Halvdelen af elever fra specialklasser starter ikke på ungdomsuddannelse

Af Rasmus Giese Jakobsen, ragj@kl.dk
Analyse: Nadja Andersen, KL’s Analyse- og Makroenhed

Knap 30.000 børn går i dag på specialskole eller i en specialklasse, og tallet har været stigende de seneste år. Desværre viser en ny Momentum-analyse, at udfordringerne fortsætter efter folkeskoletiden, da flertallet af dem ikke skal regne med at begynde på en ungdomsuddannelse, når de er færdige med 9. klasse.

Analysen viser nemlig, at hele 55 procent af de elever, der i 2013 gik i 9. klasse i et specialtilbud, fire år efter, hverken var tilmeldt eller havde gennemført en ungdomsuddannelse. Kun otte procent havde afsluttet en ungdomsuddannelse, mens 19 procent var i gang og 18 procent gik på en Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU).

Men 55 procent var altså ikke tilmeldt nogen former for uddannelse, og blandt den gruppe var det kun 20 procent, der i stedet var i beskæftigelse, mens 79 procent stod uden for arbejdsstyrken.

Det er langt fra positiv læsning, hvis man spørger Lotte Hedegaard-Andersen, der er lektor på Dansk institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) på Aarhus Universitet.

»Det er ikke godt nok i forhold til, hvad man kunne ønske sig, men jeg er ikke overrasket, for vi ved fra både danske og internationale undersøgelser, at der ikke er særligt gode prognoser for børn, der går i segregerede skoletilbud,« siger Lotte Hedegaard-Sørensen.

Det er ofte skolelederne på folkeskolerne, der indstiller elever til specialtilbud, og deres formand Claus Hjortdal finder det langt fra opløftende, at over halvdelen af eleverne ikke er kommet i gang med en ungdomsuddannelse fire år efter.

Han mener især, forklaringen skal findes i den stigende andel af elever med en psykiatrisk diagnose. Momentums analyse viser, at det i 2013 var 55 procent af eleverne i specialtilbud, der havde en psykiatrisk diagnose, mens det var steget til 66 procent i 2019.

Samtidig påpeger han, at andelen af elever, der skifter fra en specialklasse til en almen folkeskoleklasse, er faldet fra 9,5 procent i 2013 til 3,7 procent i 2019.

»De to tal viser en udvikling, der understreger, at de elever, der går i specialtilbuddene i dag, virkelig tilhører den svageste gruppe,« siger Claus Hjortdal.

Kravene er skærpet

Claus Hjortdal føler derfor også, at især Christiansborg-politikere nogle gange har for store forventninger til, hvad man kan få ud af en specialklasse.

»Det presser hele systemet, at det forventes, at vi laver succeser. I gruppen har vi svagtbegavede, børn med meget svære diagnoser, meget udsatte børn og unge og traumatiserede. Vi bliver målt på succes, forstået som, at de kan bestå folkeskolen og få 2 i alle fag. Det vil hovedparten ikke kunne, og så kan de ikke komme ind på en erhvervsuddannelse,« siger Claus Hjortdal.

Lektor Lotte Hedegaard-Sørensen påpeger dog, at specialtilbud i folkeskolen omfatter både specialklasser på de enkelte skoler, deciderede specialskoler og dagbehandlingstilbud eller behandlingshjem, hvor eleverne også bor. Det betyder også, at målgruppen i specialtilbud dækker over børn med mange forskellige grader af problemer fra milde indlæringsvanskeligheder og socio-emotionelle vanskeligheder over børn i socioøkonomiske vanskeligheder, der lever i udsatte boligområder med arbejdsløse forældre eller forældre med psykisk sygdom til børn med diagnosticerede fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser, som kan være rigtig hårdt ramt.

Derfor er der forskel på, hvilke forventninger man kan have til de enkelte elevgrupper, og hvilke indsatser der er relevante.

»Når det handler om børn med autismespektrumforstyrrelser, cerebral parese (spastiske lammelser) og nedsat hørelse, som ikke er ramt på det kognitive niveau, så kan vi godt tillade os at have høje forventninger til, hvad der kan komme ud af specialundervisningen, og når vi snakker om dem, så peger tallene på, at vi bør kigge tilbage og se på, om vi gør det godt nok,« siger Lotte Hedegaard-Sørensen.

Men hun understreger, at vi må se i øjnene, at ikke alle børn kan komme på en ungdomsuddannelse efter endt folkeskole – det forudsætter omfattende tværprofessionelle indsatser og et ungdomsuddannelsessystem, der er inkluderende.

»Det er nogle helt forskellige diskussioner, man skal have, afhængigt af, hvilken gruppe man ser på, og vi skal være bevidste om, hvad man kan forvente, at en skole og lærergruppe kan udrette. Jeg tror, det er naivt, hvis vi tror, at alle børn kan komme videre i uddannelse og få et arbejde, hvis blot vi laver en særlig tilrettelæggelse af undervisningen i en specialklasse,« siger Lotte Hedegaard-Sørensen og retter også opmærksomheden mod, at der ligger en udfordring i det samfund, som de unge kommer ud til, når de er færdige:

»Man kan være skeptisk over for, om arbejdsmarkedet og det videre uddannelsessystem overhovedet er imødekommende nok i forhold til at skabe adgang for folk, der har forskellige typer vanskeligheder,« siger Lotte Hedegaard-Sørensen.

