Viden og netværk Dialogforum

12. møde i Dialogforum - Strategi og data

Den 2. maj 2022 arrangerede KL for 12. gang strategisk dialogmøde med kommunale it-leverandører og konsulenthuse. Det var med glæde at KL efter to år med virtuelle møder endelig kunne hilse Dialogforum velkommen i KL-huset.

Temaet denne gang var de aktuelle arbejder med digitale strategier i den offentlige sektor. Christian Harsløf, direktør i KL, bød velkommen, og fortalte om forventningerne til Regeringens kommende nationale digitaliseringsstrategii forlængelse af  anbefalinger fra digitaliseringspartnerskabet. Christian kom også ind på forberedelserne til en kommende aftale mellem regeringen, KL og Danske Regioner om en fællesoffentlig digitaliseringsstrategi samt KL’s digitaliseringspolitik med fokus på at gentænke velfærden ved brug af digitalisering og teknologi.

I den efterfølgende dialog om den demografiske udvikling og dens konsekvenser for velfærden, kom Christian Harsløf ind på den aktuelle samfundsdiskussion om, hvad god velfærd er. Nogle har den holdning, at god velfærd ligger i det fysiske møde mellem borger og kommune – men god velfærd kan også være digital. Mange borgere ønsker allerede mere digitalisering og bedre brug af data på en række velfærdsområder, og det er derfor en diskussion værd, om god velfærd lige så vel handler om at gøre den offentlige sektor mere tilgængelig, hvor borgerne kan tilgå services når det passer dem og hvor kvaliteten er lige så god eller bedre. Den demografiske udvikling gør, at vi næppekan tilbyde mødet med mennesket i samme grad i fremtiden, og vi er derfor nødt til at tænke nyt.

Spørgsmålet er, om vi er gode nok til at innovere sammen i den offentlige og private sektor. Begge sektorer lærte meget af den udvikling, der fandt sted under corona – den kan vi lade os inspirere af i mødet med den stigende demografiske udfordring. Et af KL’s budskaber til markedet er, at innovationen i kommunerne gerne må komme nedefra, fra de mennesker, der står med udfordringerne. Regeringen, KL og Danske Regioner kan sætte retningen med ambitioner og sende signaler om forandringen af den offentlige sektor, men drivkraften kommer fra borgmestrene og de kommunale ledere. Markedet skal derfo rholde øje med potentielle samarbejdsmuligheder, der kan tale ind i den aktuelle situation i kommunerne, fx rekrutteringsudfordringen. Når en kommune fx ikke kan besætte ledige stillinger, må man bruge den udfordring til at tænke nyt, fx mere automatisering.


Branchens perspektiv

Som et fast indslag på møderne i Dialogforum indgår et oplæg fra branchen. På vegne af DI Digital og IT-Branchen gav Maria Hald, direktør i Microsoft Danmark, således markedets syn på arbejdet med digitaliseringen i den offentlige sektor. Maria efterlyste langt flere data, hvis markedet skal kunne tilbyde gode, datadrevne løsninger – og det gælder ikke kun de store it-leverandører, men også start-ups og SMV’er. Men hvis dette skal kunne lade sig gøre, er der brug for et mere enkelt hjemmelsgrundlag. Hun rejste derfor et spørgsmål om, hvormeget data man må bruge og hvordan må man bruge det.

Branchen havde også et konkret råd til både kommunerne og markedet. Inden man igangsætter en POC i en kommune, bør man tage stilling til efterfølgende skaleringsmuligheder. Man bør forholde sig til, hvordan man kan implementere en løsning, hvis en forudgående POC giver gode resultater. Hvis man ikke har det på plads inden, kan det være sværere at komme videre og omsætte resultaterne i den konkrete drift.


Kommunernes datastrategi

I forlængelse af branchens oplæg præsenterede Gitte Duelund Jensen fra KL kommunernes nye datastrategi. Kommunerne har vedtaget en fælles datastrategi, der er med til at sætte retningen for, hvordan kommunerne bliver endnu bedre til at anvende data til bl.a. at forbedre den lokale velfærd. 

