Møder og materialer

27. Møde: Kommunernes It-Arkitekturråd drøfter næste fase i digitaliseringsprojekter

It-Arkitekturrådet behandlede d. 26. september 2018 bl.a. projekterne AULA, Kloge Kommunale Kvadratmeter og løsningskoncept for indsamling af data vedr. selvbetjeningsløsninger. Læs hele referatet nederst på siden for at få det fulde overblik.

Arkitektur og login i AULA

Projektgruppen for AULA gav It-Arkitekturrådet følgende opdateringer på AULA-projektet:

  • Valget af infrastruktur er faldet på en Public Cloud-løsning fra Amazon Web Services (AWS).
  • Loginmuligheder for AULA tager udgangspunkt i UNI-login. Dermed vil Step-up til to-faktor login blive muligt for alle brugere i AULA vha. NemID.
  • I AULA version 1 er der ikke et API til at udstille data fra AULA til fx lokale infoskærme. Projektgruppen udelukker dog ikke, at dette kan implementeres i senere versioner, hvis der er behov.
  • Platformskravene til AULA indebærer, at AULA skal være tilgængeligt i de 5 mest populære webbrowsere: Chrome, Firefox, Edge, Explorer og Safari.

Mht. loginmuligheder i AULA gjorde It-Arkitekturrådet projektgruppen opmærksom på, at to-faktor login ikke er alment kendt blandt kommunale medarbejdere og at dette derfor vil kræve rådgivning mht. loginmuligheder fra projektgruppen. Yderligere mente rådet, at det bør drøftes, hvilke data, der er behov for at udstille i AULA, og at projektet bør vente med at tage en beslutning om hvilke browsere, der supporteres, til tests er gennemført.

Næste fase i initiativ 5.2 Kloge Kommunale Kvadratmeter

Projektets foranalyse peger på en prioritering af opgaven med at etablere ensartede normer og definitioner for kommunale ejendomsdata. Projektet foreslår at arbejde videre med følgende to anbefalinger fra foranalysen:

  • Der bør etableres fælles datamodeller for kommunale ejendomsdata.
  • Der bør etableres et fælleskommunalt benchmark-samarbejde.

I næste fase af projektet bliver en tværkommunal arbejdsgruppe etableret med det formål at sammensætte en datamodel. Hertil anbefaler It-Arkitekturrådet, at arbejdsgruppen undersøger, om der findes eksisterende klassifikationer og standarder, som kan bruges.

I fase 2 skal projektet også identificere de 10 nemmeste og tilgængelige nøgletal, som kan anvendes til benchmark på området, men her kan der være en udfordring med validiteten af data. Rådet påpegede, at det er vigtigt, at kommunerne er opmærksomme på at stille krav ved udbud af nye it-løsninger på området, så det sikres, at man kan få leveret de rette data fra leverandørerne.

Yderligere efterspurgte rådet en assets-liste over produkter der er i bygninger, således at der kan måles på disse. Dette er også relevant ift. muligheden for at anvende Internet of Things (IoT). Umiddelbart indgår det ikke i den kommende fase, men projektgruppen ville undersøge muligheden nærmere.

Løsningskoncept for indsamling af data vedr. selvbetjeningsløsninger

Som følge af Økonomiaftalen 2019 skal myndigheder med ansvar for obligatoriske digitale selvbetjeningsløsninger indsamle data om brugernes anvendelse og tilfredshed med henblik på forbedringer. Programleder Flemming Engstrøm gav It-Arkitekturrådet en orientering om et løsningskoncept, som skal implementeres ved årsskiftet. De kommunale løsninger, som er omfattet er:

  • Sygedagpenge
  • Byg og miljø
  • Flytning
  • Opskrivning til daginstitution
  • Opskrivning til skole og SFO
  • Kropsbårne hjælpemidler
  • Vielse

Projektgruppen påpegede dog, at de indsamlede data udelukkende vil indikere, at selvbetjeningsløsningen har mangler – men ikke nærmere defineret hvilke mangler. Rådet opfordrede projektet til at overveje OpenSource i udviklingen af løsningen. Rådet gjorde endvidere opmærksom på, at de udvalgte løsninger normalt ikke er egenudviklede kommunale løsninger, men er udbudt af markedet via KOMBIT eller direkte af leverandørerne.

Referat og materialer fra mødet

  • PDF

    Dagsorden - 27. møde i Kommunernes It-Arkitekturråd

  • PDF

    Referat - 27. møde i Kommunernes It-Arkitekturråd

  • PDF

    Bilagsoversigt

  • PDF

    2.2. Afrapportering fra Arkitekturboardsmøder - Præsentation

  • PDF

    2.3. Status vedr. arbejdet med initiativ 8.1 - Præsentation

  • PDF

    2.3 eID gateway - Præsentation

  • PDF

    2.4 AULA - Præsentation

  • PDF

    2.5 Kloge Kommunale Kvadratmetre - Præsentation

  • PDF

    2.7 Løsningskoncept for indsamling af data vedrørende selvbetjeningsløsninger - Præsentation

  • PDF

    3.2 Kommende indsatser med fokus på kommunikation - Præsentation

  • PDF

    3.3 Rammearkitekturens fundament - Præsentation