27. januar 2022

Nyhedsbrev KKR Syddanmark, januar 2022

Nyhedsbrev KKR Syddanmark, januar 2022 KKR Syddanmark har på sit konstituerende møde den 24. januar 2022 valgt nyt formandskab. Ny formand er borgmester i Middelfart, Johannes Lundsfryd Jensen (A), og næstformand er borgmester i Assens, Søren Steen Andersen (V).

Et nyt makkerskab

Der var god stemning, da det nye KKR Syddanmark mødtes mandag for at tage hul på en ny valgperiode. Ikke mindst hos det nyvalgte formandskab for KKR Syddanmark.

- Vi er begge to enormt glade for, at vi er blevet valgt. KKR Syddanmark er en vigtig platform for de syddanske kommuner. Både som et forum, der styrker kommunernes samarbejde med hinanden og som et forum, hvor vi som kommuner kan sætte politisk retning på dagsordener, der har betydning for borgerne i Syddanmark - lyder det fra den nyvalgte formand for KKR Syddanmark, borgmester, Johannes Lundsfryd Jensen.

Også næstformanden ser frem til det ny samarbejde.

- Jeg er overbevist om, at Johannes og jeg får et rigtig godt makkerskab. Vi er begge optaget af, hvordan vi som kommuner i Syddanmark kan styrke vores samarbejde både med hinanden og med vores samarbejdspartnere - siger næstformand for KKR Syddanmark, borgmester Søren Steen Andersen.

Fire år frem

Det nye formandskab står i spidsen for KKR Syddanmark fire år frem, og der er mange dagsordener at tage fat på.

- KKR har flere politiske kerneområder, som, vi ved, kommer til at fylde i de kommende år. Her og nu står vi overfor at skulle etablere helt nye sundhedsklynger, der skal skabe et sundhedsvæsen, der hænger endnu bedre sammen. Også den store mangel på medarbejdere til velfærdsområderne er en dagsorden, vi må stå sammen om - lyder det fra formanden.

Udover sundhed og beskæftigelse, hører erhverv, uddannelse, klima og det specialiserede socialområde til KKR’s kerneområder.

×

Log ind