17. december 2020

Julehilsen fra KKR Syddanmark

Om lidt er 2020 datid, og et nyt år melder sin ankomst.

2020 blev året, hvor corona ramte verden og ramte Danmark. Ikke én er gået uberørt igennem krisen. Den har haft store konsekvenser, og samtidig har den givet os nye erfaringer og sat skub i en rivende udvikling.

Hvem skulle for eksempel have troet, at online møder ville blive hverdag for så mange?

Som samfund har vi deltaget i et ufrivilligt historisk eksperiment af et digitalt kompetenceløft, og også for os i KKR blev 2020 året, hvor vi holdt vores første virtuelle møde. Endda med succes.

Vi kan i KKR Syddanmark se tilbage på et spændende og travlt år, hvor vi har sat fokus på store og vigtige dagsordener, der har betydning for kommunerne og samfundet – og allervigtigst for borgerne, der udgør det.

Klima har været et centralt emne. Vi har i fællesskab rykket på klima-dagsordenen med DK 2020 – Klimaplaner for hele Danmark. Hele 14 kommuner er med i første runde - et stærkt signal om, at vi er ambitiøse med klimaindsatsen og samtidig står sammen om den. Med DK2020 viser vi, at vi er villige til at forpligte os og arbejde målrettet for at blive klimaneutrale og modstandsdygtige senest i 2050. Det synes vi godt, at vi kan værestolte af.

Sundhed har fyldt meget i 2020 og vil også komme til det i tiden, der kommer. De syddanske kommuner spiller sammen med Region Syddanmark en central rolle i udviklingen af det nære sundhedsvæsen, hvor flere opgaver løses tættere på borgerne. Derfor er det helt centralt, at rammerne for samarbejdet er klare.

Der er nu takter til, at arbejdet for en sundhedsreform indledes, og forhåbentlig bliver 2021 året, hvor arbejdet for alvor igangsættes, og hvor vi i KKR bliver involveret.

Erhvervsområdet har oplevet et travlt og turbulent år. Erhvervs- og turismeområderne er hårdt pressede, og vores to erhvervshuse spiller en aktiv rolle i at vejlede de kriseramte virksomheder. I forbindelse med den nationale klyngekonsolidering har vi fået to klynge-hovedkvarterer, nemlig Odense Robotics og CLEAN. Vi ser frem til, at klyngerne fortsat styrker broen mellem virksomheder og den nyeste forskning på videninstitutionerne.

Der er mange andre temaer, som også har fyldt i året, der er gået, og i 2021 kommer vi til at fortsætte vores arbejde for at fremme de syddanske kommuners fælles interesser og udvikling.

Vi glæder os til at tage hul på et nyt år i KKR Syddanmark sammen med dig, og vi vil ønske dig en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår. Samtidig vil vi gerne takke dig for dit engagement i 2020.

 

De bedste julehilsener fra KKR Syddanmarks formandskab,

HP Geil og Johannes Lundsfryd Jensen