Inspirationsmateriale til håndtering og forebyggelse af sexisme i kommunalbestyrelser

KL's hotline for grænseoverskridende adfærd

KL har oprettet en hotline, hvor man som kommunalpolitiker kan henvende sig, hvis man har været udsat for grænseoverskridende seksuel adfærd, eller hvis man har oplevet andre kommunalpolitikere blive det. Hotlinen vil med udgangspunkt i nedenstående Q&A’s kunne rådgive generelt om handlemuligheder og regler.

Hotline

Hotline 33703950

Kontakt KL's hotline for sexisme på 33703950

Det er  altid den enkelte kommune, der vil skulle handle konkret på konkrete krænkelser. KL har ikke mulighed for at tage skridt til konkrete reaktioner og sanktioner på en krænkelse. 

Du skal være opmærksom på, at vi – afhængig af de oplysninger vi modtager – kan være nødt til at orientere kommunaldirektøren eller borgmesteren.

Q & A’s

Har du oplevet grænseoverskridende adfærd fra en ansat i kommunen?

Hvem i kommunen kan jeg gå til?

Hvis du oplever grænseoverskridende adfærd fra en ansat i kommunen, skal du henvende dig til kommunaldirektøren eller borgmesteren, som er kommunens øverste administrative ledelse.

Hvordan kan der reageres?

Ledelsen kan efter omstændighederne reagere over for den ansatte i form af en irettesættelse eller en ansættelsesretlig sanktion. En sådan sanktion kan være en advarsel, en afskedigelse eller en bortvisning.

Det vil være en konkret vurdering, om der er grundlag for at sanktionere ansættelsesretligt over for den ansatte. Denne vurdering foretages af ledelsen.

Bliver den ansatte involveret i sagen?

Den ansatte skal have mulighed for at udtale sig om de oplysninger, du kommer med, før ledelsen kan sanktionere ansættelsesretlig over for den ansatte.

 

Har du oplevet grænseoverskridende adfærd fra en borger?

Hvem i kommunen kan jeg gå til?

Du kan altid gå til din borgmester og/eller kommunaldirektør og vende den episode, du har været udsat for/oplevet. Din gruppeformand kan også være en mulighed.

Hvordan kan der reageres?

Borgere har generelt krav på at kunne komme i kontakt med kommunen, men har derimod ikke krav på, at kunne komme i kontakt med enkelte politikere i kommunen. Det betyder, at du kan bede borgeren om, ikke at kontakte dig direkte men i stedet henvende sig til forvaltningen i kommunen. Afhængig af borgerens adfærd vil du fx også vil kunne blokere din telefon og/eller mail, sådan, at vedkommende ikke kan kontakte dig. Det kan forvaltningen hjælpe dig med.

Efter omstændighederne kan det være en mulighed at kontakte politiet. Politiet kan i første omgang vejlede dig om reglerne på området og prøve at løse en eventuel konflikt.

Det vil imidlertid være naturligt at anmelde sagen til politiet, hvis der er tale om strafbare tilfælde af chikane, trusler, hærværk eller vold. Politiet kan også risikovurdere og vejlede i sager, hvor der ikke er begået strafbare handlinger, men hvor du fx er udsat for gentagen, påtrængende og uønsket kontakt og kommunikation af vedvarende og systematisk karakter fra en anden person.

Efter omstændighederne kan politiet også give et tilhold, hvis der er en begrundet mistanke om, at en person har krænket din fred ved at forfølge eller genere dig med f.eks. personlige, mundtlige eller skriftlige henvendelser.

Forvaltningen kan hjælpe dig med at rette henvendelse til politiet.

Bliver borgeren involveret i sagen?

Forvaltningen bør informere borgeren om de konkrete tiltag, fx om at din telefon og mail blokeres, så borgeren ikke fremover kan kontakte dig. Hvis der indgives politianmeldelse, vil det være politiet, der kontakter borgeren.   

 

Har du oplevet grænseoverskridende adfærd fra en kommunalpolitiker?

Hvem i kommunen kan jeg gå til?

Du kan altid gå til din borgmester og/eller kommunaldirektør og vende den episode, du har været udsat for/oplevet. Din gruppeformand, kan  også være en mulighed.

Hvordan kan der reageres?

Det afhænger meget af karakteren af det oplevede.

Handler det fx om den generelle omgangsform- og tone på møderne i kommunalbestyrelsen og udvalg, vil borgmesteren/udvalgsformanden kunne tage initiativ til en generel drøftelse af omgangsform- og tone på møderne, som kunne udmønte sig en sexismepolitik eller kodeks

Det kunne fx handle om spørgsmål, kommentarer, eller vittigheder med seksuelle undertoner, billeder eller filmklip med seksuelt indhold, upassende invitationer til arrangementer, uønskede berøringer mm.

Du vil også selv kunne rejse spørgsmål herom i kommunalbestyrelsen. Det kan være med forslag om, at der formuleres en sexismepolitik eller et kodeks.

Borgmesteren/udvalgsformanden vil som mødeleder kunne gribe ind over for sprogbrug m.v., som borgmesteren/udvalgsformanden finder uacceptabel.

Bliver politikeren involveret i sagen?

Det vil være op til borgmesteren/kommunaldirektøren at vurdere i det konkrete tilfælde.