Aktuel EU-interessevaretagelse

Den europæiske søjle for sociale rettigheder

Som led i planen om at skabe en dybere og mere retfærdig Økonomisk og Monetær Union (ØMU), lancerede EU-Kommissionen den 8. marts 2016 en omfattende høring om udarbejdelse af en Europæisk Søjle for Sociale rettigheder (herefter den sociale søjle). KL afventer på nuværende tidspunkt EU-Kommissionens næste udspil, hvilket forventes at foreligge i foråret 2017. KL følger sagen tæt, idet initiativet kan få konsekvenser for såvel Kommunernes rolle som myndighed og arbejdsgivere.

Hvad er den sociale søjle?

EU-Kommissionen ønsker at overkomme konsekvenserne af den finansielle krise ved at bl.a. fremme en europæisk markedsøkonomi med høj konkurrenceevne, der ligeledes tager et socialt ansvar ved at udvikle ambitiøse og effektive socialpolitikker.

Det overordnede formål med søjlen er at formulere grundlæggende principper for velfungerende og retfærdige arbejdsmarkeder, som medlemslandene kan støtte sig op imod i det nationale arbejde. I det foreløbige design af den sociale søjle opstilles 20 principper, der er inddelt under tre overskrifter:

  • Lige muligheder og adgang til arbejdsmarkedet
  • Retfærdige arbejdsvilkår
  • Passende og bæredygtig social beskyttelse

Derudover ønsker Kommissionen, at søjlen skal bygge på og supplere allerede eksisterende EU-lovgivning på området, og danne en fælles referenceramme for screening af medlemslandenes social- og beskæftigelsesresultater, som videre danner grundlag for nationale reformer.  

KL’s holdning

KL ønsker overordnet set ikke mere EU-lovgivning på området, og arbejder i stedet for med at få formuleret nogle fælles principper på EU-niveau, der ikke er juridisk bindende. Der er vigtigt for KL, at det endelige forslag respekterer de forskellige arbejdsmarkeder i medlemslandene, samt den nationale kompetence at udvikle lovgivning på området.