Fælles lokal webbutik i Wuppertal
Den tyske by Wuppertal med 350.000 indbyggere har ligesom mange andre oplevet et stigende pres på detailhandlen pga. konkurrence fra de store online shoppingportaler. I et forsøg på at komme udfordringen til livs tog man på politisk niveau i 2014 initiativ til et pilotprojekt kaldet OnlineCityWuppertal (OCW), der sidenhen har fået stor opmærksomhed i Tyskland og omverdenen.
Pilotprojektet har til formål at hjælpe byens butikker i gang med e-handel og give byens borgere mulighed for at få et adgang til de lokale butikkers varer på nettet. Projektet blev finansieret med 120.000 euro i perioden 2014-2017, hvoraf halvdelen kom fra den tyske stat og resten fra erhvervslivet i Wuppertal. I 2016 dannede 60 lokale detailhandlere deres egen forening for at videreføre projektet, og i 2017 modtog man yderligere 350.000 euro.
Hovedelementet i projektet er udvikling af en fælles digital markedsplads for butikkerne i Wuppertal, hvor hver butik har en profil til salg af egne varer. Det crowdfunding-finansierede, lokale Atalanda står for webbutikken og leveringstjenesten og tilbyder en opstartspakke til lokale butiksejere, der består af introduktionsworkshop, profil på webbutik og levering samme dag. Derudover er der lavet en drive-in-skranke, hvor kunderne kan afhente de varer, de har bestilt på portalen[3]. Med projektet har man ikke kun skabt en online platform for byens butikker. Man har også gjort en aktiv indsats for kompetenceudvikling af de lokale butiksejere med seminarer, netværksmøder, workshops og rådgivningssessioner. Her læres de nye værktøjers at kende og butiksindehaverne motiveres til at inddrage multichannel-koncepter i deres fremtidige salgs- og kommunikationsstrategier.
Onlinehandlen blev i 2015 yderligere suppleret med et fysisk butiksområde på 100m2, hvor lokale butikker kunne udvide med en ekstra filial samtidig med, at netbutikkerne fik mulighed for prøve at have en fysisk butik. Analyser af projektet viser, at de butikker som er gået med i projektet, ikke kun har fået succes med at sælge deres varer via OCW-portalen, men også har fået større succes med deres andre digitale salgskanaler og mod på at engagere sig i flere nye og digitale markedspladser. Alt i alt har projektet skabt en generel øget nysgerrighed på e-handlens samspil med det lokale butiksliv blandt byens borgere og erhvervsdrivende og skabt bedre vilkår for fornyelse af byens detailhandel.