Skolelederforeningens formand Claus Hjortdal er enig og påpeger, at kravet til det boglige niveau er steget på mange ungdomsuddannelser og ikke mindst på erhvervsuddannelserne. Det er der mange gode grunde til, men det rammer især eleverne fra specialklasser.

»Vi har et problem med, at rigtig mange ungdomsuddannelser er meget boglige og stiller høje krav. At blive elektriker er ikke bare at kunne sætte to ledninger sammen, for du skal vide en masse om IT og matematik, tømrere skal kunne lave 3D-tegninger på en computer, og du kan ikke blive mekaniker, bare fordi du kan få en motor til at køre. Der er sket mange ting, som har konsekvenser for en del unge og måske betyder, at vi skal se på området på en ny måde,« siger Claus Hjortdal.

Når målgruppen i specialtilbud er så forskellig, understreger det vigtigheden af, at man finder løsninger i hver enkelt sag. Det mener Thomas Gyldal Petersen, formand for Børne- og Undervisningsudvalget i KL.

»Der skal tages udgangspunkt i barnets behov, og der er børn med diagnoser, som ikke har behov for særlig støtte, og der er børn uden diagnoser, som har behov for en specialklasse. En diagnose behøver ikke betyde mistrivsel, hvis det netop håndteres godt af de professionelle og børnefællesskabet. Det vigtigste er, at børn får et tilbud, der matcher deres behov, og hvor der er størst kvalitet for den enkelte, samtidig med, at det, så vidt det er muligt, er i tilknytning til det almene fællesskab,« siger han.

Sammensat gruppe kræver nye tilbud

Thomas Gyldal Petersen er derfor ærgerlig over, at andelen af børn, der går i et specialtilbud i skolen, er steget fra 4,8 procent i 2015 til 5,3 procent i 2019.

»Vores samfund har brug for mangfoldighed i både børne- og voksenlivet. Derfor skal der værnes om dagtilbud og skole med plads til forskellighed. Der er børn, som udvikler sig og lærer i et andet tempo, børn, der er ængstelige for f.eks. at indgå i sociale sammenhænge, og børn, som har svært ved at regulere deres adfærd. De børn og deres forældre har flere udfordringer i dagligdagen, men løsningen ligger sjældent i at flytte børnene til et specialtilbud,« siger Thomas Gyldal Petersen.

I Hørsholm Kommune har man de seneste år omlagt sin tilgang til specialundervisningsområdet og har blandt andet samlet ledelsen af almen- og specialområdet. Samtidig har man oprettet sin egen specialskole, som rent fysisk ligger på en af kommunens folkeskoler i en gammel SFO-bygning. Den skal dække et hul mellem almindelig støtte i de almene klasser og dyre eksterne regionale specialundervisningstilbud, og udgangspunktet for elever på skolen er, at de kan være en del af de almene klasser, når det giver mening og på specialskolen, når det er bedst. Det kaldes også mellemformer, og pointen er, at der ikke er vandtætte skotter.

Kernen i hele omlægningen er, at kommunen vil forbinde almenområdet og specialområdet tættere og flytte fokus til, at hjælpen altid tager udgangspunkt i det fællesskab, eleven er i. Det forklarer Jan Dehn, direktør for Velfærd og Kultur i Hørsholm Kommune.

»Vi har en ambition om at lade elever være tilknyttet almenområdet i så høj udstrækning som muligt, fordi det i sig selv giver rigtig god mening. Vi har forstærket fokus på, at en af vejene til, at det kan lade sig gøre er at erkende, at børn er en del af et fællesskab, og når man vil hjælpe det enkelte barn med dets udfordringer, så foregår det i relationer,« siger Jan Dehn.

Derfor tolker de det heller ikke så rigidt, at en visitation gives til en enkelt elev, fordi målet er at hjælpe eleven, mens det er i fællesskabet.

»Vi har nogle ressourcer til specialområdet, og det er ikke forbudt at hjælpe Brian, bare fordi det er Bettina, der har fået visiteret støtte. Der er noget inkluderende i, at man giver støtten til fællesskabet,« siger Jan Dehn.

Fra KL har man også stort fokus på mellemformer i folkeskoler.

»Det er et rigtig godt eksempel på, at kommunerne tager udgangspunkt i det enkelte barns behov og ikke fokuserer så meget på, om det hører til et alment eller specialtilbud. Der er stadig meget, der skal udforskes, men det er vigtigt at dele de gode eksempler mellem kommunerne og få peget på de eventuelle barrierer i f.eks. lovgivningen, der må være ift. at etablere mellemformer. Det bidrager vi gerne til,« siger Thomas Gyldal Petersen.