Politik Kommunalvalg

Stem Med

Den 16. november 2021 er der kommunalvalg. KL, Danske Regioner og Indenrigs- og Boligministeriet står sammen om en fælles kampagne for en styrket valgdeltagelse.

En fælles indsats med fokus på fællesskab 

2021 er kommunalt valgår. KL og kommunerne er i fuld gang med at planlægge valget og den kommunikationsindsats, som skal fremhæve den store indsats, som kommunerne gør hver eneste dag og sikre, at så mange borgere som muligt stemmer til valget.

Årets kampagne hedder Stem med. I selve opfordringen, ”stem med”, ligger en invitation til og opfordring om at være den del af fællesskabet og lokaldemokratiet. Bag kampagnen står KL, Danske Regioner og Indenrigs- og Boligministeriet. Men alle kommuner, regioner, civilsamfundsorganisationer og andre aktører er velkomne til at melde sig ind i arbejde og løfte det vigtige budskab.

Valgdeltagelsen endte i 2017 på 70,8 pct. Målet med at lave en kampagne igen i 2021 er at fastholde og måske endda styrke den høje valgdeltagelse. Kampagnens formål er desuden at vise mangfoldighed, så mange forskellige aktører og ikke mindst de 98 kommuner, kan invitere så mange borgere som muligt til at deltage i valget. Særligt gennem en stærk tilstedeværelse på tværs af alle de kommunale digitale platforme, men også gennem en stor synlighed i gadebilledet og en lang række lokale valgaktiviteter i kommunerne, bliver der sat fokus på et vigtigt valg med afgørende betydning for borgernes hverdag.

I forbindelse med kampagnen har KL sammen med kommunerne udarbejdet et inspirationskatalog, som er skabt på baggrund af gode input fra kommunerne. I kataloget kan kommunale valgmedarbejdere finde inspiration til, hvordan man lokalt kan bruge Stem Med-kampagnen og give den liv. Inspirationskataloget findes som PDF herunder.