17. september 2020

Når data om de kommunale ejendomme skaber værdi i en krisetid

Aalborg Kommunes arbejde med data om de kommunale ejendomme gav pote, da corona-krisen ramte, og der skulle træffes hurtige beslutninger

Data  om bygningstilstand var afgørende for de fremrykkede investeringer

Aalborg Kommune havde netop fået tilstandsvurderet cirka 1000 af kommunens bygninger på sammenlagt 481.000 kvadratmeter, da staten hævede anlægsrammen under corona-krisen.

Datamaterialet med tilstandsvurderingerne blev guld værd for kommunen, som på baggrund heraf kunne prioritere de vigtigste projekter. Kommunen fremrykkede investeringer for knap 0,5 mia. kr. (200 mio. til veje og stier samt 300 mio. til bygninger).

Strategiske beslutninger kræver et solidt beslutningsgrundlag 

Aalborg Kommune vidste på forhånd, at mange af kommunens ejendomme havde behov for vedligeholdelse, men tilstandsvurderingen bidrog med konkret dokumentation.

Det hævede anlægsloft muliggjorde forbedring af bygningernes tilstand, men med 1000+ bygninger er der fortsat behov for at prioritere midlerne til vedligeholdelse.

”Det er altid en diskussion om, hvad der skal sættes af til det [vedligeholdelse red.], og hvad har kommunen råd til”, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S).

Prioriteringer kræver overblik over status quo, og der var ikke foretaget tilstandsvurdering af kommunens ejendomsportefølje siden kommunesammenlægningen i 2007. Det var derfor en del af kommunens ejendomsstrategi at få valideret tilstanden af ejendomsporteføljen.

”Som professionel bygherre er det helt essentielt at levere velkvalificeret dataunderstøttede beslutningsoplæg, baseret på valide data.”, siger bygningschef Peter Munk

Aalborg Kommunes overblik over opgaver sikrede hurtige beslutninger, der bidrog med arbejde til entreprenører og håndværkere i en presset økonomisk tid.

Det Fælleskommunale Nøgletalssamarbejde på Ejendomsområdet

Aalborg Kommune er blandt de 38 kommuner, som indgår i samarbejde om at skabe et fælles sprog om de kommunale ejendomme. KL faciliterer og koordinerer udviklingsprocessen. Samarbejdet fokuserer dels på at skabe en fælles datamodel, hvor nøgletal kan analyseres, og dels på vidensdeling og erfaringsudveksling om datahåndtering for de mange områder indenfor ejendomsadministration.

Fælles skala bidrager til sprog om tilstandsvurdering på tværs af landet

Det kommunale samarbejde er blevet enige om en fælles skala (1-5), som anvendes, når de gennemfører tilstandsvurdering. Det har været en lang proces, fordi kommunerne har gjort det forskelligt, og der var mange holdninger til, hvad den bedste løsning er. Den fælles skala er et stort skridt i samarbejdet, men der ligger fortsat et stykke arbejde med at kvalitetssikre definitionerne og operationalisere skalaen.

Det er nødvendigt med lokale løsninger og metoder, fordi kommunernes udgangspunkter og behov er forskellige, men der er også brug for et fælles sprog om den tekniske kvalitet af de kommunale ejendomme, på et niveau så alle kommuner kan være med.

Aalborg Kommune har anvendt skala 1-5 i deres tilstandsvurdering  svarende til den i det fælleskommunale nøgletalssamarbejde.

Ønsker du at vide mere om samarbejdet og måske indgå heri, kontakt Liva Westergaard, projektkonsulent i KL på liwe@kl.dk / +45 3370 3463

YDERLIGERE MATERIALE

  • LINK

    Medlemsskab af samarbejdet om nøgletal