Kommunalbestyrelserne

Kommunalpolitiker og bestyrelsesmedlem

Mange kommunalpolitikere er valgt til en bestyrelse i et kommunalt ejet forsyningsselskab. Her har de en vigtig ledelsesopgave, som forudsætter en særlig balance.

Øget fokus på bestyrelsesarbejde

I de senere år har der været et stigende fokus på godt bestyrelsesarbejde i offentligt ejede selskaber. For de enkelte bestyrelsesmedlemmer betyder det et stigende ledelsesmæssigt fokus, at kravene til indsigt og ansvar er øget markant. Bestyrelsesmedlemmer skal fx håndtere ejerønsker, stå i spidsen for store organisationer med mange ansatte og have øje for kundernes behov på én og samme tid. For de bestyrelsesmedlemmer i kommunalt ejede selskaber, der samtidig er medlem af en kommunalbestyrelse, er der derudover en række særlige balancer, som skal iagttages, fx i forhold til kommunens forskellige roller i relation til selskabet: Kommunen som ejer, kommunen som køber af selskabets ydelser og kommunen som myndighed.

Vigtigt med folkevalgte i bestyrelseslokalerne 

Hvad skal man være opmærksom på som kommunalbestyrelsesmedlem, når man er valgt til bestyrelsen i et kommunalt ejet forsyningsselskab? Arbejder man kun for selskabet? Har man et personligt ansvar for bestyrelsens beslutninger? Hvilke opgaver må man dele med kommunen? Hvad kan kommunen bistå med? Har kommunen instruktionsbeføjelser? Det er bl.a. nogle af de spørgsmål, som mange kommunalpolitikere står med.

Kurser i bestyrelsesledelse

KL har i samarbejde med CBS Bestyrelsesuddannelserne og COK udviklet kurser for både menige bestyrelsesmedlemmer i selskaberne og for formænd/direktører for at give indsigt og værktøjer til at håndtere de dilemmaer, politikerne står i. Cirka 100 politikere og direktører har gennemført kurserne.

Hør mere om udbyttet af kurserne i disse videoer

 

Aktivt ejerskab

Ejerstrategier er et godt værktøj til kommunernes aktive ejerskab af de kommunalt ejede selskaber. KL har undersøgt kommunernes arbejde med ejerstrategierne, og resultatet er klart – kommunerne udøver aktivt og bevidst ejerskab og bruger ejerstrategierne til at fastholde fokus på de politiske mål.

  • PDF

    Ejerstrategier giver retning og bevidst lederskab (Artikel bragt i Teknik og Miljø, April 2019).pdf