25. januar 2023

Voksende behov for specialundervisning presser kommunernes økonomi på skoleområdet

Andelen af elever i de kommunale grundskoler der går i et specialtilbud har været voksende i mange år. Det presser kommunernes økonomi på skoleområdet, hvilket blandt andet viser sig i stigende udgifter til specialskoler. I denne artikel kan du følge udviklingen og se, hvordan udviklingen har været i din kommune.

Segregeringen stiger støt

Kommunerne oplever, at en større og større andel af eleverne i grundskolen har behov for specialundervisning. Det har betydet, at der i de seneste mange år har været et støt stigende antal elever, der modtager undervisning i et segregeret tilbud. Segregerede tilbud omfatter:

  • Specialklasser på folkeskoler
  • Specialklasser på kommunale ungdomsskoler og ungdomskostskoler
  • Specialskoler for børn
  • Dagbehandlingstilbud og behandlingshjem

Fra 2018 til 2022 er antallet af elever i specialtilbud steget med knap 4.700 elever på landsplan. Figur 1 viser udviklingen i segregeringsgraden (andel elever på kommunale grundskoler der modtager et specialtilbud). Fra 2018 til 2022 voksede segregeringsgraden fra 5,3 til 6,6 procent, svarende til en relativ stigning på 23,3 procent.  


Kilde: FLIS

Stigende udgifter til specialskoler

Den voksende segregeringsgrad viser sig også i kommunernes budgetter. Figur 2 viser de budgetterede udgifter til specialskoler og interne tilbud fra 2018 til 2023. De budgetterede udgifter er steget fra omkring 5,6 til 6,5 mia. kr. mellem 2018 og 2023. Det er en stigning på godt 900 mio. kr., hvilket svarer til en vækst på 16,3 procent.


Kilde: FLIS/DST
Note: Budgetterede udgifter på funktionerne 3.22.07 og 3.22.08 i 23-PL.

Kræver nye løsninger og organisationsformer

Det voksende behov for specialundervisning presser kommunernes økonomi på skoleområdet, og for kommunerne bliver kunsten at sikre, at ressourcerne rækker til at sikre kvalitet for både elever i almenområdet og eleverne i specialtilbud

Ude i kommunerne pågår der derfor et løbende arbejde med at finde gode løsninger og organisationsformer, der kan komme både almen- og specialområdet til gode. Det kan blandt andet være forskellige mellemformer, som KL tidligere har indsamlet eksempler på ude fra kommunerne: Kan midlerne til specialundervisning komme alle elever til gavn? (kl.dk)

Se data for din egen kommune her

I denne rapport kan du se, hvordan segregeringsgraden har udviklet sig i din kommune sammenlignet med landsplan. Rapporten indeholder både data på dagtilbuds- og skoleområdet. Du finder rapporten her: https://butm.eflis.dk

 

Denne artikel er udgivet i Nyhedsbrevet Perspektiv. Hvis du ønsker at læse flere analyser på tværs af de store sektorområder, kan du læse mere og tilmelde dig nyhedsbrevet her: Nyhedsbrevet Perspektiv (kl.dk)

×

Log ind