejde med, så vælgerne bedre kan spejle sig selv i kommunalbestyrelsen,« siger han.

Ifølge Karina Kosiara-Pedersen, lektor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, er der da også gode grunde til at arbejde for, at kommunalbestyrelsesmedlemmer i højere grad kommer til at afspejle deres vælgere, når det kommer til alder.

»Uanset om man kigger på køn, alder eller indkomst, så opnår man nogle fordele ved at nå en mere ligelig fordeling. Dels kan der være forskelle i interesser afhængigt af, hvor man er i livet, og det vil kunne påvirke de politiske beslutninger. Dels er der også en symbolsk betydning i, at politikerne ligner deres vælgere, fordi det understøtter de demokratiske institutionernes legitimitet, når vælgerne kan spejle sig i deres repræsentanter,« siger Karina Kosiara-Pedersen.

I Vesthimmerland Kommune blev Signe Nøhr (K) som 19-årig i 2013 valgt ind i kommunalbestyrelsen. 12 år senere er hun borgmesterkandidat for sit parti, 1. viceborgmester og medlem af Økonomiudvalget, og hun genkender billedet af, at man i høj grad er rundet af sin livssituation, og det derfor kan være en udfordring, hvis kommunalbestyrelsen er for langt fra at afspejle vælgerne.

»Da jeg blev valgt ind første gang, havde jeg både en anden tilgang til det politiske arbejde og nogle andre perspektiver på det. Jeg havde nok ikke så meget blik for kompromiserne, som jeg har nu for eksempel. Og så havde jeg bare et andet blik på de sager, vi behandlede. Vi besluttede for eksempel at etablere et ungdomshus, og der var jeg jo nærmest selv i målgruppen for at bruge det. Så der havde jeg helt naturligt et andet syn på det end de af mine byrådskolleger, der måske havde rundet de 60 år,« siger Signe Nøhr.

Selvom hun nu har næsten 12 års erfaring med det politiske arbejde, og som viceborgmester og økonomiudvalgsmedlem arbejder med det meste af viften af kommunale sager, så oplever hun stadig, at hendes alder har en betydning for, hvordan hun ser på sagerne og det politiske arbejde.

»Når vi har strategiske drøftelser om vores bosætningspolitik, så er jeg for eksempel nok mere opmærksom på, at vi skal udvikle vores kommune, så den kan tiltrække børnefamilier. Der oplever jeg, at de ældre kommunalbestyrelsesmedlemmer i højere grad orienterer sig mod de lidt ældre borgeres behov,« siger Signe Nøhr.