Formålet med en fælleskommunal datastrategi er at opstille fælles principper og målsætninger for, hvordan kommunerne bedst kommer videre med de vigtigste dele af dataudviklingen og dataanvendelsen. Målgruppen er beslutningstagerne i kommunerne, ikke mindst de kommunale politikere, som ved hjælp af strategien kan se, hvorfor data er vigtige og hvordan KL kan hjælpe dem.


Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI)

Rikke Thorlund Haahr fra CO-PI fortalte om centeret, dets rolle og arbejdsmetoder. Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI) er et nationalt center skabt af regeringen, KL og Danske Regioner og overordnet set arbejder man på at koble innovation og indkøb.

CO-PI kan fx hjælpe i de situationer, hvor en myndighed efterspørger en løsning, som endnu ikke findes på markedet, men hvor der findes leverandører som kan tilbyde noget, som kan udvikles til at imødekomme det specifikke behov. Her kan CO-PI være med til at formulere behovet og afdække om der er andre myndigheder med samme eller lignende behov. Herefter kan man så gennemføre en markedsdialog, som sender et signal til markedet om at der eksisterer et behov, hvilket måske kan inspirere leverandørerne til at satse på udvikling af deres produkter.

Rikke gennemgik en aktuel case som eksempel på CO-PI’s rolle:

Nyt offentlig-privat samarbejde skal føre til emissionsfrie arbejdsmaskiner (co-pi.dk)


KOMBIT og SKI

KOMBIT gav et eksklusivt kig ind i arbejdet med den kommende udbudsstrategi, og fik vendt flere overvejelser med Dialogforum. KOMBIT forventer at være klar med en færdig version af strategien inden årets udgang. Herefter fortalte Allan Bager og Anja Hyltoft Lodberg fra SKI om den kommende 02.19 rammeaftale, som SKI ligeledes er i proces med at udarbejde. Allan Bager indledte med at sige, at man havde forberedt et andet oplæg til Dialogforum denne gang, men på grund af de diskussioner, der havde været i løbet af dagen, valgte man at ændre oplægget lidt, så det havde mere fokus på data og cloud.

SKI fortalte også om de kommende dynamiske indkøbssystemer som alternativ til traditionelle rammeaftaler på mere specialiserede vare- og ydelsesområder. Dem kan man læse mere om på SKI’s hjemmeside: Dynamiske indkøbssystemer - SKI


Digitaliseringsmessen 2022 og værktøjer fra KL

Frederik Nordentoft Andersen, kontorchef i KL, sluttede programmet af med en orientering om Digitaliseringsmessen 2022, hvor fokus bl.a. vil være på offentlig-privat innovation. Der er mulighed for at få en stand, hvilket man kan læse mere om på messens hjemmeside: digitalisering '22 (digitaliseringsmessen.dk)

Frederik orienterede også om den opdaterede Kommunernes Teknologiradar 2022, som viser forskellige teknologiers modenhed i kommunerne: Kommunernes Teknologiradar (kl.dk) samt om ’Digital transformation’, et digitalt modenhedsværktøj, hvor man kan give sin organisation et digitalt modenheds-tjek og teste organisationens evne til digital omstilling og implementering af ny teknologi: Organisationens digitale modenhed: Testværktøj (kl.dk)

Præsentationerne fra dagen kan hentes herunder, dog med undtagelse af KOMBIT’s præsentation:

Præsentationer og materialer

  • PDF

    Program - Dialogforum 2. maj 2022.pdf

  • PDF

    Nye strategier på vej (Christian Harsløf).pdf

  • PDF

    Branchens perspektiv (Maria Hald).pdf

  • PDF

    Kommunernes datastrategi (Gitte Duelund Jensen).pdf

  • PDF

    CO-PI (Rikke Thorlund Haahr).pdf

  • PDF

    Den kommende 02.19 Fagsystemer (SKI).pdf

×

Log ind